Knud RomerDen som blinker er bange for døden
Athene
177 sider
18. aug-20. aug
Lad det være sagt med det samme: Hvorfor denne bog var så populær og kunne skabe så meget røre, da den udkom, er mig egentlig lidt en gåde. Og jeg synes ikke at den lever op til al den hype, som der har været omkring den. Jeg forstår godt, hvis nogen føler sig truffet over det, som Knud Romer har skrevet i bogen, men ellers så ser jeg ikke nogen grund til al den ros og al den røre omkring bogen.
Men til handlingen: Knud, eller Knüdchen som hans mor kalder ham, er fortælleren i Den som blinker er bange for døden. Han fortæller historien om hans mor og far, disses forældre og diverse farverige og originale tanter og onkler. Vi hører om Knuds barske skolegang, hvor der dagligt var andre børn, som råbte tyskerunge og andre ukvemsord efter ham, og hvor han altid måtte bøde for sin mors baggrund som tysker, idet hun, Hildegard, efter at hendes første mand blev henrettet pga. højforræderi måtte flygte fra Berlin og ved en tilfældighed endte i Nykøbing Falster, hvor hun møder en dansk forsikringsmand, som senere bliver Knuds far.
Knuds familie bliver isoleret - farens del af familien slår hånden af dem, og Knuds mor må finde sig i, at hun kan vente i timevis i forretningerne for at blive ekspederet. Det er altså både børnene og de voksne i Nykøbing, som lader det gå ud over familien, at moren er tysk.
Romanen er virkelig gennemsyret af den ondskab, som befolkningen i Nykøbing nærer til Romer familien - og Knud konstaterer da også kort og godt i romanen, at: "her var intet godt at mindes." Barndommen var kort sagt angstfyldt og socialt meget ensom for enebarnet Knud, men han formår alligevel at beskrive det på en ret nøgternt måde i romanen. Man er dog ikke i tvivl om, at der nedenunder lurer en masse frygtelige og ubehagelige minder.
Den som blinker er bange for døden er bygget op således, at der fortælles en masse forskellige små anekdoter, og der springes hele tiden i tid og sted - dette fungerer rigtig fint, og er bestemt en af bogens forcer. Et kritik punkt er dog de alt for mange tyske sætninger, som ikke er oversat. Man kan nogen steder lure ud fra konteksten, hvad sætningerne betyder, men jeg synes godt, at man lige kunne have lavet en lille oversættelse i en fodnote til hver af de tyske sætninger. De to breve som optræder i bogen er trods alt oversat, og tak for det. Jeg er IKKE god til tysk, og derfor havde jeg forståelsesproblemer i forhold til de andre sætninger, som optræder rundt omkring i hele bogen, og dette var klart et irritationsmoment (okay okay, jeg kan bare lære tysk (igen) men jeg gider ikke).
Jeg tror ikke helt jeg forstår alt den hype og begejstring (og mangel på samme), som der var over Den som blinker er bange for døden, da den udkom. Javist er der da et par gode passager her og der, men overordnet efterlader bogen ikke et særligt indtryk, selvom jeg klart blev påvirket af den ondskab, som stråler ud af bogens sider i forskellige episoder. Jeg er dog bange for, at romanen, for mit vedkommende, er ret hurtigt glemt igen, men alt i alt er Den som blinker er bange for døden, en ganske udmærket læseoplevelse.



















