25. september 2011

George R. R. Martin - A Game of Thrones

George R. R. Martin
A Game of Thrones (1. del af serien A Song of Ice & Fire)
Bantam Books
807 sider
28. aug-16. sep

Der er kun en ting at sige om denne roman: Læs den! Det er en af de bedste romaner jeg nogensinde har læst. Det er fantasy, men det er lige så meget en roman om mænd, der kæmper om at bevare/få magten. Der er underholdning fra første til sidste side, og det er uforudsigeligt hvad der sker på næste side. George R.R. Martin formår gang på gang at overraske, og man sidder bare og tænker: "Sker det virkelig, gjorde han virkelig det", og ja, det gør han... Der sker virkelig mange overraskende ting. Man skal dog ikke læse den, hvis ikke man kan klare brutal vold og sex, for det er skrevet lige ud af posen, hvad der foregår.

Der er skrevet et utal af steder på nettet, hvad historien handler om, så det vil jeg egentlig ikke komme ind på her. Jeg vil blot give bogen de varmeste anbefalinger. Jeg har brugt næsten hele min sommerferie på første bog, men det var absolut det værd. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft tid til at læse endnu mere, men det var ikke muligt, når jeg også lige skulle fordøje hvad der nu skete i romanen.

I øvrigt skulle den komme på dansk her sidst på året, men ud fra den danske beskrivelse af romanen på bl.a. saxo.com, så lyder det ærlig talt som noget man skal holde sig fra, selvom jeg selvfølgelig ikke kan sige noget om oversættelsens kvalitet, når den endnu ikke er udkommet. Men beskrivelsen imponerer mig ikke - det bliver bare lidt for fordansket og underligt i stedet for at holde bare lige fast i nogle af de engelske betegnelser.

Og som et lille p.s. kan jeg da nævne, at tv-serien også er intet mindre end fantastisk. Meget tro mod bogen, og skuespillerne er virkelig godt castet til deres roller. Det er en af de få gange, hvor jeg vil påstå, at tv-serien rent faktisk lever op til romanen.

Så sæt i gang med både romanlæsning og tv-serie-kigning. Det kan anbefales på det varmeste!!!

11. september 2011

Sissel-Jo Gazan - Dinosaurens fjer

Sissel-Jo Gazan
Dinosaurens fjer
Gyldendal
448 sider
20. aug-10. sep

Sissel-Jo Gazans Dinosaurens fjer handler om Anna, der læser biologi og efterhånden er nået så langt, at hun skal til at aflevere speciale. Men det er også historien om vejlederen, der bliver fundet myrdet kort før specialet skal forsvares. Men hvem har gjort det? Er det Anna, som har slået vejlederen ihjel, som hævn for det seneste års vrede mod både specialet og ikke mindst vejlederen. Politimanden Søren søger Annas hjælp til at gennemskue den naturvidenskabelige verden, og den magt og prestige som styrer den, men samtidig er der jo også lige en drabssag, der skal opklares.

Inden Anna får set sig om er hun viklet ind i et trådnet af sammenhænge, der har noget at gøre med hendes speciale om dinosaurerne, men som også vedrører hendes eget liv, barndommen og ikke mindst politimanden Sørens liv.

Jeg er positivt overrasket - rigtig god roman og en krimi, der er ret meget anderledes end meget af det man kan læse i disse år. Og så kan jeg godt li', der er nogle lidt mere tekniske aspekter inden over i den forstand, at den ikke bare er helt så letlæst, som mange andre krimier, men faktisk også omhandler nogle faglige ting. En anbefaling herfra får den i hvert fald.