26. marts 2012

David Nicholls - One Day

David Nicholls
One Day
Hodder & Stoughton
437 sider
16. mar-22. mar

Virkelig god læseoplevelse.

Emma og Dexter møder hinanden den 15. juli 1988, hvor de begge to er færdige med deres uddannelse. Dagen efter må de gå hver sin vej. One Day følger Emma og Dexter hvert år på den samme dag - 15. juli. Vi hører hvad der er sket dem i løbet af året, og andre gange må vi ud fra hvad der fortælles, gætte os til hvad der er sket i deres liv det seneste år siden vi sidst fulgte dem.

Romanen er virkelig god. Forfatteren har formået at opbygge en rigtig god ramme for fortællingen, og det er en ret genial måde at fortælle en god historie på, ved at tage udgangspunkt i den samme dag hvert år. Ind imellem er det en sukkersød fortælling, andre gang er den frygtelig og sørgelig - til tider tragikomisk. Man kommer simpelthen hele følelsesregistret igennem i romanen.

Kan absolut anbefales.

16. marts 2012

Henriette Lind og Lotte Thorsen - Nynne 4

Henriette Lind og Lotte Thorsen
Nynne 4
Politikens forlag
302 sider
12. mar-16. mar

Det er Nynne, når hun er bedst - og sjovest... Og samtidig er der altså en snert af alvor på en anden måde end jeg synes man har set i de tidligere Nynne bøger.

Chick lit af "værste" skuffe, men det er altså ind imellem helt fint bare lige at slå hjernen fra, more sig og nyde en letlæst omgang chick lit. Rigtig god strandlæsning.

13. marts 2012

Jussi Adler-Olsen - Og hun takkede guderne

Jussi Adler-Olsen
Og hun takkede guderne (tidligere udgivet som Firmaknuseren)
Politikens forlag
606 sider
5. mar-12. mar

Jeg blev inspireret af Bogbrokkens omtale af Jussi Adler-Olsens bog, og da min svigermor den anden dag stod med bogen til en familiefødselsdag og forsøgte at afsætte den til én, som endnu ikke havde læst den, ja, så slog jeg selvfølgelig til.

Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Der er spænding fra første til sidste side og det er absolut en ganske udmærket thriller som Jussi Adler-Olsen har skrevet. Slutningen er, som Bogbrokken også påpeger, ret romanblads-agtig og det kammer lidt over. Jeg har ikke læst noget af det Jussi Adler-Olsen senere har skrevet, men jeg håber hans sprog har udviklet sig lidt og, at der er færre floskler i krimierne. Dem har jeg endnu til gode, men de står heller ikke lige som første prioritet på læselisten de kommende måneder.

Jeg synes egentlig Bogbrokken gør fint rede for handlingen, selvom det er en ret utaknemmelig opgave, så jeg vil ikke sige mere, men blot anbefale bogen til en god gang strandlæsning eller til de kolde vinteraftener foran brændeovnen.

Ganske udmærket, relativt letlæst underholdning.

5. marts 2012

Helle Helle - Ned til hundene

Helle Helle
Ned til hundene
Samleren
158 sider
3. mar-4. mar

Ned til hundene er en typisk Helle Helle roman. Men det er absolut positivt ment.
Fortælleren er stukket af fra et skrantende ægteskab og en skrivekrise, som helt har taget pusten fra hende. Hun er endt lidt længere ude end hvor kragerne vender. Hun sidder ved busstoppestedet, hvor dagens sidste - og eneste bus - er kørt. Det piskesmældsramte ægtepar Putte og John kommer forbi og inviterer hende indenfor i deres hjem. Og her bliver hun lige så stille en del af hverdagen...

Der sker ikke ret meget i Ned til hundene. Det er mere alt det der står usagt hen mellem linierne, som antyder en stemning og at der er mere i det hele end bare hvad der står i romanen.

Letlæst, men god, lille bog.

4. marts 2012

George R. R. Martin - A Storm of Swords

George R. R. Martin
A Storm of Swords (3. del af serien A Song of Ice & Fire)
Bantam Books
1177 sider
23. dec-3. mar

Der er ikke andet at sige end at George R. R. Martin endnu en gang har formået at skrive en fantastisk roman. A Storm of Swords er fortsættelsen af A Game of Thrones og A Clash of Kings, og jeg synes, at historien når nye højder i denne bog. Det er overraskelse på overraskelse bogen igennem, og man er helt blown away. Jeg er i hvert fald, selvom det desværre har taget mig nogle måneder at få den læst. Det er i hvert fald ikke romanens skyld - der er bare nogen gange hvor jeg ikke har så meget overskud til at læse, og samtidig er der de seneste måneder sket en hel del på arbejdsfronten, som også har påvirket min tid til at læse og tid til at fordybe mig i gode romaner. Forhåbentligt bliver det snart bedre!

Der er kun en ting at sige; Læs den!

Og snart kaster jeg mig også over bog 4. Jeg tror dog lige at jeg har behov for lidt letlæst litteratur inden jeg igen kaster mig over George R. R. Martin. Og samtidig er der jo også kun to dele tilbage af serien, som er udgivet (det er planen at der skal komme to yderligere, så serien ender ud på syv bind i alt). Jeg har det sådan, at jeg gerne vil have bøgerne skal vare så længe som muligt, og samtidig vil jeg bare læse mere og mere for at finde ud af, hvad der sker. Og alligevel ved jeg også, at jeg ikke vil kunne få en afslutning på serien her og nu, fordi der stadig er to bøger, der mangler at blive skrevet.

Så jeg er lidt splittet, og samtidig tænker jeg, at det bare er om at læse dem, fordi der jo hele tiden kommer nye og spændende romaner på gaden, eller man får øjnene op for noget, der er udgivet for flere/mange år siden, som også er rigtig spændende.

En serie jeg ser frem til at læse i fremtiden er Knausgårds Min kamp. Jeg har besluttet at kaste mig ud i at læse dem på norsk, og jeg har netop fået købt de sidste tre bind jeg manglende, så der er også omkring de 3500 sider, der venter på at blive læst.

Manglende læsestof ender jeg i hvert fald aldrig ud i!