30. oktober 2007

Store bagedag

Kæresten og jeg har afholdt store bagedag i dag, så nu er der pølsehorn til det næste stykke tid. Faktisk fik vi bagt hele 60 stk., men når vi er i gang så er det også det nemmeste at lave en større portion, for vi kender hinanden for godt og ved, at når først pølsehornene er bagt så er der rift om dem ;o) Og gode i madpakken er de jo også ;o)

27. oktober 2007

Boggavekort

Mmm et boggavekort er nu en rigtig god ting. Specielt hvis man kan styre sig lidt den første gang man slippes løs i boghandlen med et sådant for, så er der nemlig gode muligheder for, at man kan vende tilbage et par gange og shoppe "gratis" bøger. Det boggavekort som jeg fik i fødselsdagsgave har jeg lige forvaltet det sidste af i dag, så nu er jeg indehaver af Særlige emner inden for ulykkesteori af Marisha Pessl. Den glæder jeg mig virkelig til at læse. Bagsiden lød spændende, og det gør den anden tekst på saxo.com også :o)

Pascal Mercier - Nattog til Lissabon

Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: Bøger med åbne slutninger er bare ikke noget jeg sætter pris på. Og en åben slutning det er, hvad Nattog til Lissabon har.
Bogen er blevet rost mange steder, men jeg er ikke enige med anmelderne. Egentlig vil jeg slet ikke anbefale Nattog til Lissabon, da der er for mange løse ender, og bogen strækker sig i mange forskellige retninger uden, at der nogensinde kommer en sammenfatning af det hele.

Pascal Mercier er et pseudonym for filosofiprofessoren Peter Bieri, og bogen har også filosofiske og tankemæssige aspekter i sig.

Nattog til Lissabon handler om gymnasielæreren Raimond Gregorius, der bor i Bern. En dag bryder han overraskende ud af sit velordnede og rutineprægede liv, ved at forlade sit liv midt i en undervisningstime, fordi han har mødt en portugisisk kvinde i byen på vej til arbejde. Gregorius køber en togbillet til nattoget til Lissabon for at finde den kvinde, som han mødte i Bern ved en tilfældighed. Det er i hvert fald, hvad han fortæller sig selv, at han vil i Lissabon. Med i bagagen i toget har han en bog af den portugisiske forfatter og læge, Amadeu de Prado. Gregorius bliver helt indfanget af det han læser i Prados bog og han må bare vide alt om den afdøde forfatter. I Lissabon opsøger han alle de mennesker, som har været en del af Prados liv, og efterhånden som bogen skrider fremad får vi flere og flere facetter at vide om Amadeu de Prados liv.
Sideløbende med Gregorius' detektiviske turné rundt i Lissabon og omegn, følger vi hans læsning af Prados bog, Ordenes guldsmed, så her er nærmest tale om en bog i bogen. Ordenes guldsmed består af nogle delvist biografiske og filosofiske betragtninger om ens egen selvopfattelse, om det at kende et andet menneske, og forstå et andet menneskes liv.

Sammenhængen i bogen lader ret meget tilbage at ønske, og jeg synes bogen strækker sig i for mange forskellige retninger i løbet af bogen, hvor det er svært at se sammenhængen til de andre ting i romanen, og der står mange åbne spørgsmål tilbage efter læsningen.
Nattog til Lissabon fik aldrig rigtig indfanget mig, og det har været lidt af en kamp at nå til vejs ende i de 478 sider. Det lykkedes dog til sidst, og det er jeg egentligt alt i alt glad for sådan så jeg fik slutningen med når nu jeg havde læst en hel del af bogen. Slutningen er dog for åben efter min smag, men man kan jo ikke være lige heldig hver gang.
Alt i alt er Nattog til Lissabon ikke en bog jeg vil anbefale.

18. oktober 2007

Markus Zusak - Bogtyven

Bogtyvens fortæller er ret utraditionel: Det er nemlig selveste Døden, der fortæller historien.

Bogtyven foregår under 2. verdenskrig i Tyskland. Hovedpersonen er den 9-årige Liesel, der ved historiens begyndelse er på vej til sin plejefamilie sammen med sin lillebror. Lillebroren dør på vej til plejefamilien, hvilket medfører, at Liesel og hendes mor står af toget for at få lillebroren begravet. Det er ved lillebrorens begravelse, at Liesel første gang indleder sig på at være en bogtyv, da hun stjæler en bog, som graveren har tabt i sneen. Problemet for Liesel er, at hun ikke kan læse, så det er først senere hun finder ud af, at det er "håndbog for kirkegårdsgravere" hun har taget. At Liesel stjal bogen fra sneen bliver en indledning til en karriere, hvor hun flere gange senere bliver "forvandlet" til bogtyven.

Det er faren, Hans Hubermann, i plejefamilien, som lærer Liesel at læse, til trods for, at han selv er en elendig læser. Og det er også den fantastiske plejefar, som troligt sidder ved hendes seng hver nat, når hun plages af mareridt på grund af lillebrorens død. Til gengæld er plejemoren, Rosa Hubermann, en noget streng kvinde med et beskidt sprog, men hun viser sig at være en god kvinde, da først krigen for alvor sætter ind i Molching, udenfor München, hvor Liesels plejefamilie bor. Hans Hubermann er en virkelig god og gavmild mand, som allerede har overlevet én krig. Godheden er bare ikke altid en god ting under krigen; det er farlig at give tilfangetagne jøder brød, det er farligt at male husfacader for jøderne, og det er endnu mere farligt at skjule en jøde, Max, i sin kælder. Til trods for det gør Hans Hubermann det alligevel, og Liesel udvikler et varmt venskab med den skjulte jøde, Max.

Markus Zusak formår at gøre personerne levende, og man mærker selv, hvor meget godhed Hans Hubermann indeholder efterhånden, som historien skrider frem. Bogtyven er en alternativ måde at fortælle historien om anden verdenskrig på, fordi vi ser den gennem den 9-årige Liesels øjne, men samtidig får vi vinklen fra Døden selv. Det tilføjer romanen et ekstra frygteligt aspekt, at man er med Døden på slagmarken og i gaskamrene, når han skal samle de millioner af døde menneskers sjæle op.
Bogtyven er en god fortælling, og til trods for, at emnet 2. verdenskrig ikke er noget jeg interesserer mig ret meget for, så fandt jeg alligevel bogen spændende og vedkommende. Jeg forstår godt, at Bogtyven har fået en hel del ros, men jeg er ikke helt så begejstret som mange af anmelderne var det. Der er dog stadigvæk tale om en god fortælling, og den kan bestemt anbefales.
Bogtyven er til trods for sine over 500 sider ret letlæst, da tekststørrelsen og afstanden mellem linierne er forholdsvis stor. Og så har jeg ladet mig fortælle, at der faktisk er tale om en ungdomsroman, hvilket vel også spiller ind.

15. oktober 2007

Hvad mere kan man ønske sig?

En café latte med karamelsirup, lidt chokolade og en god bog.

Hvad mere kan man ønske sig? ;o)

Kim Blæsbjerg - Rådhusklatreren

William Lundstrøm bliver født i 1970, og han vokser op på Vesterbro i København. Han er dybt fascineret af alt amerikansk, fordi hans mor, Mie, for første gang mærkede liv i maven den dag, da den første månelanding fandt sted.
I Rådhusklatreren fortæller William om sin egen og familiens historie. Den begynder i 1918, hvor Williams oldemor dør af den spanske syge, og William fortæller, hvad dette afstedkommer. Oldefar, Emmanuel, bliver familiens første rådhusklatrer, men William fortæller også om Blegdammens Rose, nedrivningen af Byggeren og general Franco.
Fokus i bogen er opvækstårene for William, lillesøsteren Nadja og efternøleren Frank. Faren er tømrer, men næsten al hans fritid går med at være opfinder. Moren er sygeplejerske, og hun er det mere faste og stabile holdepunkt i de tre søskendes liv. Omkring familien her står bedsteforældre og oldeforældre perifært, men de har bestemt også en vigtig rolle i fortællingen om familien Lundstrøm. Familiens synder og glæder optrevles og man kan næsten ikke vente på, at den næste afsløring kommer. Og der er nok at tage fat på at afsløre om familien Lundstrøm; man kommer i kontakt med både krigsforbrydelser, mord og voldtægt, men fortielser, utroskab og løgne er også en vigtig del af fortællingen om familien Lundstrøm.

Slægtfortællingen er sprudlende, og den er meget kalejdoskopisk opbygget. Det fungerer godt, men jeg savnede alligevel lidt kronologien, fordi der nogen gange springes ret meget mellem fortid og nutid. Blæsbjerg formår virkelig at få inddraget samtiden i romanen, og det er med til at have slægtsromanen til et endnu højere niveau.

Rådhusklatreren er et must read. Det er en af de allerbedste slægtsromaner jeg har læst i flere år. Der er tale om en virkelig fængslende og sprudlende roman, som kan sammenlignes med Morten Ramslands Hundehoved; forskellen er bare, at sproget i Rådhusklatreren er bedre end hos Ramsland.

14. oktober 2007

Hardback eller hardback med smudsomslag? Hæftet eller paperback?

Inspireret af en anden bogblog, som jeg kom forbi kom jeg til at overveje, hvilken indbinding jeg foretrækker på mine bøger.

Havde jeg råd ville jeg klart foretrække at have alle mine bøger i en hardback indbinding, men jeg synes tit, at de er for dyre. I det hele taget synes jeg, at bogpriserne på nyligt udkomne bøger er ret høje, i hvert fald på en SU, selvom Bilkas bogshop og saxo.com dog havde en hel del konkurrence kørende om prisen på den nye af Stieg Larsson. Den var helt nede i 95 kr hos Bilkas bogshop på et tidspunkt i går, men den blev hurtig sat op igen, da saxo.com igen satte prisen op hos dem. Generelt så varer det jo sjældent så længe igen, inden der dukker en billigere hardback udgave op eller eventuelt en paperback udgave. Nogen gange er jeg bare frygtelig utålmodig, specielt hvis det er en bog jeg virkelig ser frem til at læse ;o)

Nå, tilbage til emnet: Hardbacks er klart at foretrække, fordi de holder længere, og ryggen bliver ikke nær så hurtigt ødelagt, som det kan være tilfældet med en paperback.
Fordelen ved paperbacks er, at de ikke vejer nær så meget i tasken, hvis man lige skal have en bog med til bus- eller togturen, men ulempen er så til gengæld, at en paperback hurtig bliver laset efter et par ture i tasken. Og som jeg tidligere har udtrykt, så foretrækker jeg jo, at bøgerne skal være pæne, også selvom man har læst i dem ;o)

En anden mulig indbindingsform er den hæftede. Her er også tit tale om, at prisen er ret høj, selvom der rent faktisk bare er et tyndt omslag omkring bogen med en forside og bagside, der er bukket en flap ind på. Her er det vist nærmere papirkvaliteten, der spiller ind, og medfører den ret høje pris. Generelt er jeg ikke vilde med hæftede bøger, da kvaliteten af omslaget er for lav, i forhold til den pris man betaler for bogen.

En hardback med smudsomslag er en udmærket indbinding, men jeg bliver hurtigt træt af, at smudsomslaget nemt bliver ødelagt, og tit tager jeg det faktisk af bogen når jeg læser den, fordi jeg synes det driller mig.

Jeg tror min bogsamling består af nogenlunde lige dele hardbacks og paperbacks, men der har da også sneget sig både et par hæftede ind og nogle stykker i hardback med smudsomslag.
Det foretrukne er klart hardbacks og herefter paperbacks, mens jeg er ret indifferent overfor om de sidste er hæftede eller om de er hardbacks med smudsomslag

Jeg indrømmer, at jeg ved, hvordan jeg gerne vil have det, når det gælder indbindingen af mine bøger, men det er sørme ikke altid forlagene lader mig få min vilje ;o) Nu er jeg så bare nysgerrig efter at høre, hvad I andre har gjort jer af tanker omkring det, hvis I da nogensinde har tænkt over det. Og ellers så tænkt lige over det nu, og smid en lille kommentar, så jeg kan blive klogere på om det kun er mig, der har mine favorit indbindinger ;o)

Hvad foretrækker du? Hardback, hardback med smudsomslag, hæftet eller paperback?

12. oktober 2007

Yann Martel - Pi's liv

Pi's liv blev belønnet med Booker Prisen i 2002, og jeg har set mange rose romanen til skyerne. Nu var det på tide jeg selv fik den læst, men jeg er bestemt ikke så imponeret som mange andre har givet mig indtrykket, at de var.

Pi's liv handler om drengen Piscine Monitor Patel, hvis far er direktør i en zoologisk have i Indien. Pi er både praktiserende muslim, hindu og kristen, og i starten af romanen fortæller Pi om sin barndom og sine oplevelser som troende. På grund af politiske uroligheder må familien forlade landet, og den zoologiske have må afvikles. Mange af dyrene bliver solgt til zoologiske haver i USA, og disse dyr fragtes således med et fragtskib til Canada, hvor også Pi og familien er med. Desværre går skibet ned i Stillehavet efter kun få dages sejlads, og det er kun Pi og et fåtal af dyrene som kommer over i en redningsbåd. Sammen med Pi på redningsbåden er en hyæne, en orangutang ved navn Orange Juice, en zebra med et brækket ben, og en bengalsk tiger på omkring 225 kg ved navn Richard Parker. Ombord i redningsbåden udspiller der sig en overlevelseskamp af dimensioner, og efter over 7 måneder på havet driver båden i land på Mexicos kyst. Pi bliver opsøgt af nogle repræsentater fra det japanske transportministerium, der vil forhøre sig om forliset af fragtskibet, og Pi fortæller den historie man som læser lige har læst. Japanerne reagerer med skepsis, og Pi fortæller dem en alternativ version, hvorefter han forhører sig om, hvilken en af fortællingerne de finder bedst. Japanerne må jo så lægge skepsisen på hylden og indrømme, at den første fortælling er den smukkeste.

I starten af romanen, da vi hører om Pi's liv i Indien, bliver der fortalt en del om kristendom, hinduisme og islam, men det anvendes ikke senere i romanen, da Pi sidder i redningsbåden, og derfor forstår jeg ikke, hvorfor der er medtaget så meget af det.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg overordnet synes om Pi's liv, men jeg er ikke imponeret. Det er en udmærket fortælling, og jeg var bestemt også fint underholdt, men jeg tror bare der er for meget i romanen, der skal læses mellem linierne.
Alt i alt en udmærket fortælling, men jeg var ikke gået glip af meget ved ikke at læse den.

Efterårsferie

Så blev det tid for årets efterårsferie. Kæresten holder også fri, så vi skal rigtig hygge og nyde det.

Jeg er kommet godt i gang som stud.merc.aud, men det er hårdt, og der er rigeligt at se til i hverdagene. Læsepensummet til hver gang er yderligere udvidet her på kandidaten i forhold til på bacheloren, så der skal læses mere og prioriteres mere i, hvilket stof, der er vigtigt, og hvilket, der kan nedprioriteres lidt. Så efterårsferien er tiltrængt, selvom jeg vist ikke helt slipper for at læse bare lidt.

Planerne for ferien er, at min cykel skal til eftersyn, kæresten skal på fisketur nogle dage og jeg skal holde hyggedag med min mor, evt. krydret med lidt shopping ;o) Alt i alt ret få, men hyggelige planer, og ellers så bliver der jo god tid til at slappe af, hvilket er en vigtig ting ved ferie, hvis du spørger mig ;o)

God weekend til jer alle, og god ferie til dem som har det :o)

8. oktober 2007

Jasper Fforde - The Eyre Affair

Hvilken total sjov bog, hvilken virkelig god bog og hvilken underholdende bog. The Eyre Affair har bare det hele. Jeg glæder mig i hvert fald over, at der er fire bøger mere i serien, så jeg ikke allerede skal sige farvel til Thursday Next nu, hvor jeg er kommet igennem den første bog i serien.

Thursday Next er datter af Wednesday Next og Colonel Next. Hendes far, Colonel, er agent i SO-12, CronoGuards, og han kan rejse gennem tid. Thursday Next har to brødre, Anton og Joffy.
Thursday Next lever i et ikke helt almindeligt England, hvor England er en republik og Wales er uafhængig. Transportformen er luftskibe, og Thursday ejer en dronte, Pickwick, som er version 1.2.

The Eyre Affair handler om den litterære detektiv, Thursday Next. Hun er på sporet af Acheron Hades, der kidnapper karakterer fra forskellige romaner, og herefter forlanger løsepenge for at sende karaktererne tilbage til romanerne. Hades kidnapper selveste Jane Eyre, og Thursday må tage turen ind i romanen for at få det hele gjort godt igen, og få repareret den skade Hades har begået ved at kidnappe Jane Eyre fra romanen.
Samtidig med, at Thursday Next må redde Jane Eyre, så har hun meget andet at se til. Hun skal forhindre, at den mand hun elsker ikke gifter sig med en anden, at hendes tante kommer tilbage fra det Wordsworth digt, hvor hun befinder sig, og hun skal finde ud af, hvem der i virkeligheden skrev Shakespeares skuespil. Samtidig skal hun kæmpe med Krim konflikten, og Jack Schitt som kommer fra det magtfulde Goliath Corporation.

Dette er virkelig en must read. Fforde formår at få alle begivenhederne til at hænge sammen på et højere plan, og i det hele taget er romanen bygget op på en måde, så det hele går op i en højere enhed. Jeg har slugt hver en side, og det har været en virkelig god læseoplevelse. Jeg glæder mig allerede til at læse de andre bøger i serien, og jeg må vist få dem bestilt hurtigst muligt, når jeg er igennem noget af det andet som ligger og venter på at blive læst.

Der kan læses lidt mere om Thursday Next her.

Og så må jeg hellere takke Emme, fordi det var hende, som med en omtale af den seneste nye bog i Thursday Next serien fik mine øjne op for Jasper Fforde. Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg har skiftet bekendtskab med ham :o)

4. oktober 2007

Don DeLillo - Falling man

Det her bliver vist en af de mere underlige bogomtaler jeg har lavet her på bloggen. Falling man er egentlig udmærket, men der er bare ikke den helt store sammenhæng i begivenhederne.
Rammen for romanen er Lianne og Keith og deres parforhold. Keith var i et af tårnene i New York den 11. september 2001, men han slap levende ud, og det ligger gennem hele romanen i periferien af alle samtalerne og begivenhederne.

Bogen er sammensat af forskellige beskrivelser af Keith, Lianne og Justins oplevelser i tiden efter angrebet.
Keith opsøger Lianne, og sønnen Justin efter at han er sluppet levende ud af tårnet, men samtidig er det det, at han er sluppet levende ud af tårnet, som trigger, at han indleder en affære med en kvinde, der ligesom han selv, slap ud af tårnet i live.
Imens de voksne forsøger at få livet til at gå videre kigger Justin og hans venner i smug op i himlen for at se efter Bill Lawton, det vil sige Bin Laden.
Lianne støder flere gange på kunsteren Falling man, der hænger ud fra bl.a. broer og togbaner, på den måde, som vi har set det på det berømte billede fra dengang, hvor desperate folk sprang ud fra tårnene, og
Keith gør alt hvad han kan for at undgå at støde på den eneste af hans overlevende poker makkere.
Nogle gange i løbet af bogen skifter synsvinklen, således at vi følger en ung muslim, der hjælper med at forberede og gennemføre terrorangrebet.

Jeg læste bogen, fordi jeg læste om den her, men jeg er ikke lige så imponeret som Cyclone Bill er det. Falling man er udmærket, men jeg synes der er for lidt sammenhæng i det hele. Jeg synes sammenhængen var mere fremtrædende, da jeg læste bogen, men nu hvor jeg skal skrive en bogomtale af den, synes jeg bare jeg har fået beskrevet en masse fragmenter uden den helt store sammenhæng, og det er også den følelse jeg sidder tilbage med efter at have læst den: Den var udmærket, men jeg mangler alligevel den store gyldne sammenhæng, selvom det jo på forunderlig vis alligevel hænger sammen.
Læs den, hvis du synes bogomtalen lyder god, og ellers lad være. Jeg vil ikke umiddelbart anbefale den.