30. november 2007

Så kan december bare komme an

Kalenderlyset er købt, og det er nu sat frem på bordet, så vi er klar til at tænde det i morgen, når kalenderen meddeler, at det rent faktisk endnu engang er blevet 1. december.
Julelysene er ligeledes indkøbt, og blevet sat frem på bordet, så de kan blive tændt her i julemåneden. De fungerer som en erstatning for en adventskrans, som vi ikke lige har nogen af i år. Jeg er ikke helt tilfreds med pynten på fadet med julelys, men lige pt. rækker kreativiteten ikke længere, så det bliver som det er; hvis jeg da ikke lige finder på en god idé her i løbet af december.
Kasserne med julepynt er desuden også blevet fundet frem, og der har sneget sig en del nisser ind i stuen, så her nu summer af julestemning og hygge. Det eneste jeg lige drømmer om som prikken over i'et er en lyskæde eller andet med lidt elektriske lys, som kunne være med til at skabe lidt ekstra hygge. For som det ser ud nu så er vi blevet snydt for det fine store juletræ, som plejer at stå udenfor vores vinduer og skinne ind med lys. Og det mangler altså. Men men men; december - du kan bare komme an. Vi er klar :o)

27. november 2007

Roald Dahl - Kiss, kiss

Jeg havde oprindeligt planlagt at læse den samlede udgave af Roald Dahls noveller, The Collected Short Stories of Roald Dahl, men jeg har en masse andre bøger, der trækker i mig, så nu har jeg valgt kun at læse første del af hans noveller, som er samlet i Kiss, kiss. Desuden gik jeg lidt død i Over to you, som er den anden novellesamling, der er medtaget, men jeg tror klart jeg genoptager denne en anden gang når tiden er der til det.

Det er nogle ret uhyggelige noveller, som Roald Dahl har skrevet. Der er blandt andet William and Mary som handler om Landy, der vil holde Williams hjerne i live, når han først er død, men William har sat projektet i gang uden Marys tilladelse og det er først en uge efter hans død, at hun får vished om det i et brev William har skrevet til hende. Projektet med at holde hjernen i live lykkedes for Landy, men det ender med, at Mary gerne vil have hjernen med hjem, sådan så hun stadigvæk føler William er hos hende.

En anden historie, Royal Jelly, handler om Albert og Mabel Taylor, der har en næsten nyfødt baby, som ikke vil spise. Albert er biavler og går meget op i bier, og han læser en dag i et blad om bier, at bidronninger udelukkende fodres med Royal Jelly i deres opvækst, mens arbejdsbierne kun får det de første par dage. Til gengæld medfører det her Royal Jelly, at bierne fordobler deres vægt mange gange i løbet af en måned, og det er her han bliver inspireret til at tilsætte lidt Royal Jelly til babyens mælk, så den kan vokse sig større. Det lykkedes, at få babyen til at spise meget mere end tidligere, men til gengæld så begynder babyen hurtigt at udvikle bi lignende træk.

Det er nogle vilde, og ret fantastiske historier Roald Dahl har fået brygget sammen, men der er også en vis uhygge over dem alle. Jeg nød at læse hver og en af dem, og hver i sær har de deres mærkelige moment at byde på. Novellesamlingen Kiss, kiss er bestemt anbefalelsesværdig.

20. november 2007

Marina Lewycka - En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk

En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk handler om immigrant familien Majevska, der kom fra Ukraine til England for efterhånden mange år siden. Familien er ikke ligefrem indbegrebet af ordet kernefamilie og de to søstre Vera og Nadezjda, har ikke set hinanden i to år efter moren, Ljudmilas, død. Deres 84-årige far, Nikolaj, lever dog stadig i bedste velgående, og da han forelsker sig på ny i en 36-årig blond ukrainsk kvinde, Valentina, med store bryster og tilmed vil gifte sig med hende, så bliver de to søstre nødt til at stå sammen om at afværge giftemålet. Og det til trods for, at de har en masse indestængt vrede og negativitet, som er rettet mod hinanden. Men med farens forestående giftermål har de fået en sag, som har givet dem noget fælles at blive forenet omkring, og de giver ikke op før forbindelsen med faren og Valentina er brudt.
I mellemtiden bliver Nadezjda dog yderst interesseret i Valentinas gøren og laden og hun beretter minutiøst hver en begivenhed og udviklingen i sagen omkring Valentina og faren til søsteren Vera. Hvad de to søstre ikke gør for at få forbindelsen mellem faren og Valentina til at stoppe er ikke småting, og det er ret sjovt på den tragikomiske måde.

Titlen på romanen hentyder til den bog, som faren er ved at skrive sideløbende med alle de begivenheder, som berettes i historien, og der er flere steder i romanen uddrag fra bogen om traktorens historie.
En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk giver desuden et indblik i, hvordan Ukraine er i dag, og hvordan forholdene var under Anden Verdenskrig, så jeg blev i hvert fald klogere på historiske og kulturelle aspekter i landet, da jeg læste romanen.

Romanen er tragikomisk, men også ret skæg - jeg trak i hvert fald på smilebåndet flere gange, selvom situationen ikke var decideret skæg, men nærmere så tragikomisk at der ikke rigtig var andet at gøre. En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk er bestemt anbefalelsesværdig. Den er ret anderledes end mange andre bøger jeg har læst, men det gør den bestemt ikke ringere - snarere tværtimod. Og så lad dig ikke snyde af det kedelige omslag; inden i er bogen nemlig slet ikke kedelig, men derimod sprudlende og sjov.

17. november 2007

Kazuo Ishiguro - Koncerten

Jeg blev inspireret af Cyclone Bill til at læse Koncerten, og hans grundigere anmeldelse kan læses her :o)

Handlingen i Koncerten er ret diffus, men overordnet så handler bogen om, at den verdensberømte engelske pianist Ryder, ankommer til et hotel i en by i Europa, hvor han tre dage senere skal give koncert. Det viser sig dog hurtigt, at Ryder ikke aner, hvorfor han er i byen, og han erindrer ikke noget om, at have planlagt, at han skal give koncert i byen. Tillige med har han glemt det meste af sin fortid. Ryder finder hurtigt ud af, at alle har store forventninger til ham, og at hele byen er på den anden ende på grund af hans besøg. De har sammensat et stramt program for Ryder, men heller ikke dette kender han noget til. Ryder får dog aldrig sagt fra således, at han kan blive klogere - han følger derimod bare med på det hele og rationaliserer sig ud af det hele.

Koncerten er en af de bøger, hvor jeg faktisk ikke rigtig ved, hvad jeg synes om den. Halvvejs igennem den var jeg ved at opgive, men der var alligevel noget, der drev mig til, at jeg måtte have slutningen med. Det fortryder jeg egentlig lidt for de 10 dage jeg har brugt på at læse bogen kunne jeg godt have brugt på en bog som var lidt mere mig. Alligevel kunne jeg dog bare ikke lige opgive Koncerten og så ikke få slutningen på det hele med.
Alt i alt ikke en bog jeg kan anbefale, men smag og behag er jo som bekendt ret forskellig ;o)

13. november 2007

Valgaften

Der er sat kryds, og jeg har gjort min borgerpligt. Det håber jeg også I andre bloggere rundt i landet har gjort :o)
Nu er det så bare at afvente resultatet, og det bliver altså ret spændende, hvad udfaldet bliver.
Kæresten er ikke hjemme, så jeg skal sidde og svælge i valg og læse i en god bog. Uni kalder dog i morgen, så jeg holder næppe ud hele aftenen indtil resultatet foreligger, men mon ikke jeg har en god idé om, hvem der bliver statsminister, når jeg går i seng.

6. november 2007

Ib Michael - Sorte huller

Sorte huller er fortsættelsen til Blå bror, som jeg ikke var videre begejstret for. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at læse anden del af trilogien når nu muligheden bød sig.

Sorte huller starter, hvor Blå bror sluttede, men alligevel er denne roman noget anderledes. Handlingen er dog ligesom i Blå bror ret svær at beskrive, men her er mit bud:
Den unavngivne fortæller og Regina er flyttet sammen i hendes lille lejlighed i København. Regina lever af at designe og sy tøj, imens fortælleren går på natarbejde, hvor han overvåger et transportbånd med flasker. For at overleve arbejdet medbringer fortælleren sine bøger og læser et par linier hist og pist ved transportbåndet, hvor han har stablet nogle kasser til et tårn, hvorpå bogen kan ligge.
Regina og fortælleren flytter til et anneks i Hellerup, som en gammel dame, Edel, har udlejet til dem. Hendes mand, som er forsvundet for 20 år siden, har et bibliotek som fortælleren får adgang til, og hvor han tilbringer mange stunder med at spekulere over livet og de ændringer som sker her i midten af 1960'erne. Fortælleren studerer astrofysik på universitetet, men både uddannelsen og forfatterskabet bliver sat på standby, imens fortælleren tumler med kærligheden, stofferne og Marks selvdestruktive adfærd.
Stofferne gør sit indtog i Regina og fortællerens liv og omgangskreds, og jeg synes nærmest bogen ender ud i at være et stort syretrip, hvor stofferne ikke kan blive vilde nok, og hvor alt skal prøves. Der åbner sig en masse muligheder i disse år, hvor fest og frigørelse er nøgleordene, men for flere fra fortællerens omgangskreds viser festlighederne sig at resultere i afhængighed og nedtur.

Sorte huller er ligesom Blå bror skrevet i et sprudlende sprog og selvom mange af begivenhederne og følelserne er højst mærkværdige, så er det som at være der selv. Sorte huller var skam ganske udmærket underholdning fra start til slut, og der forekommer et par højst overraskende drejninger, efterhånden som handlingen i romanen skrider fremad. Jeg kan bedre li' Ib Michaels måde at skrive på nu, hvor jeg har læst et par af hans romaner, og jeg tror blot det er et spørgsmål om at jeg skal læse lidt mere af ham for at blive ret glad for sproget og hans levende måde at skrive på. Så jeg er klart med når tredje del engang udkommer.

Hvilken herlig weekend

Altså godt nok er det tirsdag, men tiden render lige lidt stærkt i øjeblikket, så tiden til at skrive et blog indlæg har jeg først lige fundet nu ;o) Men nu er jeg altså på banen.

Weekenden startede med lidt shopping i fredags ;o) Jeg fik købt mig en sweatshirt med lynlås fra H&M og det blev også til en bog, nemlig World Without End af Ken Follett. Det er en fortsættelse til Jordens søjler, som er rigtig god. Men det kommer vel egentlig ikke bag på nogen, at jeg har købt endnu en bog. Haha.
Nu er der så til gengæld også shoppeforbud helt indtil julen og bogkøbene i februar er overstået :os
Lørdag var vi til 1 års fødselsdag hos Anne. Og hvilken hyggelig eftermiddag. Vi fik guffet boller og lagkage, og en hyggelig tur på legepladsen med fødselsdagsbarnet og gæsterne blev det også til. Virkelig hyggeligt! :o)
Efter fødselsdagen skulle vi til noget festhygge sammen med kærestens gamle venner, og det var også som altid rigtig hyggeligt.
Søndag stod så til gengæld bare i afslapningens tegn - det havde vi ligesom fortjent efter en hyggelig, omend lidt travl lørdag :o) Men sådan er det jo når man gerne vil deltage i det hele ;o)

Ellers så går hverdagen med studiet og en frygtelig masse læsning og forberedelse til eksamen, selvom der godt nok lige er et par måneder endnu inden jeg skal op. Men man er jo nødt til at være på forkant med det hele. Det som man kan forberede nu kan man jo lige så godt gøre, når tiden er til det. Jeg skal nok få rigeligt travlt i december alligevel.

2. november 2007

Leonora Christina Skov - Champagnepigen

Champagne pigen handler om Linn og Isak Lauretius, der udadtil har det perfekte liv. De har en kernefamilie med far, mor og to børn. De er smukke og mangler hverken penge eller succes. Men da journalisten Kate Klarlund beslutter sig for at lave en artikel om parret til et livsstilsmagasin, krakelerer facaden hurtigt, og det viser sig, at Kate ved en hel del mere om familien end de bryder sig om. Under overfladen gemmer der sig en masse hemmeligheder, og INTET er som det ser ud til at være.
Parrets ægteskab bygger udelukkende på sex, og det hele går mest ud på at få inddraget meget unge piger i sexlivet. Den ene af deres børn, Anna, forsvinder tit i dagevis uden, at de bekymrer sig om, hvor hun er. Det vigtigste er bare at sørge for, at journalisten ikke finder ud af, at hun er forsvundet, og derfor aftaler Linn og Isak ligefrem indbyrdes, at de skal sige, at Anna er hos veninden Camilla, hvis journalisten spørger.
Linn tager som voksen hævn for den barndom hun havde, hvor stedfaren udnyttede hende og tvillingesøsteren, Britt, seksuelt, og det er nu i stedet Linn som udnytter og misbruger andre mennesker.

Champagnepigen veksler mellem nu, som foregår på Bali, og Frederiksberg for 3 år siden. Det er først på de allersidste sider i bogen, at det afsløres hvem jeg-fortælleren er, og slutningen er ret overraskende.

Champagnepigen er hurtig læst, og jeg er ikke ovenud begejstret. Den bliver aldrig rigtig spændende, og den når aldrig udover det middelmådige stadie og får indfanget en.

1. november 2007

Mikkel Birkegaard - Libri di Luca

Hele baggrunden for romanen Libri di Luca er, at nogle mennesker kan påvirke andres følelser og tanker når de læser. De kan læse teksten så levende, at hver tilhører føler, at teksten er rettet lige nøjagtigt mod dem, og de ser billederne for sig. Disse personer kaldes Lettorer, og det er dem som Libri di Luca primært handler om.

Libri di Luca tager sin start, da Luca Campelli, indehaveren af det københavnske antikvariatet Libri di Luca, dør en voldsom død. Lucas søn, Jon, er enearving til antikvariatet, men Jon er en succesrig advokat, som er på vej mod toppen af sin karriere. Han er ikke særlig interesseret i antikvariatet eller sin far, idet han bortadopterede Jon efter morens selvmord for 20 år siden, og Jon har dermed ikke set ham i alle de år.
Efter farens begravelse indvies Jon i hemmeligheden i kælderen under antikvariatet: Luca er en del af det hemmelige selskab for lettorer og han var før sin død en fremtrædende skikkelse i Bibliofilselskabet.
I Libri di Luca møder Jon samtidig farens kollegaer: Iversen, Katherina og Paw som alle er lettorer ligesom Luca var det. Lucas tre kollegaer er overbeviste om, at Jon også er lettor, og snart tager begivenhederne fart. Jon viser sig nemlig at være en meget stærk lettor og snart er der bud efter ham fra alle lejre, ikke mindst fra dem, der slog hans far ihjel, og som nu vil skabe et verdensherredømme, hvor det er lettorerne, der udøver magten.
Jon bliver vidne til og deltager i gamle rivaliseringer mellem forskellige grupperinger af lettorer, og han inddrages i de magtkampe, der er mellem lettorerne.

Udgangspunktet for historien er gennemtænkt, og det er det som bærer hele handlingen igennem romanen. Libri di Luca er en spændingsroman, der er virkelig anbefalelsesværdig. Spændingen flader lidt ud ind imellem, men alt i alt er det en god roman, Mikkel Birkegaard har skrevet, og jeg var godt underholdt fra start til slut.