20. august 2008

Knud Romer - Den som blinker er bange for døden

Knud Romer
Den som blinker er bange for døden
Athene
177 sider
18. aug-20. aug

Lad det være sagt med det samme: Hvorfor denne bog var så populær og kunne skabe så meget røre, da den udkom, er mig egentlig lidt en gåde. Og jeg synes ikke at den lever op til al den hype, som der har været omkring den. Jeg forstår godt, hvis nogen føler sig truffet over det, som Knud Romer har skrevet i bogen, men ellers så ser jeg ikke nogen grund til al den ros og al den røre omkring bogen.
Men til handlingen: Knud, eller Knüdchen som hans mor kalder ham, er fortælleren i Den som blinker er bange for døden. Han fortæller historien om hans mor og far, disses forældre og diverse farverige og originale tanter og onkler. Vi hører om Knuds barske skolegang, hvor der dagligt var andre børn, som råbte tyskerunge og andre ukvemsord efter ham, og hvor han altid måtte bøde for sin mors baggrund som tysker, idet hun, Hildegard, efter at hendes første mand blev henrettet pga. højforræderi måtte flygte fra Berlin og ved en tilfældighed endte i Nykøbing Falster, hvor hun møder en dansk forsikringsmand, som senere bliver Knuds far.
Knuds familie bliver isoleret - farens del af familien slår hånden af dem, og Knuds mor må finde sig i, at hun kan vente i timevis i forretningerne for at blive ekspederet. Det er altså både børnene og de voksne i Nykøbing, som lader det gå ud over familien, at moren er tysk.
Romanen er virkelig gennemsyret af den ondskab, som befolkningen i Nykøbing nærer til Romer familien - og Knud konstaterer da også kort og godt i romanen, at: "her var intet godt at mindes." Barndommen var kort sagt angstfyldt og socialt meget ensom for enebarnet Knud, men han formår alligevel at beskrive det på en ret nøgternt måde i romanen. Man er dog ikke i tvivl om, at der nedenunder lurer en masse frygtelige og ubehagelige minder.

Den som blinker er bange for døden er bygget op således, at der fortælles en masse forskellige små anekdoter, og der springes hele tiden i tid og sted - dette fungerer rigtig fint, og er bestemt en af bogens forcer. Et kritik punkt er dog de alt for mange tyske sætninger, som ikke er oversat. Man kan nogen steder lure ud fra konteksten, hvad sætningerne betyder, men jeg synes godt, at man lige kunne have lavet en lille oversættelse i en fodnote til hver af de tyske sætninger. De to breve som optræder i bogen er trods alt oversat, og tak for det. Jeg er IKKE god til tysk, og derfor havde jeg forståelsesproblemer i forhold til de andre sætninger, som optræder rundt omkring i hele bogen, og dette var klart et irritationsmoment (okay okay, jeg kan bare lære tysk (igen) men jeg gider ikke).
Jeg tror ikke helt jeg forstår alt den hype og begejstring (og mangel på samme), som der var over Den som blinker er bange for døden, da den udkom. Javist er der da et par gode passager her og der, men overordnet efterlader bogen ikke et særligt indtryk, selvom jeg klart blev påvirket af den ondskab, som stråler ud af bogens sider i forskellige episoder. Jeg er dog bange for, at romanen, for mit vedkommende, er ret hurtigt glemt igen, men alt i alt er Den som blinker er bange for døden, en ganske udmærket læseoplevelse.

11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg har endnu ikke kunnet finde ud af, om jeg havde lyst til at læse denne bog eller ej. Men jeg afgjorde det med mig selv i aftes da jeg så "Smagsdommerne": jeg kan ikke fordrage Knud Romer og derfor gider jeg ikke at læse hans bog.

Anonym sagde ...

Troede kun det var mig der ikke forstod fuzzet over den. Synes den minder meget om Hundehoved af Ramsland, som er 100 gange bedre. I det mindste var bogen ikke lang... :)

Mia sagde ...

Jens - Knud Romer har heller ikke ligefrem gjort noget godt indtryk på mig de gange jeg har set ham på tv. Så jeg forstår fint du har valgt bogen fra - der er jo dælme så meget andet godt at læse.

Mia sagde ...

Hanne - Nej du er bestemt ikke den eneste. Jeg forstår det sørme heller ikke. Synes ikke rigtig jeg kan følge, at den minder om Hundehoved dog. Men enig - Hundehoved er meget bedre end Knud Romers, selvom jeg dog visse gange havde det lidt svært med alle personerne i Ramslands bog.

Tenna sagde ...

Jeg læste bogen kun fordi jeg var nysgerrig efter at vide, hvad så mange talte om. Da jeg færdig, tænkte jeg: Var det alt? Jeg forstår ikke, hvorfor den fik så megen omtale, jeg synes den var kedelig. Tro mig, den er hurtig glemt! Jeg havde fuldstændig glemt indholdet indtil jeg læste dit resume ;-)

Mia sagde ...

Emmaline - Vi lyder i hvert fald til at være fuldstændigt enige omkring den bog. Jeg har nøjagtig samme følelse med om det virkelig var alt taget i betragtning, hvor meget panik der var omkring den bog

Anonym sagde ...

Jeg må stille mig fuldstændig uforstående overfor jeres manglende interesse i dette litterære værk.

De to der helt fravælger at læse bogen efter at have set ham i TV, kan man ikke rigtigt diskutere eller kommentere, jeg mener; det er efter min mening en meget tyndt grundlag at bygge sit valg af bøger ud fra. Læs den, så kan I komme med jeres meninger og derved ligge op til en saglig diskussion. Det andet er bare nonsens.

Til blogskriver, "Bogorm" eller hvad du nu ynder at kalde dig. Dit eneste kritikpunkt er sjovt nok også en af de ting, der rent faktisk bærer værket i sin helhed. De tyske sætninger og ord, giver netop bogen en klassisk realisme, så man på nærmeste vis bliver ført ind i den dystre og metaforfyldte historie og til sidst må man overgive sig til den overvældende voyeurisme og forlegenhed over at tage del i et sådant samfund og samfunds opbygning.

En anden ting der bærer værker, er også det enorme persongalleri der, i modsætning til Morten Ramslands persongalleri i "Hundehoved", er essentielle for de skæbneberetninger vi finder i "Den som blinker er bange for døden". Ikke bare overfladiske karikaturer af personer.

Dette indlæg skal ikke læses som en fornærmelse af kritikken mod Knud Romers bog. Det skal nok nærmere tages som en opfordring til at tænke lidt nærmere over bogen, i stedet for at gøre jeres bedste for at glemme den igen. For undskyld mig. Hvis I synes at bogen ikke er noget særligt og let at glemme, ja så siger det vist mere om jer end det gør om bogen. Men jeg beklager selvfølgelig på forhånd, hvis det viser sig at i rent faktisk har en litterær baggrund og derfor ved hvad i snakker om.

Mvh.
Christian H.

Unknown sagde ...

Undskyld mig meget her Christian, jeg har ingen litterær uddannelse, ej heller har jeg faktisk læst bogen.

Men mener du seriøst at man ikke kan kritisere en bog som udkommer på dansk i at have en del af bogen på et andet sprog som mange ikke forstår?


Så hvis du skulle læse en bog om Cæsar og der der i (for realismens skyld) var en masse af hans breve, på orginalt latin - Som ikke var oversat. Ville det ikke være et kritikpunkt for en bog som ikke er en lærebog til folk som læser oldtidskundskab eller latin på uni?

Det er ikke ligesom engelsk fx. som man må antage at stort set alle i Danmark mere eller mindre kan flydende - Tysk bliver mindre og mindre i Danmark, specielt for de yngre generationer.


Det kan sagtens være at bogen er fantastisk hvis man forstår de tyske tekster, men det er jo netop kritikpunktet - at det gør "man" ikke...

Bare min mening :-)

Mia sagde ...

Christian H. - Jeg synes ikke rigtig det kan opfattes som andet end en fornærmelse. Vi mennesker har jo alle en forskellig opfattelse af om en bog er god eller ej, og vi lægger vægt på forskellige ting i en læseoplevelse. Og du ligger så klart vægt på andre ting i din læsning end jeg gør i min læsning - og det bør vi respektere hinanden for :o)

Som minimum kunne der jo bare have været en fodnote eller nogle sider bagi, hvor de tyske sætninger var oversat - de behøves ikke være oversat i teksten, sådan så teksten kan bevare sit originale "udseende".

Og hvis vi nu har en litterær baggrund så er det helt i orden at kritisere bogen for de ting vi gør, men har vi ikke en litterær baggrund så er det ikke i orden - hvad er det da for noget fis at fyre af? Min mening kan da være lige så god som din - uanset om min baggrund så er litterær eller ej. Hvilket den i øvrigt ikke er, men det mener jeg så heller ikke gør en forskel i denne sammenhæng her.

Anonym sagde ...

Selvfølgelig har I ret til at have jeres mening. Og jeg giver dig ret i at en fod- eller slutnote ville have været en hjælp for nogen. Men nu synes jeg også at det kommer til at lyde som om, at disse tyske sætninger er urimeligt lange og fylder meget i bogen. Det er imidlertid ikke tilfældet. Sætningerne er omkring seks ord lange og som du selv siger, når man tager dem ud af kontekst, er de forståelige. Husk på at Knud Romer igennem hele sin Roman, ligger en stor vægt på sin tyske baggrund og familiens tyske rødder. Denne determination er jo netop hans akillessene og grunden til hans barndoms kaos. Jeg indrømmer at jeg personligt godt kunne have været foruden de tyske sætninger, men vi skal huske på at forfatteren har skrevet dem med vilje. De tyske sætninger giver et dybere indblik i barnets fortvivlede barndomserindringer. På samme måde som den faktor at bogen er bygget op, uden brug af afsnit eller nogen kronologisk orden.

Og nej, man behøver ikke have en litterær baggrund for at "få lov" til at kritisere en bog. Men mange gange hjælper det også én hvis man har nogle værktøjer man kan bruge i sin læsning.

Mvh.
Christian H.

Mia sagde ...

Christian H. - I det ovenstående du har skrevet er vi helt enige :o) Nu lyder du heller ikke nær så anklagende mere. Men tak for dine kommentarer - det er altid spændende når folk gerne vil deltage i en debat om de bøger jeg har læst.