30. januar 2007

5. semester er slut

I går blev den sidste eksamen på 5. semester overstået, og endda med en ganske fin karakter, nemlig 9. Dermed er det blevet til et 8 tal, et 9 tal og tre 10 taller på dette semester, og det er jeg selvsagt ovenud tilfreds med. At 5. semester er slut betyder desuden, at der nu lades op til 6. og dermed sidste semester på min bacheloruddannelse. Det er lidt vildt, og hold da op, hvor er tiden gået hurtigt.

Jeg starter officielt igen på fredag, så de næste par dage lades der op med arbejde, så jeg lige kan få tjent lidt penge, inden jeg igen må hellige mig studierne og ikke mindst bachelorprojektet.

Det står lidt sløjt til med den skønlitterære læsning i øjeblikket, idet tiden er gået med eksamenslæsning og en hel del World of Warcraft. Jeg er ellers pt. i gang med en ganske spændende bog - Vi, de druknede af Carsten Jensen - og jeg skal nok komme med en post om den når jeg får den færdiglæst.

21. januar 2007

Curtis Sittenfeld - Klasse

Bogen handler om teenagepigen Lee Fiora som ankommer til kostskolen Ault, og straks oplever, at det slet ikke er, som hun havde forestillet sig og fået indtryk af, i den brochure hun har fået tilsendt om Ault. Igennem bogen følger vi Lee i de 4 år hun tilbringer på Ault, og alle de problemer det medfører, fordi hun føler sig anderledes end de andre elever, da hun er der på et stipendiat, og ikke har rige forældre ligesom (næsten) alle de andre elever har. På grund af dette føler Lee sig tit ensom, idet hun slet ikke føler hun passer ind i hele miljøet på kostskolen.

Jeg synes bogen får beskrevet teenagelivets glæder og sorger på en god måde, og bagefter sad jeg tilbage og kunne genkende mange af de tanker Lee gør sig omkring, hvordan hun virker på andre mennesker. Grunden til, at jeg synes romanen er god er, at den er levende fortalt, og Lees teenageproblemer og de følelser hun gennemgår kan man sætte sig ind i. Man føler faktisk med hende, og jeg tænkte flere gange i løbet af bogen: "Godt jeg har fået overstået teenage alderen." Yderligere giver det bogen et plus, at det er Lee selv, der er fortælleren, fremfor hvis det havde været en udenforstående, som ikke på samme måde ville kunne sætte sig ind i lige netop Lees følelser omkring det hele. Fortælleren Lee er siden hun gik på Ault blevet voksen, og ikke mindst er hun blevet en hel del klogere på sig selv og livet i al almindelighed, hvilket også fremgår flere steder i romanen. Alt i alt er "Klasse" en ganske god roman, som jeg gerne vil anbefale :o)

12. januar 2007

Velkommen til :o)

Hermed det første indlæg på min blog. Som navnet på min blog antyder er jeg vild med bøger. Formålet med min blog er ret enkelt: Jeg vil her skrive en post om hver bog jeg læser, uanset om den er god, dårlig, middelmådig eller noget helt fjerde. Og måske sniger der sig ind imellem en post ind omkring alting og ingenting