Bent Haller - Den ottende bonde

Den ottende bonde handler om den syvende bonde på slægtsgården Oppgård. Anton, den syvende bonde, er sidste generation på slægtgården i Nordjylland, og han er efterhånden blevet 90 år gammel. Vi hører om Antons oplevelser fra han blev født i 1917, og frem til han dør, hvor der er sket en rivende udvikling med gården og bondekulturen. I dag er maskinerne dominerende, men da Anton var dreng var det håndkraften, som måtte tages i brug. Anton har levet et slidsomt liv på gården, hvor den dominerende mor har styret Antons tilværelse og gårdens udvikling med hård hånd. Det er Antons mor, som har stået for indkøb af bil, traktorer og mejetærskere, og selvom Anton flere gange i romanen sætter sig for at nu må han slå i bordet, så bliver det aldrig rigtig nogle alvorlige slag han får slået.
Moren er ondskaben selv, og hun er ikke bange for at manipulere og fremføre løgne, så det hele kan blive som hun gerne vil have det. Anton finder sig i det, og han sørger blot for at passe sit det daglige arbejde, og så lade moren om at styre resten. Selv i Antons kærligheds liv får moren lov at bestemme...
Anton ser tilbage på livet på gården, godt hjulpet af slægtens afdøde kvinder, høvederne og grisene, specielt Særimner, som hjemsøger ham. Vi hører om dengang Anton mødtes med Ågårdens Anna under broen. Om Ingeborg, som blev fundet i gadekæret, efter at hun havde født et barn, der på mystisk vis døde under fødslen. Og om Antons kamp for at overleve efter moren er død, og den sidste pige på gården er smuttet.

Bent Haller har skrevet en fremragende slægtsroman. Den er fuld af ondskab, og man sidder løbende gennem bogen og tænker, at nu må ham Anton altså gøre alvor af det og slå i bordet overfor den styrende og dominerende mor, som igen vil forhindre Anton i det han gerne vil. Den ottende bonde er en virkelig god læseoplevelse, og der er vist ikke meget andet at sige end, at der er tale om en must read!

Jens Smærup Sørensen - Mærkedage

Omdrejningspunktet i bogen er tre mærkedage, nemlig en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en tresårs fødselsdag i 2003. Disse tre begivenheder i Staun danner baggrunden for historien, og det er til disse tre fester, at vi møder de to familier fra Bisgaard og Kristiansminde, som bogen er bygget op omkring. Vi møder personerne i forskellige aldre til de tre fester, og vi får indtryk af de forandringer, der er sket i samfundet. Og vi får fortalt om en masse minder, som de forskellige har om hinanden, så det hele bliver spundet sammen i en form for net.
Mærkedage er fuld af rigtig mange personer, og det gælder om at holde tungen lige i munden for at holde rede på dem alle sammen. En gang imellem synes jeg dog desværre, at jeg mistede tråden i alle de personer, og hvordan det nu lige var de hørte sammen familiemæssigt.
Fortællestilen er ret anderledes i forhold til mange andre bøger. Der er en alvidende fortæller, som springer fra den ene til den anden person, og meget af historien fortælles som en form for indre monologer. Det er også primært via de indre monologer, at vi får et indtryk af, hvordan personerne i bogen er.

Jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg synes om Mærkedage. På den ene side er der tale om en god bog, hvor det fungerer rigtig godt med den alvidende fortæller, og det, at der er taget udgangspunkt i tre begivenheder, som danner baggrunden for resten af historien. På den anden side så synes jeg personvirvarret på visse tidspunkter er for meget, og det er altså svært at holde rede på. Jeg synes der med fordel kunne have været et stamtræ, men jeg er faktisk i tvivl om, om der er det i den udgivne udgave, men at det er "blændet af" i biblioteksudgaven, fordi den er blevet indbunden.
Umiddelbart er Mærkedage ikke en must read, men har man ikke andet at læse, så kan Mærkedage bestemt sagtens bruges som underholdning.