25. februar 2007

Bogudsalg

Så er årets bogudsalg snart i gang. Katalogerne er på gaden, og forudbestillingen på nettet er i gang. Torsdag d. 1. marts starter årets bogudsalg. Jeg havde set frem til det, men efter at have luret i katalogerne er jeg nu ikke imponeret. Følgende bøger bliver jeg dog nødt til at føje til bogsamlingen ved dette års bogudsalg:

Knud Romer - Den som blinker er bange for døden

Bo Nygaard Larsen - Sodoma
Torben Gammelgaard - Splejsen på Gl. Kongevej
T.S. Høeg - Samtid
Jorge Bucay - Lad mig fortælle dig

Og kender jeg mig selv ret, så indfinder der sig nok et par stykker mere i kurven inden jeg kommer ud fra boghandlen ;o) Men jeg skal nok vende tilbage med en rapport torsdag når udsalget er gået i gang.
Hvilke bøger må I andre bare have fat i til dette års bogudsalg?

24. februar 2007

Bøger, som venter på at blive læst

Faktisk så har jeg en del bøger liggende som jeg mangler at få læst, og alligevel kan jeg ikke lade være med at købe nye. Var der nogen der sagde bogorm, som skal være sikker på ikke at løbe tør for føde? ;o)

Her er der en konkret liste over de bøger som jeg håber på at få tid til at læse det næste stykke tid:
Jan Guillou - Arven efter Arn
Jan Guillous serie på 10 bind om Carl Hamilton
Nicholson Baker - Rulletrappen
Bill Clinton - Mit liv
Douglas Adams - Den komplette guide til galaksen
Karl Ove Knausgård - Ude af verden
C.S. Lewis - Narnia fortællingerne
John D. Barrow - Theories of everything
Siri Hustvedt - Med bind for øjnene
Umberto Eco - Foucaults pendul
Patrick Süskind - Parfumen
Stephen King - The stand
Paul Auster - Timbuktu
Joakim Garff - SAK
Tom Wolfe - I am Charlotte Simmons
Susanna Clarke - Jonathan Strange & Mr. Norrell
Siri Hustvedt - Det jeg elskede
Paul Auster - Moon palace
Tom Wolfe - Forfængelighedens bål
Dan Turéll - Onkel Danny fortæller det hele
Paul Auster - New York trilogien
Haruki Murakami - Trækopfuglens krønike
Jonathan Safran Foer - Ekstremt højt og utrolig tæt på
Stieg Larsson - Mænd der hader kvinder

Bøgerne jeg gerne vil læse er opstillet i en form for prioriteret rækkefølge, sådan så dem jeg virkeligt gerne vil læse står sidst. Men lad os nu se om denne her rækkefølge holder - jeg har mine tvivl.

Foruden de skønlitterære bøger er der også nogle fagbøger jeg godt kunne tænke mig at læse. Det drejer sig bl.a. om nogle omkring cellebiologi og matematikkens historie :o) Og ja - jeg elsker naturvidenskab og i særdeleshed matematik.

Desuden er der nogle bøger jeg gerne vil genlæse - det drejer sig om de følgende:
Jan Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland (Forføreren, Erobreren, Opdageren)
Reginé Deforges serie om Pigen med den blå cykel
Philip Pullmans trilogi om Lyra og Will (Det gyldne kompas, Skyggernes kniv, Ravkikkerten)
J.K. Rowlings serie om Harry Potter, så jeg er klar til den sidste udgives på engelsk d. 21. juli i år
Så nu er I lidt opdaterede på hvad jeg vil læse i det næste (lange) stykke tid :o) Og mon ikke der også sniger sig lidt flere nye ind på listen nu her hvor bogudsalget snart står for døren.

23. februar 2007

Jan Guillou - Vejen til Jerusalem

Jeg startede på første bog i Jan Guillous trilogi om korstogstiden med en vis skepsis, men den er i hvert fald blevet gjort til skamme.
Vejen til Jerusalem handler kort fortalt om Arn, der opdrages blandt cisterciensermunkene i Sverige og Danmark, hvor han blandt andet lærer latin og fransk, men også at håndtere både bue og sværd. Cisterciensermunkene har en anelse om, at Arn er bestemt til at blive noget specielt, men hvad ved de ikke. Arn selv er lige så uvidende og efter han er blevet opdraget i klostrene i Sverige og Danmark kommer han tilbage til faderens gård, hvor den virkelige verden presser sig på. For Arn er det svært at komme ud i den verden, som er udenfor klostrene, da han er meget naiv. Efter hjemkomsten til faderens gård møder Arn kærligheden, men det er denne kærlighed til Cecilia som gør, at han af kirken dømmes til at skulle tjene som tempelridder i det hellige land.
Bogen er bedre end forventet, men mine forventninger var heller ikke ret høje. Det er dog som om, at magtkampene mellem de forskellige konger og slægter nogle gange får en lidt for overtagende rolle i bogen, men hvis man kan leve med det, så venter der en ganske god læseoplevelse forude.

Og nu vil jeg så i gang med at læse anden del af trilogien om Arn, som sjovt nok hedder Tempelridderen

21. februar 2007

Sne?!?!!?!

Nej nej, det kan vi ikke prale af der er noget af her. Til gengæld så har det bare øsregnet hele dagen, men ingen sne. Øv. Det vil jeg altså godt klage over.
Jeg vil 100 gange hellere have sne fremfor regn - sne er dejligt og det lyser verden op. Regnen gør den bare grå.

Så kære hr. vejrgud - se lige og få skubbet nogle frostgrader og noget sne herover vest på også :o)

20. februar 2007

cand.merc hvad?

Ja det er et rigtig godt spørgsmål.

I disse dage gør jeg mig en masse overvejelser om, hvad det egentlig er jeg gerne vil læse videre til. I lang tid har cand.merc.aud, dvs. revisor, ligget højt på listen over det jeg gerne ville, men efter jeg har fået undersøgt nærmere, hvad det endelige job (og videreuddannelse) går ud på er jeg i tvivl om det rent faktisk er det jeg vil.

Så nu er cand.merc i regnskab inde i mine overvejelser og det samme er cand.merc i finansiering. Sågar overvejer jeg at læse en cand.merc i en kombination af regnskab og finansiering, men så er jeg bange for, at uddannelsen ikke bliver specifik og specialiseret nok. Jeg skal jo også gerne kunne få et job den dag jeg er færdig :o)

ARGH, hvor er det dog svært!!!

Vælger jeg at læse cand.merc i regnskab, cand.merc i finansiering eller en cand.merc i kombination af disse to fagområder, så er det også ensbetydende med, at jeg 2-3 dage om ugen skal pendle til Odense, hvilket vil tage mig godt og vel halvanden time i tog. Hver vej vel at mærke. Og yderligere så anvender jeg jo også transporttid både til banegården og fra banegården til uni, så jeg vil tro jeg ender ud med næsten 5 timers transport hver dag. Puha. Men det er godt der kan læses en del af vejen, så tiden kan udnyttes fornuftigt. Og ydermere er det jo så dejligt, at jeg rent faktisk har fået en lækker iPod af kæresten i julegave, så jeg også kan have lækker musik med på min vej. Der skal bare lige købes et etui til min fine pinke iPod, så den ikke bliver skrammet.

Cand.merc.aud kan læses i Kolding, så det medfører en noget kortere togtid, men det skal ikke være det, der er afgørende for mit valg. Det er trods alt uddannelsen og den senere beskæftigelse, som er det essentielle, og som er det, jeg skal tage stilling ud fra. Hvis ikke det var det, så var det jo trods alt mere fristende blot at læse cand.merc.aud, så man kan få en god løn ;o)

Som et skridt på vejen så skal jeg den 8. marts til noget informationsmøde omkring de forskellige cand.merc uddannelser og så håber jeg at blive klogere på, hvad det rent faktisk er jeg gerne vil. Hvis ikke jeg gør det - ja, så ved jeg ikke lige hvad jeg så gør *G* Men det må jeg jo finde ud af, hvis den situation indtræffer ;o)

16. februar 2007

John D. Barrow - The Constants of Nature

Jeg er blevet anbefalet at læse denne bog, og den var egentlig ganske spændende. Den omhandler opdagelsen af de konstanter, som fortæller noget om bl.a. lysets hastighed, tyngdeaccelerationen og magnetismen. Igennem bogen prøver forfatteren at besvare om disse konstanter, så rent faktisk også er konstanter. Man får ikke et entydigt svar på dette, men det gør egentlig ikke noget. Bogen kommer rundt omkring virkeligt mange emner, og det er på sin vis en stor styrke, men også lidt en svaghed, da der nogen steder mangler lidt fordybelse.
En af de ting jeg dog fandt godt, og også lidt fascinerende, ved bogen er den måde, hvorpå den prøver at vise, hvor lidt, der egentlig skal ændres i nogle af disse elementære konstanter for, at livet på Jorden slet ikke ville have haft de nødvendige forudsætninger for at kunne eksistere.

Bogen er ret teknisk, og den kræver lidt forudgående kendskab til matematik og fysik. Mit er ved at være lidt rustent for det er desværre lidt for lidt jeg får det brugt nu, hvor gymnasiet blev et overstået kapitel for flere år siden. Jeg ynder dog stadigvæk at læse en bog som denne, i ny og næ, for at holde det ved lige, og ikke mindst, fordi jeg også finder de naturvidenskabelige emner spændende.
Alt i alt er bogen ganske udmærket, men jeg tror ikke det er en jeg kommer til at læse op til flere gange, selvom jeg kan forestille mig, at det er sådan en bog, hvor man for hver gang man læser den får flere og andre detaljer med end man fik forrige gang man læste den.

11. februar 2007

Hvor mange læser egentlig med?

Jeg sidder lige her i denne sene aftentime og undrer mig over, hvor mange, der egentlig læser med. Burde jeg måske have oprettet denne blog på en dansk side i stedet, fx www.smartlog.dk?
Måske det havde givet flere læsere? Måske jeg bare skal blive bedre til at kommentere på andres blogs, så jeg på denne måde får promoveret min egen lidt? ;o)
Det kunne da i hvert fald være sjovt, at der rent faktisk var nogen, som læste med - bare engang imellem - og som måske endda smed en kommentar. Men måske det alligevel er for meget at forlange? *G*

Hyggelørdag og...

... i det hele taget hyggeweekend.

I går var der rigtig dømt hyggelørdag for kæresten og mig. Vi stod sent op, fik lidt let morgenmad og derefter tog vi ind i byen for at kigge lidt, og shoppe lidt. Jeg fik et par led til mit troldekugle armbånd, fordi kæresten og jeg efterhånden har været sammen i over 4 år. Så kæresten synes jeg havde fortjent et par fine glaskugler til mit armbånd, og dem er jeg godt nok glad for. Desuden har jeg fået et led af min mor, fordi hun synes jeg havde fortjent det nu, hvor mine eksamner er gået så fint. Hvor sødt er dét ikke lige? <3
Efter vi havde shoppet tog vi på café og fik den lækreste frokost. Derefter tog vi hjem, og så fik kæresten sig en lur, imens jeg var lidt effektiv og fik læst lidt til studiet.
Aftenen gik med at se lidt Melodi Grand Prix, selvom det ellers ikke er en tradition jeg plejer at praktisere. Jeg måtte dog lige se om Peter Andersen vandt, og sørme så om ikke han gjorde. Han er bare genial - specielt når han optræder som Tina Turner. Imens jeg fik set lidt MGP hyggede kæresten med lidt WoW på computeren, og så smuttede kæresten og jeg ellers i seng, da vi var trætte.
Alt i alt en rigtig hyggelig lørdag.

Og søndagen er egentlig fortsat i samme spor. Vi har slappet af, jeg har fået ordnet lidt vasketøj og desuden være flittig og fået læst til studiet, så jeg faktisk ikke er bagud mere. Fabulous! :o)

Og nu starter der så snart en ny uge :o) God uge til jer alle, hvad end I skal bruge den på.

10. februar 2007

Erling Jepsen - Frygtelig lykkelig

Frygtelig lykkelig er en ganske letlæst lille bog, men der er bestemt nogle gode overraskelsesmomenter indbygget i den.

Kort fortalt handler bogen om betjenten Robert Hansen, som efter et job hos politiet i København skal til Højer for at være landbetjent. I starten går alt galt for det er jo ikke det samme at være landbetjent i Højer, som betjent i København. Robert Hansen bliver forelsket i en gift kvinde, men denne gifte kvinde har tilfældigvis en mand som slår hende, og generelt ikke behandler hende særligt pænt. Dette medfører at Robert og hende jævnligt møder hinanden, og på den baggrund folder fortællingen sig ud. Og den er altså en smule underlig og grotesk, men på sin vis også ganske god.

En udmærket bog, hvis man trænger til at læse noget, hvor man ikke lige behøves at have hjernen med hele tiden ;o)

8. februar 2007

Sækkestol


I øvrigt så er denne sækkestol kommet ind i vores stue i mandags og hold da op den er lækker. Man sidder virkelig godt i den. Mmm.

Og så har vi desuden købt nogle puder til den, som lige gør den lidt ekstra lækker. Puderne er identiske med dem som man kan se på billedet - dog er der knap så mange puder her hos os ;o)

Carsten Jensen - Vi, de druknede

Så kom jeg igennem bogen Vi, de druknede, som er skrevet af Carsten Jensen. Bogen er ret lang - 700 sider - men på forunderlig vis synes jeg slet ikke det gør noget. Tværtimod kunne jeg sagtens have læst et par hundrede sider mere, hvis det var det om at gøre. Personerne er levende beskrevet og på den baggrund havde jeg slet ikke lyst til at afslutte bogen, for det betød jo også en afsked med alle de herlige personer som befolker bogen.

I korte træk handler bogen om fire generationer af sømænd, og deres liv. Men samtidig handler den også om livet i Marstal, som er det geografiske udgangspunkt for sømændene. Udover sømændenes farlige færd på havet hører vi også om kvinderne, som må klare skærene derhjemme, fordi mændene er på havet.
Vi følger Marstal, sømændene og historierne om de andre beboere på øen fra 1848 og frem til slutningen af 2. verdenskrig i 1945. Primært følger vi Laurids, dennes søn Albert og Knud Erik, der har en tilknytning til Albert. Hvilken skal dog ikke røbes her. Sekundært følger vi dog også Klara og nogle af de andre enker, som sømændene har efterladt sig, da de led druknedøden på havet.
Bogen er fuld af en masse små historier om livet på øen og søen, og det hele er flettet sammen så det til sidst går op i en højere enhed, hvilket fik mig til at sidde tilbage med følelsen af, at det her er intet mindre end en genial bog.

7. februar 2007

6. semester er i gang

Så er jeg kommet i gang på uni igen efter eksamensperioden og ferien. Alt i alt er det godt at være tilbage i den faste dagligdag, men samtidig har jeg nu ikke rigtigt savnet læsningen og alle de andre ting, som følger med det at være unistuderende.

Men alt er som det plejer: Jeg er allerede bagud med læsningen *G* Men sådan skal det vist bare være.

Fagene på dette semester er international økonomi og erhvervsjura, mens der lige samtidig er et bachelorprojekt, der skal skrives. Det foregår indenfor emneområdet eksternt regnskab.
Erhvervsjura er virkeligt spændende, og det bliver et fag jeg kommer til at synes godt om, hvorimod den internationale økonomi ikke lige er mig. Det skyldes primært, at det er økonomi på makroniveau, og jeg foretrækker det på mikroniveau. Ydermere er eksamensformen, som er 4 timers skriftlig UDEN hjælpemidler, ikke lige min kop te - eller dvs. jeg ved faktisk ikke om det er min kop te for det er den første eksamen jeg har, der kommer til at foregå uden hjælpemidler. En ting finder jeg dog ret forrykt - og det er at introducere en sådan eksamensform på sidste semester i et fag, som rent faktisk skal beståes. Det kunne måske have været mere praktisk, at vi tidligere havde prøvet, hvordan en sådan eksamen fungerer!

I øvrigt så er jeg efterhånden ved at have færdiggjort Vi, de druknede - mangler lige de sidste 100 sider - så inden for de næste par dage eller fire bør der kunne ses en post på denne blog omkring bogen.

1. februar 2007

Morfar

I dag er det 1 års dagen for min morfars død. Derfor er dagen gået med at mindes ham, og alle de gode ting vi har haft sammen, men samtidig med er jeg også trist for jeg savner ham rigtig rigtig meget. Jeg fik dog æren af at arve den guldhalskæde, som min morfar har gået med de sidste mange år jeg kan huske tilbage, og den går jeg med hver dag. Hver dag jeg tager den på mindes jeg ham <3 Måske lyder det fjollet, men jeg synes den hjælper mig igennem sorgen, og får mig til at mindes alle de gode ting vi havde sammen, hvilket er vigtigt for mig - jeg vil nemlig gerne holde fast i alle de gode minder og timer, som jeg har tilbragt sammen med ham.

Morfar - jeg elsker dig <3 og jeg håber du har det godt der hvor du er nu. Æret være dit minde, dejlige morfar - jeg savner dig inderligt!