Viser opslag med etiketten Dialoger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dialoger. Vis alle opslag

19. januar 2010

Andrea Hejlskov - Andrea Hejlskov; en facebookbiografi

Andrea Hejlskov
Andrea Hejlskov - en facebookbiografi
Lindhardt og Ringhof
245 sider
16. jan-19. jan

Andrea Hejlskov - en facebookbiografi er baseret på de ting, som Andrea Hejlskov har skrevet på facebook om sit liv i lidt over et år. Dette er blandet med diverse statusopdateringer, indlæg, der er skrevet i gruppen Statuspolitiet som Andrea Hejlskov er en del af og beskeder fra Andreas inbox.

Man får et indblik i en 33 årig kvindes liv, som har prøvet lidt mere end de fleste, hendes alder taget i betragtning. Og vi bliver inddraget en smule i de problemer, der er med faren til et af hendes tre børn. Det er et hårdt år for Andrea, der virkelig må kæmpe for børnene og kæmpe for, at hun ikke selv går ned over, at et af børnenes far er blevet som han er.

Jeg er en af dem som endnu ikke selv har fundet vej til facebook. Så hvordan det hele nærmere fungerer derinde, er jeg ikke meget inde i, og det var måske faktisk det, der dragede mig til at tage Andrea Hejlskovs facebookbiografi med hjem fra bibliotekshylden, da den tilfældigt stod foran mig.
Hvis man tager det for hvad det er, så er der skam grobund for et par timers underholdning, når Andreas facebook venner slår sig ud på slap line og kommer med sjove kommentarer til snart sagt alting. Alvoren er helt sikkert også til stede, og Andrea har skrevet nogle gode noter omkring forskellige ting, der rører sig eller har rørt sig i hendes liv. Hun har helt sikkert ordet i sin magt, og kan noget med ord. Der jongleres rundt med dem, og det fungerer faktisk ret godt. Facebookbiografien er opbygget med notes, statusopdateringer, Statuspolitigruppen og diverse andre indslag blandet rundt mellem hinanden, og det skaber god afveksling i læsningen hele bogen igennem.

Ganske udmærket underholdning - hurtigt læst, men nok også rimeligt hurtigt glemt, selvom Andreas problemer med eksmanden helt sikkert krøb ind under huden på mig.

20. oktober 2009

Michael Jeppesen & Anders Lund Madsen - Hold masken eller der falder brænde ned

Michael Jeppesen & Anders Lund Madsen
Hold masken eller der falder brænde ned
Politikens forlag
239 sider
17. okt-19. okt

Der er ikke de emner, som Anders Lund Madsen og Michael Jeppesen ikke får berørt i denne bog, der er en mail korrespondance, som strækker sig over 4 måneder fra slutningen af 2005 til starten af 2006.
Man får set den seriøse side af de to herrer, men der bliver bestemt også tid til sjov og ballade, når der udveksles mails om blandt andet religion, penge til velgørende formål, kunst, kvinder og børn. De to er skarpe i deres formuleringer, og det er god underholdning at læse Hold masken eller der falder brænde ned.

I den første del af mails'ene forsøger de to at lære hinanden nærmere at kende, mens det i anden del mere går over til, at de forsøger at opdrage og påvirke hinanden. De vil begge have den anden til at give sig ret i det de skriver. Det er morsomt, og alligevel lurer alvoren nedenunder det hele. Men hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed - det får vi aldrig at vide.

25. august 2009

Maise Njor og Camilla Stockmann - Charlie Hotel Oscar Kilo

Maise Njor og Camilla Stockmann
Charlie Hotel Oscar Kilo (CHOK)
Gyldendal
226 sider
21. aug-23. aug

Charlie Hotel Oscar Kilo er en selvstændig fortsættelse af Michael Laudrups tænder, hvor de to forfattere udvekslede mails om diverse emner. De er endnu engang tilbage i topform, og hvor emnet i den første bog var at lære hinanden at kende ved at skrive sammen, så er emnet i denne bog, hvor godt man egentlig kender sig selv.
I Charlie Hotel Oscar Kilo følger vi Maise i den svære tid, hvor hendes mand er flyttet, og hvor de overvejer om de skal skilles. Og vi følger Camilla, der er gravid med sit første barn. Men der bliver bestemt ikke kun snakket om mand og børn i denne bog; mange emner tages under kærlig behandling af de to kvinder.

Maise og Camilla skriver lige fra leveren, og jeg måtte flere gange tage mig selv i at grine højlydt, bl.a. da jeg læste det følgende: "Vestorm. Også et nyt ord, jeg er blevet gjort opmærksom på eksistensen af den seneste måned, og det gør mig til gengæld en anelse utryg. Jeg ville sådan ønske, det hed vebrisen. Eller bare veblæsten. Men storm? Det lyder jo som noget, der hører hjemme i Botniske Bugt, Skagerrak og Østersøen omkring Bornholm, 20 meter i sekundet. Gik man rundt og var optimist, ville man omvendt sikkert straks kunne se fordelen i, at det ikke hedder en veorkan." (s. 16-17)

Letlæst chicklit, men super god underholdning, når man bare trænger til at læse en bog uden at skulle tænke nærmere over indholdet, men blot lade sig netop underholde.

20. juni 2008

Kathrine Lilleør & Naser Khader - Tro mod tro

Kathrine Lilleør & Naser Khader
Tro mod tro
People's Press
349 sider
2. juni-6. juni

Tro mod tro er en bog, der er blevet til via en masse samtaler mellem sognepræsten Kathrine Lilleør og Naser Khader. Der er holdt fast ved samtaleformen i bogen, så den er trykt, som en dialog, hvor de to udspørger hinanden omkring ting, der har udgangspunkt i henholdsvis kristendommen og islam. Nogle af spørgsmålene, der bliver taget op er, hvordan kristendommen forholder sig til utroskab, om tørklædet skal forbydes i Danmark, og om der skal opføres statsmoskeer her.

Tro mod tro er en bog, som er ret hurtigt læst. Der er bid i de to hovedpersoners formuleringer, og de er bestemt ikke enige på ret mange punkter. Det var også uenigheden, som først førte de to sammen, idet Kathrine Lilleør hørte Naser Khader sige noget om teologi, som hun bestemt ikke var enig i. Tro mod tro tilførte nogle nye aspekter til mine tanker omkring kristendom og islam, og jeg har da lært et par ting eller tre ved at læse bogen. Og desuden var der nogle andre ting jeg fik præciseret og blev klogere på.
Tro mod tro kan anbefales som værende en bog, der kan give stof til eftertanke.

9. juni 2007

Mette Bom og Shabana Motlani - Pakidanerdialogerne

Bogen handler om danske Mette Bom, og den pakistansk-amerikanske Shabana Motlani, som bor dør om dør i Klerkegade i København. Mette fortæller om sit liv og sine oplevelser i første del af bogen, mens Shabana fortæller om sit liv og sine oplevelser i anden del af bogen. Iblandet de to kvinders forskellige historier er der nogle diskussionsemner, som de har haft i tiden, hvor deres venskab har udviklet sig. I tredje, og sidste del, af bogen får de to kvinder skrevet deres meninger om 11. september 2001, og Muhammed tegningerne.
Både Mette og Shabana beskriver, hvordan de har undret sig over hinandens kulturer og vaner, og de får diskuteret alle de gængse fordomme om muslimer og indvandrere, som mange har her i Danmark. Det er spændende, at få synspunkterne fra to forskellige vinkler, og for nogle tror jeg godt, at bogen kan være en øjenåbner.

Bogen er primært en debatbog med dialoger om forskellige aktuelle emner, og forskellige oplevelser som de to kvinder har haft sammen, bl.a. dengang Mette inviterede til halaljulefrokost, og dengang Shabana for vild på Amager, og bare gerne ville hjem til USA.

Bogen var ganske udmærket, men jeg havde heller ikke de store forventninger til den. Jeg tog den primært med fra biblioteket fordi den lige stod der på hylden foran mig, og fordi jeg havde set noget om den på http://www.pakidanerdialogerne.dk/