31. august 2007

Ferien går på hæld

Og det betyder, at jeg på tirsdag, den 4. sep., starter på uni igen. Det er nu også okay. Jeg har holdt ferie fra uni siden 14. juni, så det er jo efterhånden noget, der ligner 3 måneder. Jeg har da arbejdet ind imellem, men jeg kan godt mærke, at jeg trænger til at komme i gang igen. Det eneste ærgelige ved, at uni starter igen er, at der så er mindre tid til den skønlitterære læsning.

Forberedelserne til semesterstart er efterhånden klaret allesammen. Der er købt bøger for over 3.000 kr., og alligevel så mangler jeg lige 3 mere, som endnu ikke er udkommet. Dermed ryger bogindkøbene op over 4000 kr. for et semester. Det har jeg nu alligevel ikke oplevet før, men en gang skal jo være den første ;o) Jeg kunne nu ellers sagtens finde mange andre ting at bruge de penge på, men sådan er det jo bare at være uni-studerende. Jeg har selv valgt det, så jeg klager ikke.
Der er styr på togkortet, så nu kan jeg rigtig få brugt min pinke iPod nano, når jeg sidder i toget :o) Det er også i toget, at jeg vil se om jeg kan få læst lidt, sådan så der er mindre derhjemme. Og er jeg for træt i hovedet, så satser jeg på lidt skønlitterær læsning i stedet.
Der er indkøbt papir, og blyanter, stifter og kuglepenne er der fra tidligere af, så det skal jeg ikke have anskaffet mere af.
Jeg mangler nok snart noget lasertoner, som så heller ikke er købt endnu, men nu afventer jeg lige og ser, hvor meget vi skal printe. Der er jo også prints til rådighed på uni, så dem må jeg hellere få udnyttet først.

Det eneste jeg sådan set mangler inden det går løs på tirsdag er at få pakket min lækre nye North Face rygsæk, som jeg fik af kæresten, da jeg blev bachelor. Taskepakningen klarer jeg mandag, og det bliver også der jeg skal have læst den første del af pensum, sådan så jeg ikke er helt bagud fra start af.

27. august 2007

Salman Rushdie - Klovnen Shalimar

Klovnen Shalimar starter ud med det brutale mord på Maximiliam Ophuls, der er tidligere ambassadør i Indien og leder af kampen mod terrorisme. Han bliver dræbt i 1991 i Los Angeles, lige for ørerne af sin datter, som hører hans dødsrallen i dørtelefonen. Morderen er Max Ophuls chauffør, der går under navnet Klovnen Shalimar.
Herefter befinder vi os mange år tidligere i Kashmir, i en lille landsby, hvor kashmirerne lever og ånder for deres madlavning og skuespil, som er en stor bestanddel af deres liv. Folk kommer ud for begivenheder, der måske eller måske ikke, er et udtryk for skæbnens indgriben i deres liv. I Kashmir udspiller sig starten på en tragisk kærlighedshistorie, og det er denne historie, som bringer os tilbage til modstandskampen i Frankrig under Anden Verdenskrig, og det er også disse begivenheder, som bringer os videre frem mod mordet på Max Ophuls i Los Angeles.

Rammen for romanen er overordnet set provinsen Kashmir, og fire menneskers liv og skæbner, der viser sig at være forbundet på en ret overraskende måde. Og det er det som gør bogen værd at læse, selvom de overordnede rammer for romanen er stukket ud fra start, og selvom morderen afsløres allerede på de første sider i romanen.

Klovnen Shalimar er en fremragende roman. Jeg har slugt den på 3-4 dage til trods for at romanen er på lidt over 400 sider, der er præget af et levende sprog fuld af metaforer og smukke formuleringer. Morderen bliver hurtigt afsløret, og i det hele taget bliver den overordnede ramme for romanen afsløret tidligt, men det ødelægger bestemt ikke læseoplevelsen. Tværtimod får man lyst til at vide, hvilken begivenheder, der ligger gemt bag det hele, og hvordan de fire personers liv og skæbner griber ind i hinanden.
Det er den første roman jeg læser af Rushdie, og jeg er virkelig positivt overrasket. Jeg havde forventet et højtragende litterært sprog og jeg var fra starten skeptisk omkring, om jeg nogensinde kom igennem romanen. Men det gjorde jeg, og det er jeg glad for. Det er en af de bedste læseoplevelser jeg har haft længe, så Klovnen Shalimar kan anbefales på det varmeste, hvis bare du ikke forventer en letlæst roman.

24. august 2007

Jesper Bernt og Jeff Matthews - Westend

Vi følger tre mænd i Westend. Politimanden Konstantin, den studerende David og gambleren Knüt. De tre mænds historier er viklet ind i hinanden og bogen er bygget op således at hvert afsnit i bogen har en bestemt fortæller. Til gengæld så bliver begivenhederne gentaget forstået på den måde, at vi oplever begivenhederne fra både Konstantins synsvinkel, fra Davids synsvinkel og fra Knüts synsvinkel. Det giver nogle gentagelser, men det er faktisk en smart måde forfatterne har valgt at dele det op på. Det fungerede i hvert fald godt for mig, da jeg læste bogen.

Begivenhederne foregår i København, nærmere bestemt på Vesterbro, og den specifikke gade Westend.
Konstantin er opvokset i kvarteret og bor nu i Westend. Engang var han en del af det kriminelle miljø, men nu patruljerer han gaderne for at fange dem som ikke overholder reglerne.
David er lige flyttet til Westend, da han skal studere på DTU. Han får et job på hotel West, hvor han skal være natportier.
Knüt er gambler, han er altid på kokain og på flugt fra sin spillegæld. Han er altid parat til at finde en fest og et spil, så han kan tjene nogle hurtige penge.

Begivenhederne tager fart da den østeuropæisk stripper, Sara, forsvinder og Konstantin følger sporene for at opklare, hvor hun er forsvundet hen. Samtidig forsøger Knüt at starte en spilleklub op, men han låner pengene af Woody, og da han ikke kan betale afdragene kommer han hurtigt i uføre. David starter hurtigt med at udleje værelserne på Hotel West på timebasis til narkoluderne, og samtidig forelsker han sig i en af dem.

Westend foregår i højt tempo hele tiden, og det skrevne sprog er meget taleagtigt. Det irriterede mig i starten, men hurtigt kommer man ind i, at det egentlig bare afspejler rigtig godt, hvordan personerne er i virkeligheden.
Læs den, hvis du mangler lidt god og letlæst, hæsblæsende underholdning af den barske slags.

23. august 2007

Jeg er flyvende

Eller det vil sige jeg cykler i hvert fald rundt på en luftdrage ;o)Jeg har nemlig købt en fin ny cykel, en Avenue Airdragon:
Den kører som en drøm, og jeg er virkelig glad for den. Kæresten har en magen til, som er et par år gammel, og efter at have kørt på hans i et stykke tid, så var jeg nødt til at skulle have min egen :oD Da kæresten så tilbød at betale halvdelen, så skyndte jeg mig at sige ja tak, og nu er cyklen så endelig min. Og dermed er vi indehavere af to Avenue Airdragon'er her i husstanden ;o)

Desuden har jeg fået købt en ny bog til samlingen, nemlig En helt almindelig han af Chad Kultgen. Det skulle være det mandlige svar på chick lit.

22. august 2007

Tor Nørretranders - Civilisation 2.0

Det er en spændende bog Tor Nørretranders her har skrevet. Det primære i bogen er netværk, og det at netværk i diverse former er blevet en del af en ny civilisation, nemlig civilisation 2.0, som Nørretranders kalder den.
Nørretranders prøver i Civilisation 2.0 at gøre opmærksom på at der er en sammenhæng mellem klimaændringerne, internettets samarbejdsformer og debatten omkring tro. Alle tre ting er en del af skabelsen af en ny civilisation.
Det er svært at beskrive den egentlige handlingen i bogen for Nørretranders får behandlet en masse emner, lige fra global opvarmning, til Googles forretningsideer, sociale netværk, Wikipedia og samarbejdet mellem brugerne. Det hele bliver bundet sammen til en fortælling om den fremtidige opgave vi står overfor. Klimaændringerne og den deraf udsprugne miljøkrise tvinger os til at tænke nyt, og til at udnytte den teknologi, som forefindes.
Nørretranders fremhæver i øvrigt flere gange Sterns rapport om klimaændringer, som faktisk kan forefindes online her.
Civilisation 2.0 kan anbefales på det varmeste. Den er letlæst, og får berørt en masse spændende emner, som er aktuelle i disse år. Jeg blev desuden klogere mht. bl.a. Google og Wikipedia og den måde de fungerer på.

20. august 2007

Nicholas Stern - The Economics of Climate Change

Jeg fik blod på tanden til at læse mere om klimaændringerne efter, at jeg havde læst Al Gores bog, En ubekvem sandhed. Jeg faldt derefter tilfældigvis over Sterns rapport på biblioteket, og da den er på et noget højere niveau end Al Gores kom den med hjem.
The Economics of Climate Change har været spændende læsning, og jeg er bestemt blevet klogere bogen igennem. Desuden har det været en fed oplevelse, at se nogle af de økonomiske teorier, jeg har lært, blive anvendt i praksis. Nogle af afsnittene i bogen har jeg blot skimmet, men jeg har vel nærlæst omkring 400-500 af siderne.
Hovedbudskaberne i rapporten er, at der skal sættes ind overfor klimaændringerne NU, at der skal udarbejdes en fælles strategi for verden som helhed, at omkostningerne til reduktion af drivhusgasserne vil udgøre omkring 1 % af det globale BNP og at udviklingen i klimaet de næste 10-20 år vil påvirke fremtidens klima i mange år frem.
Omkostningerne til bekæmpelse af udledningen af drivhusgasser kan holdes på et rimeligt niveau, hvis der her og nu sættes ind overfor klimaændringerne. Des længere tid vi lader stå til og intet gør for at forhindre udviklingen, des højere vil omkostningerne blive den dag der skal gøres noget ved klimaændringerne.

Det er en spændende rapport som Stern her har offentliggjort, og faktisk var det optimistisk læsning. Ifølge Stern er det i hvert fald endnu ikke for sent at gøre noget, men hvis ikke vi snart kommer ud af starthullerne og får taget hul på problematikken omkring det globale klima, så kan vi risikere, at der sker store omvæltninger på jorden, som vil påvirke mange millioner mennesker i al fremtid.

19. august 2007

Sam...

... det hedder den lille hundehvalp, som mine svigerforældre fik i går. Den er dælme nuttet, men også en lille bisse ;o) Og hold da op, man skal være på stikkerne, når man skal holde øje med sådan en lille størrelse :o) Men sød det er den og jeg glæder mig allerede til næste gang vi kan lege med Sam <3

15. august 2007

Inge Eriksen - En kvinde med hat

En kvinde med hat handler om Ida Francesca Vargas Frandsen, der vokser op i efterkrigstidens Ålborg. Faren er politibetjent, mens moderen er modist. Ida Francescas far har spansk blod i årene og under krigen var han i kz-lejr, hvilket påvirker Ida og familiens liv.
Vi følger Ida fra hun er 15 år i 1950 og indtil 2005. Ida bliver student og efter studentereksamen tager hun til Spanien for at besøge dele af familien i Málaga. Herefter læser hun til ingeniør i København, hvilket altid har været Idas drøm. Da faren dør flytter Ida tilbage til Ålborg, hvor hun bliver gift med Ulrik, der er en del af vinhandlerdynastiet Kruse. Ida får et tæt forhold til sin svigermor Alba, der som ung giftede sig med en tysk operasanger, der viste sig at være nazist.
Vi følger de to familier, Kruserne og Vargas'erne, og vi hører om de forskellige medlemmers liv og levned set gennem Ida Francescas øjne.

En kvinde med hat er udmærket, men det er ikke en page turner. Jeg synes aldrig rigtig, at handlingen fik mig indfanget, så jeg blev grebet og lige måtte vide, hvad der skete på de følgende sider.
Et lille kritikpunkt er, at "stamtræet" for de to familier burde indlede romanen. Jeg opdagede dem først ved en tilfældighed, fordi jeg fik bladret om bagerst i bogen. Og der er brug for en oversigt over personerne, da der optræder forholdsvis mange ved navns nævnelse inden man har fået relationen mellem Ida Francesca og pågældende person forklaret.

13. august 2007

Kamera

Kæresten og jeg har i længe snakket om, at vi burde se at få købt et lækkert kamera. Det er sådan noget som er rart at have, men vi har udskudt købet i længe, hvor vi ikke har fået det købt.

Men nu er der endelig sket noget. Vi er blevet indehavere af et Canon EOS 400D. Og det er dælme et lækkert digitalt spejlreflekskamera, som kan en masse ting.
I de halvanden uges tid vi har haft kameraet er det blevet flittigt brugt, og jeg er sikker på, at vi også nok skal få det brugt en masse i fremtiden.

12. august 2007

Hvilken dejlig weekend

Sikke en dejlig weekend kæresten og jeg har haft. Fredag, da kæresten fik fri fra arbejde, lagde vi ud med et 25 års jubilæum i det firma, hvor vi arbejder. Der var en masse lækker mad, og vi fik hygget os i kollegaernes selskab.
Lørdag var vi til fest sammen med nogle af kærestens venner. De har lavet en tradition med at mødes 3-5 gange om året, og så skiftes folk til at arrangere det. I går var det så en af kærestens venner og os som stod for arrangementet. Vi havde planlagt en grillaften med en masse lækker mad, så det meste af lørdagen gik med at få skåret salat, få marineret kød og i det hele taget bare få gjort klar til folk dukkede op kl. 17. Vi fik grillet og hygget os, om end vi måtte sidde indenfor, da det slet ikke var varmt nok til at sidde udenfor. Alt i alt var det en virkelig hyggelig aften, og vi ser frem til næste gang :o)
I dag har vejret dog virkelig artet sig fra den gode side. Vi sov længe, men besluttede vi hellere måtte komme på en gåtur for lige at blive bare lidt mere friske. Vejret var fremragende, så vi endte med at tage et smut ud i Vognsbølparken. Vi medbragte et tæppe, et par puder, noget koldt at drikke og lidt læsestof. Og så har vi ellers ligget derude og hygget os det meste af eftermiddagen. Nu har vi lige spist aftensmad, og snart går weekenden på hæld, hvilket egentlig ikke gør noget når nu vi har haft sådan et par hyggelige dage.

Jeg holder fri i disse uger, og nyder sommerferien, selvom jeg dog også snart ser frem til at komme i gang igen. Der er dog lige nogle uger endnu, da semestret først starter 1. sep. Det falder jo så på en lørdag, og jeg har først timer om tirsdagen, hvilket alt i alt betyder, at jeg altså først starter igen den 4. sep.
I næste uge skal der dog bestilles bøger til det kommende semester, og jeg skal en tur til Kolding for lige at finde ud af, hvor lang transporttid der er, og hvor lang tid det tager at gå/køre til uni. Jeg skal jo nødigt komme for sent til forelæsningerne den første dag ;o) En af dem jeg har gået på hold med, da jeg læste min bachelor, skal jeg også gå på hold med her på kandidaten, så vi har besluttet, at vi tager en tur til Kolding sammen. Det skal nok blive hyggeligt.
Ellers så skal ugen gå med venindebesøg, spisning hos min mor og fødselsdag.

8. august 2007

Spacemermaid - 1001 tårs tøsetanker

Her er tale om den første danske weblog, som nu er udkommet i bogform, og dermed er det Spacemermaid alias Charlotte Heje Haases liv, som vi får lov at følge.
Konceptet er ret Nynne-agtigt - 1001 tårs tøsetanker er i dagbogsform og Space er lige så uheldig som Nynne og har problemer med at finde den rette mand at bruge sin tid på. Jeg synes dog umiddelbart bogen er præget af mange gentagelser, idet der sker det, at Space forelsker sig i mand, Space er sammen med mand og er i tvivl om, om mand føler det samme som hende, og så ender det ud i, at mand og Space ikke ses mere.
Der er helt bestemt sjove passager i Spacemermaids bog, og det er lige sådan en gang letlæst læsning, som passer til en tur til stranden eller lignende.
Udmærket underholdning, som man ikke behøver at tænke nærmere over. Og det kan bestemt være befriende ind imellem.

Handlingen er bygget op omkring den 27-årige Space, der har en masse planer for karrieren og en hel del krav til kærligheden. Det er bare ikke nemt, når karrieren ikke ligefrem går fremragende, og at man ikke kan finde ud af det med mænd. Og så er Space afhængig af pingvinstænger. Gad vide hvilken slags hun foretrækker? ;o)
I 1001 tårs tøsetanker får man lov at være fluen på væggen i Spacemermaids liv, og i det hele taget er det ret underholdende. Space formår i hvert fald at få problemerne med kærligheden, festerne med alkohol ad libitum og de pinlige episoder på jobbet beskrevet med en cool ironisk distance.

5. august 2007

Mark Haddon - Den mystiske sag om hunden i natten

Her er tale om en sød lille roman om den 15-årige dreng Christopher Boone, der lider af Aspergers syndrom, som er en form for autisme, hvilket gør, at han ikke bryder sig om, at folk rører ved ham. Christopher bor i en lille by sammen med sin far. Han forstår ikke metaforer, ironi og ansigtsudtryk og han hader farverne gul og brun. Til gengæld så elsker han matematik, logik og sandheden. Lister er desuden også et hit.
En dag finder Christopher genboens hund, der er blevet myrdet med en greb, og han sætter sig for at ville finde gerningsmanden. Efterforskningen af mordet sender Christopher ud på en rejse til London gennem en verden, som han ikke forstår pga. hans autisme. Denne rejse begiver Christopher sig ud på til trods for sin angst for fremmede mennesker og fremmede steder. Rejsen fører godt nok Christopher til målet og dermed løsningen på mordgåden, men den medfører også store omvæltninger for ham, og han finder ud af, at det ikke altid er sandheden, som folk fortæller ham, selvom han altid selv er ærlig.

Den mystiske sag om hunden i natten er i stil med Naiv.Super af Loe, og den er ligesom denne også hurtigt læst. Der er tale om en lille hyggelig bog, og det er bestemt en læseoplevelse jeg ikke ville have været foruden.
Det er Christopher, der er jeg-fortæller i bogen, og teksten bærer derfor præg af, at den er skrevet af en autistisk dreng. Sproget er enkelt, men alligevel formår bogen at beskrive, hvordan det er at være Christopher, hvordan han tænker og hvorfor han reagerer som han gør, i de forskellige situationer. Disse beskrivelser er overbevisende og man bliver grebet af bogen når man først er i gang med den. Christopher formår at beskrive sit univers på sin helt egen måde, og jeg synes det er det som gør bogen både sød, men også vedkommende.

Læs den på en dag eller to og bliv en lille god, sød og hyggelig læseoplevelse rigere :o)

4. august 2007

Nick Flynn - Endnu en lortenat i en røvsyg by

Nick Flynn har her skrevet en erindringsbog om sit turbulente liv og den manglende base i barndommen. Da Nick Flynn er 27 år arbejder han på et herberg for hjemløse i Boston, og her møder han tilfældigt sin far, som han knap nok kan huske at have set tidligere. Nicks far, Jonathan, søger logi på herberget, hvor Nick arbejder. Igennem bogen fortæller Nick om barndommen, ungdommen og voksenlivet, hvor han skiftevis har boet på en gammel båd og ovenpå en nedlagt stripbar.
Endnu en lortenat i en røvsyg by er bygget om således, at der veksles mellem kortere og længere glimt fra forskellige begivenheder og oplevelser i Nicks liv. Vi får fortalt om opvæksten med broren og moren, der forsøgte at holde sammen på familien til trods for de skiftende kærester.

Endnu en lortenat i en røvsyg by er hurtig læst, og jeg synes ikke umiddelbart den er værd at ofre mere tid på end det. Handlingen er visse steder ret barsk og et eller andet sted kan jeg ikke undgå at føle med de mennesker, som lever på gaden, selvom mange af dem selv på en måde har taget en beslutning om, at de gerne vil leve på gaden. Men bogen gør klart indtryk, og man får et indblik i, hvordan det er at leve på gaden, og ikke mindst hvordan det er for Nick at opleve, at hans egen far er hjemløs og alkoholiseret og rent faktisk har brug for den hjælp som Nick og de andre frivillige yder.
Her er tale om en udmærket bog, men heller ikke mere end det.

3. august 2007

David Mitchell - Black Swan Green

Året er 1982. Den 13 årige dreng Jason Taylor bor i Black Swan Green, en rigtig kedelig by i England, som ikke har en eneste svane til trods for navnet. Han har tre hemmeligheder: Han stammer, han har ødelagt sin farfars armbåndsur og han skriver digte til kirkebladet under pseudonym.
Jasons familie er ved at gå i opløsning, fordi Jasons storesøster skal til at flytte hjemmefra. Hans forældre skændes meget, og Jason kategoriserer disse skænderier på en skala fra et til fem. Det er dog mere hierarkiet og statusen i skolegården som betyder noget for Jason, og han prøver desperat at blive mere populær.
Vi følger Jason i 13 forskellige episoder i hans 13 årige liv, som primært er domineret af bøller, men som også handler om venskaber, piger, Falklandskrigen og sigøjnere.
Black Swan Green handler kort sagt om det at finde et ståsted og sin plads i verdenen i overgangen fra barn til teenager.

Bogen har fået meget ros, men jeg synes ikke den var fantastisk. Jeg tror dog det er på grund af, at jeg havde nogle andre forventninger end bogen kunne indfri. Mit umiddelbare indtryk var, at bogen og de forskellige episoder var mere sammenskrevede end de viste sig at være, da jeg læste bogen.
Black Swan Green er en udmærket bog, og jeg synes den fanger problematikken omkring barn/teenager godt. Og så er Jason beskrevet, som en rigtig sympatisk fyr, man ikke kan andet end at elske.