Så er jeg kommet i gang på uni igen efter eksamensperioden og ferien. Alt i alt er det godt at være tilbage i den faste dagligdag, men samtidig har jeg nu ikke rigtigt savnet læsningen og alle de andre ting, som følger med det at være unistuderende.
Men alt er som det plejer: Jeg er allerede bagud med læsningen *G* Men sådan skal det vist bare være.
Fagene på dette semester er international økonomi og erhvervsjura, mens der lige samtidig er et bachelorprojekt, der skal skrives. Det foregår indenfor emneområdet eksternt regnskab.
Erhvervsjura er virkeligt spændende, og det bliver et fag jeg kommer til at synes godt om, hvorimod den internationale økonomi ikke lige er mig. Det skyldes primært, at det er økonomi på makroniveau, og jeg foretrækker det på mikroniveau. Ydermere er eksamensformen, som er 4 timers skriftlig UDEN hjælpemidler, ikke lige min kop te - eller dvs. jeg ved faktisk ikke om det er min kop te for det er den første eksamen jeg har, der kommer til at foregå uden hjælpemidler. En ting finder jeg dog ret forrykt - og det er at introducere en sådan eksamensform på sidste semester i et fag, som rent faktisk skal beståes. Det kunne måske have været mere praktisk, at vi tidligere havde prøvet, hvordan en sådan eksamen fungerer!
I øvrigt så er jeg efterhånden ved at have færdiggjort Vi, de druknede - mangler lige de sidste 100 sider - så inden for de næste par dage eller fire bør der kunne ses en post på denne blog omkring bogen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar