7. juli 2009

Haruki Murakami - Efter midnat

Haruki Murakami
Efter midnat
Klim
217 sider
5. jul-6. jul

Efter midnat foregår i Tokyo fra fire minutter i midnat til otte minutter i syv den næste morgen.
Den handler om Mari, der sidder på en café og læser i en unavngiven bog, da en mand, Takahashi, kommer hen til hende, sætter sig og spørger om hun ikke er søster til Eri. Han forlader hende snart igen, da han skal hen i et lokale og øve med det band, hvori han spiller på trombone. Alt imens Mari sidder på caféen sover hendes smukke modelsøster, Eri, hvilket hun efterhånden har gjort i ugevis uden at være vågen.
Alt imens Mari sidder på caféen og læser videre kommer Kauro ind og forstyrrer hende, idet hun er manager på et lovehotel og har en kinesisk kvinde siddende, der er blevet tævet af en mand. Kauro har behov for at få noget information fra den kinesiske kvinde, men da denne udelukkende taler kinesisk, henvender hun sig til Mari, da Takahashi har henvist til hende, fordi han ved hun studerer kinesisk på universitet. Mari drager med Kauro hen til lovehotellet, og det bliver startet på en nat, hvor Mari drager rundt i Tokyos gader og får besøgt flere natåbne steder, og hvor hun flere gange støder på Takahashi.

Efter midnat er hurtigt læst, men den er også meget anderledes end Murakamis andre fortællinger. Fortællervinklen er en helt anden end man er vant til i Murakamis bøger: "Vores synsvinkel skifter med samme regelmæssighed, som et øje blinker. Hendes små velformede læber er knebet sammen til en smal streg. Ved første blik ser det ikke ud til, at hun trækker vejret, men hvis vi ser bedre efter, kan vi se en svag, ganske svag, bevægelse nederst på halsen. hun trækker vejret. Hun ligger med hovedet på puden og ser lige op i loftet. I virkeligheden ser hun ingenting. Hendes øjenlåg er lukkede som hårde vinterknopper, og hendes søvn er dyg. Hun drømmer sikkert ikke engang." (s. 30ø) Læseren bliver på en helt anden måde inddraget i fortællingen, og det fungerer egentlig ganske godt. Vi er ikke i tvivl om, at der foregår noget mystisk med Maris søster, Eri, men samtidig får vi heller aldrig at vide, hvad det er.
Ganske udmærket underholdning, men Murakami fungerer bare bedre for mig i hans lidt længere romaner, som fx En vild fårejagt og Dans dans dans, og jeg har endda stadigvæk hans to lange romaner til gode - det er dog planen at Trækopfuglens krønike kommer med på årets sommerferie, for det kan jo ikke blive ved at gå, at både den og Kafka på stranden står ulæste i reolen.

2 kommentarer:

cyclonebill sagde ...

Det lyder nu godt, selv om den er anderledes end hans længere bøger! Den må jeg prøve at få fingre i.

Maya sagde ...

Jeg har kun læst et par bøger af murakami, men jeg kan normalt rigtig godt lide ham - og jeg tror da jeg vil prøve at få fat i den her, det lyder unægteligt spændende, selvom det er anderledes.
Tror forøvrigt lige jeg hopper på som fast læser her, det er godt at få lidt inputs til sommerlæsningen :)