12. juli 2011

Juli Zeh - Corpus Delicti

Juli Zeh
Corpus Delicti - en proces
Samleren
250 sider
10. jul-12. jul

Faldt tilfældigt over denne bog på biblioteket og blev egentlig ret grebet af bagsideteksten, som er følgende:

"Corpus Delicti er en fortælling om et sundhedsdiktatur, der kontrollerer alt og alle. borgerne er underlagt et fast sportspensum og skal regelmæssige afgive rapport om søvn og ernæring. Åndelige værdier overvåges mistænksomt.

Mia Holl er 20 år, tiltrækkende og intelligent. Hun er stillet for retten, anklaget for for megen kærlighed, for megen forstand og for megen åndelig uafhængighed. Af hengivenhed til sin bror er Mia kommet i opposition til systemet, til METODEN. Hun vil bevise, at han er uskyldigt dømt for voldtægt.

Juli Zeh fornyer arven fra George Orwell og Franz Kafka. Med Corpus Delicti giver hun en vision af et overvågningssamfund, der i sin dyrkelse af den sunde krop indskrænker den enkeltes rettigheder. Et billede af en fremtid, der kunne ligge lige om hjørnet."

Jeg synes dog romanen viste sig at være noget helt andet. Jeg har set romanen sammenlignet med Fagre nye verden og 1984, og havde derfor forestillet mig, at den var i stil dermed, men det synes jeg absolut ikke. Der er ikke meget beskrivelse af, hvordan samfundet er indrettet, og jeg savner, at historien om Mia Holl og hendes bror fylder lidt mindre, så der er mere plads til fortællingen om samfundet. Jeg så i hvert fald gerne, at romanen havde været længere og med et lidt andet fokus.

Mine forventninger til romanen blev altså ikke indfriet, men dermed ikke sagt, at det var en dårlig roman. Det var ganske udmærket underholdning, men jeg kunne godt have tænkt mig endnu mere.

Ingen kommentarer: