Peter Høeg - Elefantpassernes børn

Peter Høeg

Elefantpassernes børn

Rosinante

380 sider

16. nov-20. nov

Elefantpassernes børn er den første af Peter Høegs romaner det nogensinde er lykkedes mig at komme igennem. Jeg ved dog bare ikke helt om jeg forstår den sådan 100 % og helt til bunds.

Peter, Tilte og Hans er børn af præsten og opfinderen og de bor på Finø. En ø i Kattegat, men Kattegat er i romanen blevet til Mulighedernes Hav. Alle personerne i romanen har sjove og underlige navne, og i det hele taget er livet på Finø vist udtryk for børnenes verden og den der barnlige fantasi man altid har.

Børnenes forældre forsvinder, og herefter går jagten ind på at finde dem. Forældrene har tidligere været i myndighedernes søgelys på grund af svindel med mirakler. Det lyder lidt mærkeligt - og det er det faktisk også.

Børnenes jagt efter forældrene tager dem igennem adelige, kriminelle og religiøse miljøer, men de tror hele tiden på at der er en dør ud til friheden selvom alle vejene ser lukkede ud.

Jeg synes det er svært at yde romanen retfærdighed, og jeg har lidt svært ved at gennemskue, hvad jeg egentlig synes om den. Den første halvdel af romanen var rigtig god, men jeg synes at historien i den anden halvdel af bogen vil lidt for meget. Hvert korte kapitel slutter med en cliffhanger, som bringer os videre til næste kapitel, og det er på sin vis fint. Men der bliver lidt for mange løse ender, som hænger og blafrer lidt i vinden.

Alt i alt er jeg dog positivt overrasket, og jeg er glad for, at jeg gav Peter Høegs nyeste roman en chance, i stedet for at dømme ham på det jeg tidligere har læst, og opgivet, inden jeg nåede til vejs ende.