30. august 2009

Apostolos Doxiadis - Onkel Petros og Goldbachs formodning

Apostolos Doxiadis
Onkel Petros og Goldbachs formodning
Gyldendal
167 sider
26. aug-29. aug

Jeg faldt tilfældigt over en anbefaling af denne roman, og tænkte, at det var lige noget for mig. Og det viste det sig også at være.
Romanen handler om Onkel Petros' nevø, som er lidt fascineret af sin onkel. Onklen er ikke særlig populær i familien, og han er lidt af en enspænder. Han lever lidt udenfor Athen og bruger tiden på havearbejde og skak, som er hans store lidenskab. Hans to brødre, som har overtaget familievirksomheden siger, at Onkel Petros er "en af livets tabere". Men nevøen fascineres af onklen, og han aner, at der ligger lidt mere bag onklens personlighed end det som onklens to brødre giver udtryk for. Nevøen sætter sig for at finde ud af hvad, og det er det som bringer ham på sporet af Goldbachs formodning - et endnu uløst matematisk problem, som efterhånden er 250 år gammel.
Nevøen opdager, at Onkel Petros engang var en lovende matematiker, som satte alt ind på at løse Goldbachs formodning, som blev fremsat i 1742 af Christian Goldbach. Denne formodning endte med at styre Onkel Petros' liv, og nevøen ender også med at blive draget af matematikken efterhånden som historien udvikler sig, og Onkel Petros' historie bliver fortalt.

Onkel Petros og Goldbachs formodning er en super god roman. Apostolos Doxiadis formår at kombinere det skønlitterære og det matematiske, så det fungerer, men samtidig er der ikke noget avanceret matematik i bogen, da det netop ikke er bogens sigte. Det er det skønlitterære, som bærer historien og romanen, så hvis man kommer for at få en masse at vide om Goldbachs formodning, så er det ikke denne rette bog at læse. Ønsker man derimod at læse en god historie, som har lidt med matematik at gøre, ja, så er der helt sikkert noget at finde i denne roman. Jeg kunne godt tænke mig at læse flere af denne her slags bøger. Så har du nogen anbefalinger, så sig frem. Jeg tager imod med kyshånd.

2 kommentarer:

Dorte H sagde ...

Lidt matematik?

Ja, Håkan Nessers Skyggerne og regnen er en stille og rolig ´krimi´, men egentlig mere en historie om mennesker, og der er en lille dosis matematik i, da en af de mere specielle personer forsøger at genopdage Fermats sætning. Jeg gad vide, om den ikke lige ville være noget for dig.

Mia sagde ...

Dorte H - Den må jeg lige kigge på :-)

Tak for tippet