Bjørn Lomborg - Køl af

Bjørn Lomborg
Køl af
Lindhardt & Ringhof
260 sider
15. jun-17. jun

Læste egentlig Lomborgs bog lidt i forlængelse af, at jeg var blevet færdig med Frygtens ansigt af Michael Crichton, idet jeg blev lidt hooked på at se, hvad det egentlig er Lomborg angiver, for han har da fået ret mange tæsk i medierne gennem årene. Jeg finder klimadebatten spændende, men jeg må dog erklære mig enig med Bjørn Lomborg i, at tonerne ind imellem bliver for skingre rundt omkring i pressen - vi skal passe på, at det ikke bliver sådan en dommedagsforestilling vi får sat op.
Basalt set så handler Køl af om de sandheder og skrøner, der forbindes med den globale opvarmning. Lomborg griber det an således, at han først angiver, hvordan temperaturen her på jorden har udviklet sig, herefter diskuterer han den globale opvarmning og bekymringen herfor. Dernæst inddrages politikerne i diskussionen af den globale opvarmning, og så afslutter han ellers med hvad vi bør gøre.
Lomborgs holdning er den, at klimaforudsigelserne er alt for dystre, og at en reduktion af CO2-udslippet ikke udelukkende kan løse de problemer vi har i verden i dag. Lomborg argumenterer i stedet for, at der skal sættes ind over for for eksempel malaria og hiv/aids, da det er muligt at redde flere menneskeliv her for færre ressourcer, end det vil være tilfældet, hvis CO2-niveauet skal reduceres. En reduktion af CO2-niveauet er omkostningsfuld, og der vil ikke være den store effekt af de tiltag, der er sat i gang for at reducere CO2-niveauet, fx Kyoto aftalen. Og ydermere er problemet, at des mere CO2-niveauet skal reduceres, desto mere omkostningsfuldt bliver det.

Alt i alt er det en meget interessant tilgang Bjørn Lomborg har til tingene, og det er skam en ganske udmærket, lille bog han her har skrevet. Den kan godt anbefales, hvis man vil høre en af stemmerne i klimadebatten. Det er i hvert fald ret spændende at se, hvor forskelligt man kan argumentere ud fra de samme videnskabelige kilder, men skal man tro alt det Lomborg skriver, så er der godt nok problemer med den videnskabelige troværdighed mange steder i verden. At jeg så ikke lige vælger at tro på alt, hvad Lomborg skriver, er så en helt anden side af sagen. En af argumenterne i bogen, som kommer fra klimaforsker Richard Lindzen er følgende: "forskere, der ikke bekender sig til skrækscenarier, har oplevet, at de ikke længere får penge til deres arbejde (...) Derfor får løgne om klimaforandringerne troværdighed, selv når de går stik imod den forskning, der burde ligge til grund for dem." (s. 153ø) Og er dette sandt, så er verden godt nok ude på et skråplan, hvis du spørger mig.

Til slut er der vist ikke andet at gøre end at slutte af med et (ret langt) citat fra Lomborgs bog, som opsummerer, at han mener, der er vigtigere ting at prioritere først, fremfor at få Co2-niveauet ned: "Den globale opvarmning er en kendsgerning. Konsekvenserne er vigtige og hovedsagelig negative. Den vil medføre flere varmedødsfald, havvandsstigning, muligvis flere voldsomme orkaner og flere oversvømmelser. Den vil øge forekomsten af malaria, sult og fattigdom. Derfor er det ikke overraskende, at en lang række miljøorganisationer, debattører og verdensledere har besluttet, at vi må gøre noget ved den globale opvarmning.
Problemet med denne analyse er, at den overser en enkelt, men vigtig kendsgerning. En nedbringelse af CO2-udslippet vil - selv hvis den bliver ganske omfattende - ikke gøre meget ved de omtalte problemer. Hvad enten det gælder isbjørne eller vandmangel, kan vi, som vi har set, udrette meget lidt med klimapolitik og meget mere med samfundsmæssige initiativer.
Hvis vi virkelig er bekymrede for, at mennesker skal dø på grund af klimaeffekter som under den europæiske hedebølge i 2003, så må vi spørge os selv, hvorfor vi primært tænker på at indføre dyre CO2-nedskæringer, som i bedste fald vil få fremtidens samfund til at blive varmere lidt mindre hurtigt, mens antallet af varmedødsfald alligevel fortsætter med at vokse. Og da opvarmningen vil betyde, at der bliver færre kuldedødsfald, må vi spørge os selv, hvorfor vi overvejer en dyr strategi, der faktisk vil betyde, at flere mennesker vil dø.
Andre samfundsmæssige initiativer ville nemlig give os mulighed for både at udnytte de positive virkningerne af den globale opvarmning såsom de færre kuldedødsfald og samtidig gøre noget ved det mindre, men stigende antal varmedødsfald, f.eks. ved at køle byer ned med vandløb, parker og hvide overflader og ved at sørge for mere aircondition og lægehjælp. Det ville være utrolig meget billigere og udrette meget mere godt. Vil vi ikke meget hellere gøre det til vores generations opgave?
Vi er bekymrede for lavtliggende øer, hvor beboere vil blive overstømmede på grund af havvandsstigningen. Men hvorfor taler vi så primært om at begrænse kuldioxid-udslippet, som nok vil reducere havvandsstigningen, men også gøre øboerne mindre velstående, så de i sidste ende mister mere landjord?
Vi hævder, at vi er bekymrede for, at skaderen som følge af orkaner i USA skal stige, og for de frygtelige tab, som den slags skader kræver i lande i den tredje verden. Men hvorfor så stirre os blinde på CO2-nedskæringer, når det i bedste fald kun kan reucere skaderne med 0,5 %? Hvis vi gerne vil begrænse orkaners skadevirksninder, kan vi udrette meget mere ved samfundsmæssige initiativer, såsom forbedrede byggeregulativer, forstærkede dæmninger og færre forsikringssubsidier i disse områder. Den slags initiativer kunne reducere skaderne med over 50 % og ville kun koste en brøkdel af det, som klimapolitikken koster.
Det samme mønster går igen på mange andre områder med tilknytning til den globale opvarmning. For hver eneste isbjørn vi redder ved hjælp af Kyoto-aftalen, kan vi redde mere end 800 isbjørne ved at holde op med at jage dem. Hvad skal være vores generations opgave?
Ved hjælp af Kyoto-aftalen kan vi forhindre 140.000 malariadødsfald i løbet af århundredet. For en tresindstyvendedel af den pris kan vi bekæmpe malaria direkte og forhindre 85 millioner dødsfald. Hver gang vi redder ét menneske fra malaria ved hjælp af klimapolitik, kunne vi for de samme penge have redet 36.000 mennesker ved en bedre malariapolitik. Hvad skal vi vælge at gøre først?
Hvis vi fokuserer på vandmangel, ser vi, at den globale opvarmning faktisk betyder, at der bliver mere vand til rådighed. Vi har set, at klimaforandringen ville give rundt regnet 1,2 milliarder mennesker bedre adgang til vand, mens Kyoto-aftalen faktisk ville gøre det værre. Er det et godt argument for at vælge den strategi mod den globale opvarmning?
Ja, med den globale opvarmning vil der sandsynligvis ske flere oversvømmelser, men der er andre initiativer, der er uendeligt meget bedre til at håndtere oversvømmelserne, lige fra at stoppe større til offentlige boligbyggerier på flodsletter til strengere lokalplaner, færre dæmninger så flodsletterne kan fungere som naturlige stødpudezoner, og flere vådområder. For hver dollar vi bruger på Kyoto-aftalen, kunne klogere samfundsmæssige initiativer udrette 1.300 gange så meget godt.
Tag f.eks. sult. Ja, den globale opvarmning vil sikkert betyde flere underernærede, men igen er det simpelthen utrolig ineffektivt at bekæmpe sult med klimapolitik. For hver person vi redder fra underernæring ved hjælp af Kyoto-aftalen, kunne enkle initiativer - såsom at investere i landbrugsforskning - redde 5.000 mennekser.
Når vi har alle disse valgmuligheder, er vi nødt til at spørge igen og igen: Hvilke initiativer skal komme i første række, når vi vælger vores generations opgave?" (s. 125-128)