12. februar 2009

Hanne-Vibeke Holst - Kongemordet

Hanne-Vibeke Holst
Kongemordet
Gyldendal
489 sider
30. jan-9. feb

Kongemordet er historien om Socialdemokraternes valgnederlag den 20. nov 2001, hvor Per Vittrup må se sig slået af Venstres formand, men hvor han vælger at blive siddende på posten som partiformand for Socialdemokraterne. Gert Jacobsen, den tidligere finansminister i Per Vittrups regering, har ikke i sinde at lade Per Vittrup få fred og lade ham blive siddende som partiformand, og han starter således et internt opgør i Socialdemokratiet. Charlotte Damgaard er blevet udnævnt til integrationsordfører, og hun er med på sidelinien sammen med Elizabeth Meyer, der forsøger at få Charlotte til at støtte Gert Jacobsen frem for Per Vittrup.
I Kongemordet er Gert Jacobsens kone, Linda, der kommer fra Sydhavnen, også en central figur. Vi følger hendes begyndende alkoholmisbrug, der udspringer af den barndom og den hårdhændede behandling, som Linda har været udsat for - og stadigvæk bliver udsat for - af Gert. Hun fører et sølle liv, men der sker en spændende udvikling med hende i løbet af romanen.

Umiddelbart var jeg mere fanget af Kronprinsessen, men efterhånden som Kongemordet skred frem var det også en ret interessant roman om magt og ondskab. Det er bestemt en anbefalelsesværdig roman og jeg ser frem til at få læst Dronningeofret og dermed få afsluttet trilogien.

Ingen kommentarer: