Hanne-Vibeke Holst - Dronningeofret

Hanne-Vibeke Holst
Dronningeofret
Gyldendal
662 sider
10. feb-21. feb

Dronningeofret er sidste del af Hanne-Vibeke Holsts trilogi om politik, magt og i særdeleshed kvinders magt i politik efter årtusindskiftet. Jeg har genopfrisket både Kronprinsessen og Kongemordet inden jeg gik i gang med Dronningeofret, og nu er jeg så igennem dem alle tre.

Hovedpersonen i Dronningeofret er Elizabeth Meyer - formanden for Socialdemokraterne, som satser på, at hun skal være den første kvindelige statsminister i Danmark. Missionen er altså klar: Meyer vil vinde det nært forestående folketingsvalg, men der er bare lige en forhindring - hun lider af begyndende Alzheimers.
Vi følger Elizabeth Meyers kamp på vejen mod Statsministeriet, der bliver præget af hendes jødiske baggrund og de trusler som islamiske fundamentalister har fremsat overfor hende. I løbet af valgkampen er Charlotte Damgaard, der er politisk ordfører, hendes tro væbner, og hun må kæmpe sammen med Meyer, der ikke altid er lige skarp, som følge af hendes sygdom, som dog holdes hemmelig for alle - selv Meyers mand.
Meyer er ude i et kapløb med tiden, hvor hun skal have kørt Charlotte Damgaard i stilling til at overtage posten som leder for Socialdemokraterne, inden Meyers sygdom vil blive afsløret for offentligheden og hun vil være færdig i politik.
Sideløbende med historien om Meyers kamp for statsministerposten er der en gruppe personer, som ønsker, at Danmarks fremtid skal være helt anderledes end den Meyer og Charlotte Damgaard ønsker - og der kommer hermed et element af kriminalroman ind over.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på slutningen her, men den skuffede mig - en ting var, at romanen endte på en måde som jeg slet ikke ventede (hvilket jo bestemt ikke er nogen dårlig ting), noget andet var, at det var en flad slutning på en ellers spændende roman. Slutningen kunne slet ikke bære den stort opsatte handling som der var gennem hele romanen.

Alt i alt en værdig afslutning på trilogien om politik, kvinder og magt. Og jeg er tilbøjelig til at udnævne Dronningeofret, som den bedste af de tre romaner, fordi den lige har en dimension ekstra i sig - og det kan slutningen trods alt ikke ødelægge. Der er god underholdning at hente, så har du romanen liggende på hylden, som en der venter på at blive læst, så er det bare om at komme i gang.