Katrine Marie Guldager - En plads i historien

Katrine Marie Guldager
En plads i historien
Gyldendal
251 sider
20. aug-22. aug

Omdrejningspunktet for romanen er, at Peter Fischer i november 1944 skød en stikker i et lille kælderlokale på Vesterbro i København. Mange år er gået siden - tidspunktet er starten af det nye årtusinde, og vi følger i romanen Peter Fischers københavnske familie, hvor begivenheden stadigvæk trækker spor efter sig - også selvom der er gået så mange år.
Romanen indledes med en person oversigt, hvilket er et stort plus, da det ellers ville være svært at finde rundt i det store persongalleri. I stedet går det faktisk overraskende godt.
Peter selv er blevet en ældre herre. Han sidder for det meste alene i sin lejlighed og irriteres over hjemmeplejens ankomst og afgang.
Peters bror har datteren Charlotte, som nu er enke efter den afdøde Karl. De har fået to døtre sammen, Henny og Birgitte. Henny er ustabil, og hendes børn, Sebastian og Emma, har ikke noget godt forhold til hende.
Sådan fortsætter beskrivelserne af familien Fischer ellers, og vi får lov at følge deres liv i en periode efter årtusindskiftet. Familien har en hel del hemmeligheder for hinanden, og i det hele taget har de bare nogle ret problematiske interne forhold, sådan på kryds og tværs og mellem hinanden.
Samtidig er der den unge mand, hvis farfar var den stikker, som Peter Fischer skød. Han har i mange år lidt under det, idet hans far bare lukkede af, når der blev talt om krigen og farfarens død. Og nu forsøger den unge mand så at finde en måde at komme overens med hele historien på.


En plads i historien har potentiale - det bliver bare ikke udnyttet til fulde. Personerne bliver aldrig rigtig levende for mig, og der er lidt for mange skæbner, der er for usandsynligt sammensat i romanen. Jeg tror jeg mangler lidt almindelighed, og ikke at alle personerne i familien har så mange problemer hver især. Lidt svært at beskrive...

Jeg er umiddelbart lidt skuffet over En plads i historien. Måske mine forventninger var for høje, men jeg synes, der sker for lidt - historien er lidt for kedelig på en eller anden måde. Her tror jeg dog helt sikkert det spiller ind, at personerne aldrig rigtig bliver levende og egentlig bare virker uinteressante. Havde personerne virket mere levende, så tror jeg det havde hævet niveauet på romanen væsentligt.
Ærgeligt, for romanen har bestemt potentiale, og den er da også blevet rost rigtig meget i offentligheden - en ros jeg dog desværre ikke kan tilslutte mig fuldt ud.