Lars Peter RømhildLæseglæder
Gyldendal
381 sider
30. jan-10. feb
Læseglæder indeholder en oversigt over de 100 bedste romaner og fortællinger - i hvert fald i følge Lars Peter Rømhild.
Bogen er opbygget således, at der står 3-4 siders tekst om hvert værk, der anbefales. Der står lidt generelt om forfatteren, og dennes udgivelser plus en handlingsbeskrivelse og nogle analyserende aspekter. Visse steder synes jeg bogen kræver, at man skal have en højere akademisk grad indenfor litteratur for at kunne følge med - der var i hvert fald flere gange, hvor jeg studsede over ordvalget og betydningen heraf.
Jeg har ikke læst bogen fra ende til anden, men brugt den til at få inspiration til fremtidig læsning, men det var nu ikke meget spændende, der var at komme efter. Der er et par af anbefalingerne, Thomas Pynchon "Against the Day", Thomas Mann "Buddenbrooks" og måske Georges Perec "Livet - en brugsanvisning", som jeg kunne finde på at kaste mig over, men hele problemet i Læseglæder er, at der alt for mange steder bliver afsløret, hvad slutningen er på romanen/fortællingen. Det fjerner unægteligt noget af spændingen ved selv at læse nogle af de anbefalede værker engang i fremtiden.
Alt i alt ikke nogen kæmpe succes - og det er da også derfor, at Læseglæder har taget mig så forholdsvis lang tid at komme igennem.
4 kommentarer:
Bogen står allerede på min læseliste! Jeg har ikke noget problem med at kende slutningen på en bog, før jeg selv begynder at læse den. Det er vel også grunden til at jeg gerne læser den samme bog igen og igen. Jeg har flere bøger som jeg med garanti har læst mere end 10 gange - selv om jeg naturligvis kender slutningen bliver disse bøger bare bedre og bedre. Men dit indlæg fik mig til at tænke på min egen blog. Afslører jeg slutningen når jeg skriver om bøger? Jeg aner det ikke, for det har jeg slet ikke tænkt på. Men jeg vil forsøge at undgå det i fremtiden!
Jens - Jeg er ikke god til at kende slutningen på bogen når det er første gang jeg læser den. Så vil jeg gerne have det er en overraskelse. Der er også flere bøger jeg har læst nogle gange, men der generer mig det så heller ikke, at jeg kender slutningen - første gang skal det dog gerne være en overraskelse.
Om du afslører slutningen når du skriver om nogle bøger skal jeg lade være usagt. Jeg har dog ikke bidt mærke i det, og det må trods alt være en god start ;o)
Selv forsøger jeg i hvert fald så vidt muligt ikke at afsløre hele handlingen, men nogen gange smutter det da og andre gange kan omtalen næsten ikke skrives, hvis ikke også slutningen omtales.
Men egentlig sjovt at høre hvor forskellig opfattelse man kan have af om det betyder noget at slutningen afsløres eller ej.
Jeg foretrækker nu også at blive overrasket den første gang jeg læser en bog. Jeg kan sagtens finde på at læse en bog flere gange for så får man de fine nuancer i sproget og andre detaljer med, men første gang skal være en overraskelse...
Emmaline - Vi er ret ens på det punkt. Overraskelsen over slutningen skal gerne være der første gang, og så kan man altid dykke ned i det sproglige og de andre lag i romanen når man læser den 2. og evt. 3. gang
Send en kommentar