15. august 2007

Inge Eriksen - En kvinde med hat

En kvinde med hat handler om Ida Francesca Vargas Frandsen, der vokser op i efterkrigstidens Ålborg. Faren er politibetjent, mens moderen er modist. Ida Francescas far har spansk blod i årene og under krigen var han i kz-lejr, hvilket påvirker Ida og familiens liv.
Vi følger Ida fra hun er 15 år i 1950 og indtil 2005. Ida bliver student og efter studentereksamen tager hun til Spanien for at besøge dele af familien i Málaga. Herefter læser hun til ingeniør i København, hvilket altid har været Idas drøm. Da faren dør flytter Ida tilbage til Ålborg, hvor hun bliver gift med Ulrik, der er en del af vinhandlerdynastiet Kruse. Ida får et tæt forhold til sin svigermor Alba, der som ung giftede sig med en tysk operasanger, der viste sig at være nazist.
Vi følger de to familier, Kruserne og Vargas'erne, og vi hører om de forskellige medlemmers liv og levned set gennem Ida Francescas øjne.

En kvinde med hat er udmærket, men det er ikke en page turner. Jeg synes aldrig rigtig, at handlingen fik mig indfanget, så jeg blev grebet og lige måtte vide, hvad der skete på de følgende sider.
Et lille kritikpunkt er, at "stamtræet" for de to familier burde indlede romanen. Jeg opdagede dem først ved en tilfældighed, fordi jeg fik bladret om bagerst i bogen. Og der er brug for en oversigt over personerne, da der optræder forholdsvis mange ved navns nævnelse inden man har fået relationen mellem Ida Francesca og pågældende person forklaret.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg havde det på samme måde som du har haft det da jeg læste "En kvinde med hat". Jeg tror den fangede mig lidt mere fordi jeg bor i Aalborg...

Mia sagde ...

Jeg tænkte faktisk på, at den nok ville have fanget mig lidt mere hvis jeg kendte bare lidt mere til Aalborg eller boede der.

Tenna sagde ...

Oplægget lyder fint, men noget rod med det stamtræ. Jeg er håbløs til at huske navne, så en bog med mange navne kræver papir og blyant fra min side. Jeg ville blive ret irriteret, hvis jeg først opdagede det stamtræ efter bogen var læst...

Mia sagde ...

Ja det er lidt irriterende at oversigten over personerne ikke fremtræder forrest i bogen i stedet for bagerst. Det optræder i indholdsfortegnelsen, at der er et appendix bagerst og det er så deri at oversigten over personerne forefindes. Der bliver bare ikke gjort tydeligt nok opmærksom på det.

Jeg har også tidligere praktiseret den der med at have papir og blyant i gang. Problemet i bogen er bare, at mange gange nævnes personerne uden at man får præsenteret hvilken relation de har til Ida Francesca, og så er man lidt lige vidt med at kunne lave en oversigt :-s Jeg synes dog det gik okay for mig, og efter jeg opdagede oversigten over personerne var det nemt nok at hitte rede i.