Her er tale om en barsk bog. En barsk bog om to brødre, og deres hårde liv med en mor, der ikke var meget til stede i deres barndom, og deraf følgende problemer i voksenlivet med bl.a. vold, druk og stoffer. Submarino er ret anderledes i forhold til Jonas T. Bengtssons debutroman Aminas breve, men de kan begge to anbefales på det varmeste!
Submarino handler om de to brødre, Nick og dennes storebror. Nick bor på et pensionat efter, at han er blevet løsladt efter en afsoning af en voldsdom. Han træner hårdt, og drikker meget. Vi følger Nicks liv på pensionatet og hans møde med Ivan, som er bror til Nicks ekskæreste Ana. Nick prøver på at holde den hjemløse Ivan lidt oppe, og skaffe ham et knald, idet han aldrig har prøvet det.
Nicks storebror er narkoman og alenefar til Martin, da moren er død, fordi hun gik ud foran en bil, da hun var påvirket af narko. Nicks storebror kæmper hver dag for, at han kan få sit narko og for at han kan beholde sin søn. Hver dag føler Nicks storebror at pædagogerne er på nakken af ham, når der nu igen er en eller anden ting han har glemt. Moren til de to brødre dør, og da dette sker frasiger Nick sig arven. Nicks storebror får det hele, og han ender med at købe narko for alle pengene. Han er nu blevet dealer, men til gengæld får han flyttet Martin til en anden børnehave, og der kommer mere styr på deres liv, idet han nu har pengene til at kunne skabe et liv for Martin, samtidig med, at han får sin daglige dosis narko...
De to brødre ser aldrig hinanden, men der er en ting som de har til fælles, nemlig den tragedie, som ramte dem begge, som et traume, da de var børn, og som har betydet, at de den dag i dag kæmper med, at det ikke skal trække dem ned i dyndet...
Virkelig god bog, som godt kan anbefales. Den er, som nævnt indledningsvis, barsk og tragisk, men der er bid i historien, og man er fanget fra første til sidste side.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar