Omdrejningspunktet i bogen er tre mærkedage, nemlig en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en tresårs fødselsdag i 2003. Disse tre begivenheder i Staun danner baggrunden for historien, og det er til disse tre fester, at vi møder de to familier fra Bisgaard og Kristiansminde, som bogen er bygget op omkring. Vi møder personerne i forskellige aldre til de tre fester, og vi får indtryk af de forandringer, der er sket i samfundet. Og vi får fortalt om en masse minder, som de forskellige har om hinanden, så det hele bliver spundet sammen i en form for net.
Mærkedage er fuld af rigtig mange personer, og det gælder om at holde tungen lige i munden for at holde rede på dem alle sammen. En gang imellem synes jeg dog desværre, at jeg mistede tråden i alle de personer, og hvordan det nu lige var de hørte sammen familiemæssigt.
Fortællestilen er ret anderledes i forhold til mange andre bøger. Der er en alvidende fortæller, som springer fra den ene til den anden person, og meget af historien fortælles som en form for indre monologer. Det er også primært via de indre monologer, at vi får et indtryk af, hvordan personerne i bogen er.
Jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg synes om Mærkedage. På den ene side er der tale om en god bog, hvor det fungerer rigtig godt med den alvidende fortæller, og det, at der er taget udgangspunkt i tre begivenheder, som danner baggrunden for resten af historien. På den anden side så synes jeg personvirvarret på visse tidspunkter er for meget, og det er altså svært at holde rede på. Jeg synes der med fordel kunne have været et stamtræ, men jeg er faktisk i tvivl om, om der er det i den udgivne udgave, men at det er "blændet af" i biblioteksudgaven, fordi den er blevet indbunden.
Umiddelbart er Mærkedage ikke en must read, men har man ikke andet at læse, så kan Mærkedage bestemt sagtens bruges som underholdning.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar