30. april 2011

Jasper Fforde - Lost in a Good Book

Jasper Fforde
Lost in a Good Book
Hodder
372 sider
23. apr.-29. apr.

Lost in a Good Book er anden del af serien om den litterære detektiv Thursday Next. Jeg har tidligere læst første del, The Eyre Affair, som er omtalt her. Anden del fortsætter kort tid efter at første del er slut.

Thursday Next er netop blevet gift med Landen, men snart viser det sig, at han faktisk druknede for 38 år siden, og at ingen andre end Thursday overhovedet kan huske ham. Og så må Thursday ellers på jagt efter Landen for at se om hun kan påvirke begivenhedernes gang og få ham tilbage. Sideløbende hermed vælter flere andre ulykker ned over hende, men Fforde formår at jonglere med alle de løse ender, så de til sidst går op i en højere enhed.

Det er humor på højt plan, romanen er sjov, og man er godt underholdt fra ende til anden. Jeg var begejstret for The Eyre Affair og jeg ved egentlig ikke, hvorfor der er gået så lang tid inden jeg har fået læst anden del. Denne er i hvert fald fuldt ud på højde med første del af serien, og jeg har allerede tredje del, The Well of Lost Plots, liggende, så jeg er klar til at gå i gang med den snarest.

Beskrivelsen her yder slet ikke romanen retfærdighed. Der er så mange flere aspekter i den, men man kommer meget hurtigt til at afsløre lidt for meget. Læs evt. noget mere på goodreads.com, hvis du er nysgerrig.

Meget anbefalelsesværdig, men start med The Eyre Affair, så du får dem læst i den rigtige rækkefølge.

Ingen kommentarer: