15. marts 2009

Michael Chabon - Den utrolige historie om Kavalier & Clay

Michael Chabon
Den utrolige historie om Kavalier & Clay
Borgen
605 sider
22. feb-12. mar

Den utrolige historie om Kavalier & Clay handler om Joe Kavalier, der i 1939 ankommer til Brooklyn i USA, hvor han mødes med fætteren Sammy Clay. Joe er blevet undervist i tryllekunster og udbryderkongetricks, og han ender med at smugle sig selv ud fra Polen i en kiste, der indeholder Golem.
Fætteren Sammy har en drøm om at lave tegneseriehæfter, og da Joe ankommer bliver drømmen nemmere at få til at gå i opfyldelse, da Joe faktisk er uddannet på Kunstakademiet i Prag og rent faktisk er god til at tegne.
I denne tid, hvor de to fætre drømmer om at lave tegneserier, er superhelte det helt store hit, og de beslutter derfor at skabe deres egen superhelt, Eskapisten. Tegneseriehæfterne går deres sejrsgang, hvilket får Joe og Sammy til at skabe endnu flere historier, heriblandt en figur, der er inspireret af Rosa Saks, som Joe ender med at have et godt øje til.

Fantastisk roman, selvom der ind imellem går lidt for meget selvsving i den med beskrivelse af forskellige superhelte og deres bedrifter samt hvem og hvad, der inspirede dem. Det var nogle af de afsnit jeg læste lidt hurtigt igennem, mens hovedhistorien derimod er en man nyder - ikke mindst sproget er helt fantastisk. Et enkelt citat må bare gengives her: "Hendes krops naturlige duft var en krydret, vred lugt som af friske blyantsspåner" (s. 13ø) Jeg synes egentlig det er en fantastisk måde, at beskrive en duft på - kan nærmest dufte, hvordan hun dufter. Og så er Chabon faktisk god til at få beskrevet, hvad tegneseriestriberne indeholder, således at man kan se de tegneseriestriber for sig, selvom han blot beskriver dem i ord. Alt i alt en god roman, som jeg gerne vil anbefale; den har alt det en god roman bør have: liv, død, kærlighed, krig og ikke mindst venskab.

2 kommentarer:

Dorte H sagde ...

Fint valgt citat. Den slags sprog & billeder giver også mig lyst til at læse mere. Jeg har for øvrigt lige læst en rigtig velskrevet krimi, hvor en bestemt lugt hjælper med at identificere morderen. Dejligt, når forfattere gør sig umage, og husker, at vi har andre sanser end syn og hørelse.

Mia sagde ...

Dorte - Ja, jeg faldt også bare for det citat. Det optrådte på en af de første sider i bogen, men det hang fast hele vejen igennem :o) Og det er nemlig fedt når det taler til ens andre sanser end bare lige synet og hørelsen - det kan jeg også godt li'.