29. januar 2009

Haruki Murakami - Efter skælvet

Haruki Murakami
Efter skælvet
Klim
178 sider
22. jan-23. jan

Efter skælvet indeholder 6 noveller, som alle foregår ca. en måned efter jordskælvet i Kobe i Japan i 1995. Historierne handler ikke om selve jordskælvet, men de har på en eller anden måde alle forbindelse til jordskælvet, der spiller en eller anden rolle i hver eneste af de seks noveller.
Som altid når det er Murakami der er tale om, så er det nogle underfundige noveller han her har fået skrevet. Selvom fortællingerne har jordskælvet som fællesnævner, så foregår de vidt forskelige steder i Japan og de handler om vidt forskellige mennesker.

Der er novellen "Ufo i Kushiro" om Komura, der bliver forladt af sin kone efter, at hun i fem dage har siddet foran fjernsynet og set hvert eneste minut, der er blevet sendt, om jordskælvet. Og en dag da Komura kommer hjem fra arbejde har hun forladt ham. Komuras kone har tidligere taget hen til familien i nogle dage uden først at sige noget om det, men hver gang er hun kommet tilbage - nu er det anderledes. Komuras kone kommer ikke mere tilbage.
Komura beslutter sig for at holde lidt ferie for at få det hele på afstand, og en arbejdskollega forhører sig hos Komura, hvad han skal bruge ferien på. Komura ved det ikke, men arbejdskollegaen spørger om ikke han vil tage ud på en længere flyrejse for at aflevere en kasse til kollegaens søster, idet han ikke tør sende den med posten... Mere skal ikke afsløres her.

En anden af novellerne "Frø redder Tokyo" er om Katagiri, der en dag kommer hjem til sin lejlighed og bliver mødt af en kæmpestor frø, der sjovt nok hedder Frø. Frø har opsøgt Katagiri, fordi han mangler hjælp til at besejre Orm, der ellers vil forårsage et stort jordskælv i Tokyo den attende februar klokken halv ni. Katagiri synes det hele er meget underligt, men han indvilliger i at hjælpe Frø...

På sin vis er novellerne i Efter skælvet meget ligetil, og alligevel står der en masse mellem linierne, som aldrig bliver sagt. Man kan egentlig sige, at historierne er afrundede, men alligevel meget åbne. Normalt er jeg ikke meget for sådan noget litteratur, der indeholder åbne slutninger og en masse man kan spekulere over, men Murakami fanger mig bare. Han formår bare noget, som mange andre forfattere ikke gør, og han må klart siges at være en af mine yndlingsforfattere i øjeblikket.
Efter skælvet kan varmt anbefales, men det er nok ikke der jeg vil anbefale at starte, hvis du ikke har læst noget af Murakami før.

Ingen kommentarer: