Jelne er i slutningen af 20'erne og vi møder hende lige efter, at kæresten, Kasper, er ved at forlade hende til fordel for en anden. Endnu engang styrter Jelnes verden sammen, og hun føler sig igen alene. Hun søger tilbage dertil, hvor hun voksede op indtil hendes mor døde da hun var 7.
Jelne tager tilbage til den kro, hvor hendes mor arbejdede og hvor meget af Jelnes barndom gik med at være. Hun giver sig ud for at være en anden, og fortæller ikke familien på kroen hvem hun er, da hun gerne vil have fred til at finde ud af sandheden om hendes mor og dennes død. Imens Jelne arbejder på kroen går det dog op for hende, at erindringer ikke altid er, hvad de giver sig ud for at være, og hun bliver gang på gang overrasket over de ting, som kommer frem i hendes søgen efter sandheden.
Bogen er rigtig god og jeg har glædet mig til at få læst det sidste i dag. Sproget er levende, og bogen er skrevet på en anderledes måde end man normalt oplever synes jeg. Jeg har svært ved at forklare det, men måske et citat kan hjælpe med at få forståelsen frem:
"Hun læner sig ud ad det åbne vindue, det er Jelne, der læner sig ud ad det åbne vindue fra lejligheden på 5. sal en sen eftermiddag i januar. Hun står og lyser op i den røde trøje, Jelne står i den røde trøje og læner sig ud ad vinduet i lejligheden på Nørrebrogade."
Jeg tror det er den måde kommaet bruges på i sætningerne, således at det nærmest fungerer som et punktum visse steder, der giver en speciel effekt, og som medfører, at bogen er noget særligt at læse. Og så den måde, hvorpå tingene gentages lige efter hinanden som det gør i ovenstående citat - det fanger mig og gør læseoplevelsen til noget anderledes end hvis bogen blot var skrevet sådan at: "Jelne læner sig ud af det åbne vindue, fra lejligheden på 5. sal en sen eftermiddag i januar."
Måske jeg snakker sort, men det er det som fanger mig ved bogen og som gjorde mig hooked på mere. Så Henriette - se lige at få skrevet et par bøger eller fire ;o) Selvom det nok ikke bare lige er noget man gør i løbet af en måneds tid eller to, men hvad ved jeg?
Jelne er virkelig anbefalelsesværdig, så læs den hurtigst muligt, og bliv en god bogoplevelse rigere.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Mange, mange tak Mia! Dine ord varmer virkeligt mit unge forfatter-hjerte!
Selv tak Henriette. Jeg er glad for den gode læseoplevelse som Jelne var. Det eneste jeg gerne vil klage over er, at den ikke var længere ;o) Jeg kunne sagtens have læst et par hundrede sider mere om Jelne.
Men jeg ser allerede nu frem til at læse mere du har skrevet.
Send en kommentar