Murakami har gjort det igen - denne bog er mindst lige så god som Norwegian wood, og jeg blev bestemt ikke skuffet, ligesom det lidt var tilfældet ved Sputnik min elskede.Sønden for grænsen og vesten for solen handler om Hajime, der møder pigen Shimamoto, da de begge er tolv år gamle. Han begår dog den fejl, at han i teenageårene ikke længere besøger hende, og det er først mange år senere, at han igen møder hende. Pludselig en dag dukker Shimamoto op i Hijames jazzbar, og hun er stadig fuld at mystik og hemmeligheder, men hun har desuden fået en masse sår i sjælen.
Hijame er allerede gift, da Shimamoto møder op i jazzbaren, men han bliver igen tiltrukket af hende, ligesom han var det dengang i teenageårene inden de mistede kontakten.
Shimamoto dukker op i baren nu og da, men hun bliver også væk i længere perioder, hvilket gør Hijame ulykkelig, og han forstår ikke, hvad der foregår, idet Shimamoto slet ikke vil lukke ham ind i sit liv og fortælle om, hvad der foregår...
Dette er en roman om kærlighed, og som der står på bagsiden af bogen, så er det "en bittersød og lidenskabelig fortælling."
Slutningen på Sønden for grænsen og vesten for solen er ikke nær så åben, som i de to tidligere bøger jeg har læst af Murakami, og det var for mig et klart plus. Der er derfor kun én ting at sige og det er: læs den, læs den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar