Så kom jeg igennem bogen Vi, de druknede, som er skrevet af Carsten Jensen. Bogen er ret lang - 700 sider - men på forunderlig vis synes jeg slet ikke det gør noget. Tværtimod kunne jeg sagtens have læst et par hundrede sider mere, hvis det var det om at gøre. Personerne er levende beskrevet og på den baggrund havde jeg slet ikke lyst til at afslutte bogen, for det betød jo også en afsked med alle de herlige personer som befolker bogen.I korte træk handler bogen om fire generationer af sømænd, og deres liv. Men samtidig handler den også om livet i Marstal, som er det geografiske udgangspunkt for sømændene. Udover sømændenes farlige færd på havet hører vi også om kvinderne, som må klare skærene derhjemme, fordi mændene er på havet.
Vi følger Marstal, sømændene og historierne om de andre beboere på øen fra 1848 og frem til slutningen af 2. verdenskrig i 1945. Primært følger vi Laurids, dennes søn Albert og Knud Erik, der har en tilknytning til Albert. Hvilken skal dog ikke røbes her. Sekundært følger vi dog også Klara og nogle af de andre enker, som sømændene har efterladt sig, da de led druknedøden på havet.
Bogen er fuld af en masse små historier om livet på øen og søen, og det hele er flettet sammen så det til sidst går op i en højere enhed, hvilket fik mig til at sidde tilbage med følelsen af, at det her er intet mindre end en genial bog.
2 kommentarer:
Jeg er tilfældigt faldet over din blog, og da jeg selv er lidt af en bogorm blev jeg straks fanget. lækkert med en blog, der kan give inspiration. men også skønt at læse meninger/anbefalinger om bøger jeg har læst. Som bl.a denne vi, de druknede - som jeg også elsker.
Så er gået i krig med alle dine indlæg - tak for en god blog!
Sarah - Velkommen til. Er glad for du kan finde lidt inspiration. Og tak for rosen til min blog.
Og Vi, de druknede er også stadigvæk en af de læseoplevelser jeg husker. Den kunne faktisk godt være en genlæsning værd.
Send en kommentar