Store bagedag

Kæresten og jeg har afholdt store bagedag i dag, så nu er der pølsehorn til det næste stykke tid. Faktisk fik vi bagt hele 60 stk., men når vi er i gang så er det også det nemmeste at lave en større portion, for vi kender hinanden for godt og ved, at når først pølsehornene er bagt så er der rift om dem ;o) Og gode i madpakken er de jo også ;o)

Boggavekort

Mmm et boggavekort er nu en rigtig god ting. Specielt hvis man kan styre sig lidt den første gang man slippes løs i boghandlen med et sådant for, så er der nemlig gode muligheder for, at man kan vende tilbage et par gange og shoppe "gratis" bøger. Det boggavekort som jeg fik i fødselsdagsgave har jeg lige forvaltet det sidste af i dag, så nu er jeg indehaver af Særlige emner inden for ulykkesteori af Marisha Pessl. Den glæder jeg mig virkelig til at læse. Bagsiden lød spændende, og det gør den anden tekst på saxo.com også :o)

Pascal Mercier - Nattog til Lissabon

Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: Bøger med åbne slutninger er bare ikke noget jeg sætter pris på. Og en åben slutning det er, hvad Nattog til Lissabon har.
Bogen er blevet rost mange steder, men jeg er ikke enige med anmelderne. Egentlig vil jeg slet ikke anbefale Nattog til Lissabon, da der er for mange løse ender, og bogen strækker sig i mange forskellige retninger uden, at der nogensinde kommer en sammenfatning af det hele.

Pascal Mercier er et pseudonym for filosofiprofessoren Peter Bieri, og bogen har også filosofiske og tankemæssige aspekter i sig.

Nattog til Lissabon handler om gymnasielæreren Raimond Gregorius, der bor i Bern. En dag bryder han overraskende ud af sit velordnede og rutineprægede liv, ved at forlade sit liv midt i en undervisningstime, fordi han har mødt en portugisisk kvinde i byen på vej til arbejde. Gregorius køber en togbillet til nattoget til Lissabon for at finde den kvinde, som han mødte i Bern ved en tilfældighed. Det er i hvert fald, hvad han fortæller sig selv, at han vil i Lissabon. Med i bagagen i toget har han en bog af den portugisiske forfatter og læge, Amadeu de Prado. Gregorius bliver helt indfanget af det han læser i Prados bog og han må bare vide alt om den afdøde forfatter. I Lissabon opsøger han alle de mennesker, som har været en del af Prados liv, og efterhånden som bogen skrider fremad får vi flere og flere facetter at vide om Amadeu de Prados liv.
Sideløbende med Gregorius' detektiviske turné rundt i Lissabon og omegn, følger vi hans læsning af Prados bog, Ordenes guldsmed, så her er nærmest tale om en bog i bogen. Ordenes guldsmed består af nogle delvist biografiske og filosofiske betragtninger om ens egen selvopfattelse, om det at kende et andet menneske, og forstå et andet menneskes liv.

Sammenhængen i bogen lader ret meget tilbage at ønske, og jeg synes bogen strækker sig i for mange forskellige retninger i løbet af bogen, hvor det er svært at se sammenhængen til de andre ting i romanen, og der står mange åbne spørgsmål tilbage efter læsningen.
Nattog til Lissabon fik aldrig rigtig indfanget mig, og det har været lidt af en kamp at nå til vejs ende i de 478 sider. Det lykkedes dog til sidst, og det er jeg egentligt alt i alt glad for sådan så jeg fik slutningen med når nu jeg havde læst en hel del af bogen. Slutningen er dog for åben efter min smag, men man kan jo ikke være lige heldig hver gang.
Alt i alt er Nattog til Lissabon ikke en bog jeg vil anbefale.

Markus Zusak - Bogtyven

Bogtyvens fortæller er ret utraditionel: Det er nemlig selveste Døden, der fortæller historien.

Bogtyven foregår under 2. verdenskrig i Tyskland. Hovedpersonen er den 9-årige Liesel, der ved historiens begyndelse er på vej til sin plejefamilie sammen med sin lillebror. Lillebroren dør på vej til plejefamilien, hvilket medfører, at Liesel og hendes mor står af toget for at få lillebroren begravet. Det er ved lillebrorens begravelse, at Liesel første gang indleder sig på at være en bogtyv, da hun stjæler en bog, som graveren har tabt i sneen. Problemet for Liesel er, at hun ikke kan læse, så det er først senere hun finder ud af, at det er "håndbog for kirkegårdsgravere" hun har taget. At Liesel stjal bogen fra sneen bliver en indledning til en karriere, hvor hun flere gange senere bliver "forvandlet" til bogtyven.

Det er faren, Hans Hubermann, i plejefamilien, som lærer Liesel at læse, til trods for, at han selv er en elendig læser. Og det er også den fantastiske plejefar, som troligt sidder ved hendes seng hver nat, når hun plages af mareridt på grund af lillebrorens død. Til gengæld er plejemoren, Rosa Hubermann, en noget streng kvinde med et beskidt sprog, men hun viser sig at være en god kvinde, da først krigen for alvor sætter ind i Molching, udenfor München, hvor Liesels plejefamilie bor. Hans Hubermann er en virkelig god og gavmild mand, som allerede har overlevet én krig. Godheden er bare ikke altid en god ting under krigen; det er farlig at give tilfangetagne jøder brød, det er farligt at male husfacader for jøderne, og det er endnu mere farligt at skjule en jøde, Max, i sin kælder. Til trods for det gør Hans Hubermann det alligevel, og Liesel udvikler et varmt venskab med den skjulte jøde, Max.

Markus Zusak formår at gøre personerne levende, og man mærker selv, hvor meget godhed Hans Hubermann indeholder efterhånden, som historien skrider frem. Bogtyven er en alternativ måde at fortælle historien om anden verdenskrig på, fordi vi ser den gennem den 9-årige Liesels øjne, men samtidig får vi vinklen fra Døden selv. Det tilføjer romanen et ekstra frygteligt aspekt, at man er med Døden på slagmarken og i gaskamrene, når han skal samle de millioner af døde menneskers sjæle op.
Bogtyven er en god fortælling, og til trods for, at emnet 2. verdenskrig ikke er noget jeg interesserer mig ret meget for, så fandt jeg alligevel bogen spændende og vedkommende. Jeg forstår godt, at Bogtyven har fået en hel del ros, men jeg er ikke helt så begejstret som mange af anmelderne var det. Der er dog stadigvæk tale om en god fortælling, og den kan bestemt anbefales.
Bogtyven er til trods for sine over 500 sider ret letlæst, da tekststørrelsen og afstanden mellem linierne er forholdsvis stor. Og så har jeg ladet mig fortælle, at der faktisk er tale om en ungdomsroman, hvilket vel også spiller ind.

Hvad mere kan man ønske sig?

En café latte med karamelsirup, lidt chokolade og en god bog.

Hvad mere kan man ønske sig? ;o)

Kim Blæsbjerg - Rådhusklatreren

William Lundstrøm bliver født i 1970, og han vokser op på Vesterbro i København. Han er dybt fascineret af alt amerikansk, fordi hans mor, Mie, for første gang mærkede liv i maven den dag, da den første månelanding fandt sted.
I Rådhusklatreren fortæller William om sin egen og familiens historie. Den begynder i 1918, hvor Williams oldemor dør af den spanske syge, og William fortæller, hvad dette afstedkommer. Oldefar, Emmanuel, bliver familiens første rådhusklatrer, men William fortæller også om Blegdammens Rose, nedrivningen af Byggeren og general Franco.
Fokus i bogen er opvækstårene for William, lillesøsteren Nadja og efternøleren Frank. Faren er tømrer, men næsten al hans fritid går med at være opfinder. Moren er sygeplejerske, og hun er det mere faste og stabile holdepunkt i de tre søskendes liv. Omkring familien her står bedsteforældre og oldeforældre perifært, men de har bestemt også en vigtig rolle i fortællingen om familien Lundstrøm. Familiens synder og glæder optrevles og man kan næsten ikke vente på, at den næste afsløring kommer. Og der er nok at tage fat på at afsløre om familien Lundstrøm; man kommer i kontakt med både krigsforbrydelser, mord og voldtægt, men fortielser, utroskab og løgne er også en vigtig del af fortællingen om familien Lundstrøm.

Slægtfortællingen er sprudlende, og den er meget kalejdoskopisk opbygget. Det fungerer godt, men jeg savnede alligevel lidt kronologien, fordi der nogen gange springes ret meget mellem fortid og nutid. Blæsbjerg formår virkelig at få inddraget samtiden i romanen, og det er med til at have slægtsromanen til et endnu højere niveau.

Rådhusklatreren er et must read. Det er en af de allerbedste slægtsromaner jeg har læst i flere år. Der er tale om en virkelig fængslende og sprudlende roman, som kan sammenlignes med Morten Ramslands Hundehoved; forskellen er bare, at sproget i Rådhusklatreren er bedre end hos Ramsland.

Hardback eller hardback med smudsomslag? Hæftet eller paperback?

Inspireret af en anden bogblog, som jeg kom forbi kom jeg til at overveje, hvilken indbinding jeg foretrækker på mine bøger.

Havde jeg råd ville jeg klart foretrække at have alle mine bøger i en hardback indbinding, men jeg synes tit, at de er for dyre. I det hele taget synes jeg, at bogpriserne på nyligt udkomne bøger er ret høje, i hvert fald på en SU, selvom Bilkas bogshop og saxo.com dog havde en hel del konkurrence kørende om prisen på den nye af Stieg Larsson. Den var helt nede i 95 kr hos Bilkas bogshop på et tidspunkt i går, men den blev hurtig sat op igen, da saxo.com igen satte prisen op hos dem. Generelt så varer det jo sjældent så længe igen, inden der dukker en billigere hardback udgave op eller eventuelt en paperback udgave. Nogen gange er jeg bare frygtelig utålmodig, specielt hvis det er en bog jeg virkelig ser frem til at læse ;o)

Nå, tilbage til emnet: Hardbacks er klart at foretrække, fordi de holder længere, og ryggen bliver ikke nær så hurtigt ødelagt, som det kan være tilfældet med en paperback.
Fordelen ved paperbacks er, at de ikke vejer nær så meget i tasken, hvis man lige skal have en bog med til bus- eller togturen, men ulempen er så til gengæld, at en paperback hurtig bliver laset efter et par ture i tasken. Og som jeg tidligere har udtrykt, så foretrækker jeg jo, at bøgerne skal være pæne, også selvom man har læst i dem ;o)

En anden mulig indbindingsform er den hæftede. Her er også tit tale om, at prisen er ret høj, selvom der rent faktisk bare er et tyndt omslag omkring bogen med en forside og bagside, der er bukket en flap ind på. Her er det vist nærmere papirkvaliteten, der spiller ind, og medfører den ret høje pris. Generelt er jeg ikke vilde med hæftede bøger, da kvaliteten af omslaget er for lav, i forhold til den pris man betaler for bogen.

En hardback med smudsomslag er en udmærket indbinding, men jeg bliver hurtigt træt af, at smudsomslaget nemt bliver ødelagt, og tit tager jeg det faktisk af bogen når jeg læser den, fordi jeg synes det driller mig.

Jeg tror min bogsamling består af nogenlunde lige dele hardbacks og paperbacks, men der har da også sneget sig både et par hæftede ind og nogle stykker i hardback med smudsomslag.
Det foretrukne er klart hardbacks og herefter paperbacks, mens jeg er ret indifferent overfor om de sidste er hæftede eller om de er hardbacks med smudsomslag

Jeg indrømmer, at jeg ved, hvordan jeg gerne vil have det, når det gælder indbindingen af mine bøger, men det er sørme ikke altid forlagene lader mig få min vilje ;o) Nu er jeg så bare nysgerrig efter at høre, hvad I andre har gjort jer af tanker omkring det, hvis I da nogensinde har tænkt over det. Og ellers så tænkt lige over det nu, og smid en lille kommentar, så jeg kan blive klogere på om det kun er mig, der har mine favorit indbindinger ;o)

Hvad foretrækker du? Hardback, hardback med smudsomslag, hæftet eller paperback?

Yann Martel - Pi's liv

Pi's liv blev belønnet med Booker Prisen i 2002, og jeg har set mange rose romanen til skyerne. Nu var det på tide jeg selv fik den læst, men jeg er bestemt ikke så imponeret som mange andre har givet mig indtrykket, at de var.

Pi's liv handler om drengen Piscine Monitor Patel, hvis far er direktør i en zoologisk have i Indien. Pi er både praktiserende muslim, hindu og kristen, og i starten af romanen fortæller Pi om sin barndom og sine oplevelser som troende. På grund af politiske uroligheder må familien forlade landet, og den zoologiske have må afvikles. Mange af dyrene bliver solgt til zoologiske haver i USA, og disse dyr fragtes således med et fragtskib til Canada, hvor også Pi og familien er med. Desværre går skibet ned i Stillehavet efter kun få dages sejlads, og det er kun Pi og et fåtal af dyrene som kommer over i en redningsbåd. Sammen med Pi på redningsbåden er en hyæne, en orangutang ved navn Orange Juice, en zebra med et brækket ben, og en bengalsk tiger på omkring 225 kg ved navn Richard Parker. Ombord i redningsbåden udspiller der sig en overlevelseskamp af dimensioner, og efter over 7 måneder på havet driver båden i land på Mexicos kyst. Pi bliver opsøgt af nogle repræsentater fra det japanske transportministerium, der vil forhøre sig om forliset af fragtskibet, og Pi fortæller den historie man som læser lige har læst. Japanerne reagerer med skepsis, og Pi fortæller dem en alternativ version, hvorefter han forhører sig om, hvilken en af fortællingerne de finder bedst. Japanerne må jo så lægge skepsisen på hylden og indrømme, at den første fortælling er den smukkeste.

I starten af romanen, da vi hører om Pi's liv i Indien, bliver der fortalt en del om kristendom, hinduisme og islam, men det anvendes ikke senere i romanen, da Pi sidder i redningsbåden, og derfor forstår jeg ikke, hvorfor der er medtaget så meget af det.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg overordnet synes om Pi's liv, men jeg er ikke imponeret. Det er en udmærket fortælling, og jeg var bestemt også fint underholdt, men jeg tror bare der er for meget i romanen, der skal læses mellem linierne.
Alt i alt en udmærket fortælling, men jeg var ikke gået glip af meget ved ikke at læse den.

Efterårsferie

Så blev det tid for årets efterårsferie. Kæresten holder også fri, så vi skal rigtig hygge og nyde det.

Jeg er kommet godt i gang som stud.merc.aud, men det er hårdt, og der er rigeligt at se til i hverdagene. Læsepensummet til hver gang er yderligere udvidet her på kandidaten i forhold til på bacheloren, så der skal læses mere og prioriteres mere i, hvilket stof, der er vigtigt, og hvilket, der kan nedprioriteres lidt. Så efterårsferien er tiltrængt, selvom jeg vist ikke helt slipper for at læse bare lidt.

Planerne for ferien er, at min cykel skal til eftersyn, kæresten skal på fisketur nogle dage og jeg skal holde hyggedag med min mor, evt. krydret med lidt shopping ;o) Alt i alt ret få, men hyggelige planer, og ellers så bliver der jo god tid til at slappe af, hvilket er en vigtig ting ved ferie, hvis du spørger mig ;o)

God weekend til jer alle, og god ferie til dem som har det :o)

Jasper Fforde - The Eyre Affair

Hvilken total sjov bog, hvilken virkelig god bog og hvilken underholdende bog. The Eyre Affair har bare det hele. Jeg glæder mig i hvert fald over, at der er fire bøger mere i serien, så jeg ikke allerede skal sige farvel til Thursday Next nu, hvor jeg er kommet igennem den første bog i serien.

Thursday Next er datter af Wednesday Next og Colonel Next. Hendes far, Colonel, er agent i SO-12, CronoGuards, og han kan rejse gennem tid. Thursday Next har to brødre, Anton og Joffy.
Thursday Next lever i et ikke helt almindeligt England, hvor England er en republik og Wales er uafhængig. Transportformen er luftskibe, og Thursday ejer en dronte, Pickwick, som er version 1.2.

The Eyre Affair handler om den litterære detektiv, Thursday Next. Hun er på sporet af Acheron Hades, der kidnapper karakterer fra forskellige romaner, og herefter forlanger løsepenge for at sende karaktererne tilbage til romanerne. Hades kidnapper selveste Jane Eyre, og Thursday må tage turen ind i romanen for at få det hele gjort godt igen, og få repareret den skade Hades har begået ved at kidnappe Jane Eyre fra romanen.
Samtidig med, at Thursday Next må redde Jane Eyre, så har hun meget andet at se til. Hun skal forhindre, at den mand hun elsker ikke gifter sig med en anden, at hendes tante kommer tilbage fra det Wordsworth digt, hvor hun befinder sig, og hun skal finde ud af, hvem der i virkeligheden skrev Shakespeares skuespil. Samtidig skal hun kæmpe med Krim konflikten, og Jack Schitt som kommer fra det magtfulde Goliath Corporation.

Dette er virkelig en must read. Fforde formår at få alle begivenhederne til at hænge sammen på et højere plan, og i det hele taget er romanen bygget op på en måde, så det hele går op i en højere enhed. Jeg har slugt hver en side, og det har været en virkelig god læseoplevelse. Jeg glæder mig allerede til at læse de andre bøger i serien, og jeg må vist få dem bestilt hurtigst muligt, når jeg er igennem noget af det andet som ligger og venter på at blive læst.

Der kan læses lidt mere om Thursday Next her.

Og så må jeg hellere takke Emme, fordi det var hende, som med en omtale af den seneste nye bog i Thursday Next serien fik mine øjne op for Jasper Fforde. Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg har skiftet bekendtskab med ham :o)

Don DeLillo - Falling man

Det her bliver vist en af de mere underlige bogomtaler jeg har lavet her på bloggen. Falling man er egentlig udmærket, men der er bare ikke den helt store sammenhæng i begivenhederne.
Rammen for romanen er Lianne og Keith og deres parforhold. Keith var i et af tårnene i New York den 11. september 2001, men han slap levende ud, og det ligger gennem hele romanen i periferien af alle samtalerne og begivenhederne.

Bogen er sammensat af forskellige beskrivelser af Keith, Lianne og Justins oplevelser i tiden efter angrebet.
Keith opsøger Lianne, og sønnen Justin efter at han er sluppet levende ud af tårnet, men samtidig er det det, at han er sluppet levende ud af tårnet, som trigger, at han indleder en affære med en kvinde, der ligesom han selv, slap ud af tårnet i live.
Imens de voksne forsøger at få livet til at gå videre kigger Justin og hans venner i smug op i himlen for at se efter Bill Lawton, det vil sige Bin Laden.
Lianne støder flere gange på kunsteren Falling man, der hænger ud fra bl.a. broer og togbaner, på den måde, som vi har set det på det berømte billede fra dengang, hvor desperate folk sprang ud fra tårnene, og
Keith gør alt hvad han kan for at undgå at støde på den eneste af hans overlevende poker makkere.
Nogle gange i løbet af bogen skifter synsvinklen, således at vi følger en ung muslim, der hjælper med at forberede og gennemføre terrorangrebet.

Jeg læste bogen, fordi jeg læste om den her, men jeg er ikke lige så imponeret som Cyclone Bill er det. Falling man er udmærket, men jeg synes der er for lidt sammenhæng i det hele. Jeg synes sammenhængen var mere fremtrædende, da jeg læste bogen, men nu hvor jeg skal skrive en bogomtale af den, synes jeg bare jeg har fået beskrevet en masse fragmenter uden den helt store sammenhæng, og det er også den følelse jeg sidder tilbage med efter at have læst den: Den var udmærket, men jeg mangler alligevel den store gyldne sammenhæng, selvom det jo på forunderlig vis alligevel hænger sammen.
Læs den, hvis du synes bogomtalen lyder god, og ellers lad være. Jeg vil ikke umiddelbart anbefale den.

Fødselsdagspengene er brugt

I dag har jeg fået brugt gavekortene og nogle af de penge jeg fik i fødselsdagsgave. Det var skønt at kunne købe lige de ting jeg havde drømt om.

Jeg har købt et Bezzerwizzer spil og et spil Trivial Pursuit om 90'erne. Så er der et par udgaver at veksle imellem, og jeg må indrømme vi er blevet lidt bidt af det herhjemme ;o) Nu glæder jeg mig virkelig til at prøve Bezzerwizzer spillet for det lyder rigtig sjovt.

Udover de to spil har jeg købt et par bøger. Det blev til Den utrolige historie om Kavalier & Clay af Michael Chabon og Enhver af Philip Roth. Begge er bøger som jeg virkelig ser frem til at læse.

Günter Grass - Når løget skrælles

I Når løget skrælles fortæller Gunter Grass' om sine erindringer fra de tidlige drengeår, hvor krigen var en stor del af hans liv, og frem til 1959, hvor han bryder igennem som romanforfatter med Bliktrommen.
Erindringerne bliver fortalt i en vekslen mellem fortid og nutid, en klarhed og en tvivl, fordi nogle begivenheder erindres ned i mindste detalje, mens andre ting kun fremstår uklart.
Grass fortæller om sig selv, da han var en læseglad 12-årig, der drømte om at blive en del af Tysklands ubådflåde, og Grass' fortæller om sin tid i Waffen SS, om sine oplevelser under 2. verdenskrig, hvor han allerede som 17-årig endte med en granatsplint i skulderen. Grass forsøger ikke at bortforklare noget, men han påtager sig medansvaret for, hvorfor han ikke stillede nogle flere spørgsmål, og var lidt mere kritisk overfor det hele, for eksempel dengang, da hans Onkel Franz blev skudt af tyskerne, og alle tav.

Flere gange igennem bogen diskuterer Grass med sig selv, om det nu var sådan eller om det var sådan begivenhederne skete. De detaljer, følelser og tanker som man burde huske fra skelsættende øjeblikket fremstår ikke så klart i erindringen som man forestiller sig, hvilket Grass udmærket beskriver: "Når løget hakkes skæl for skæl, driver det tårer frem, som slører blikket." (s. 254).

Grass skriver på en anderledes måde end noget jeg tidligere har læst. Sproget er meget berigende, og han skriver virkelig godt. Men det krævede, at jeg kom godt ind i romanen før læsningen gled naturligt. På de første 50-60 sider måtte jeg mange gange læse nogle sætninger flere gange for at få den rette mening frem, men efterhånden som læsningen skred frem vænnede jeg mig til hans formuleringer, og herefter gled læsningen fint fremad.

Det er en rigtig god erindringsbog Grass her har skrevet, og det er en rigtig god måde, den er bygget op på, med en blanding af fortid og nutid, hvor fortidige begivenheder kædes sammen med nuværende begivenheder. For eksempel fortæller Grass om skolekammeraten, Heinrich, og i forlængelse herfra, får vi fortalt om Grass' møde med skolekammeraten halvtreds år efter, at de sidst sås.
Der er igennem hele erindringsromanen utallige henviser til de forskellige værker Grass' har skrevet, og det gjorde, at jeg fik lyst til at læse nogle flere af de romaner, han har skrevet.

Løget og insektet i ravklumpen

"Når et løg skrælles, driver det tårer frem, som slører blikket. Løget illustrerer forsøget på at genskabe et levet liv: Man ser uklart, kommer i tvivl, digter måske lidt til; når under alle omstændigheder aldrig ind til kernen af erindringerne eller sig selv. Modbilledet til løget er insektet i en ravklump, som minder om de øjeblikke, der for altid har fæstnet sig med (...) klarhed."

Citatet stammer fra bagsiden af Günter Grass' erindringer. Jeg synes symbolikken med, at erindringerne enten fremstår som lagene i løget eller insektet i ravklumpen er rigtig godt.
Det fik i hvert fald mig til at tænke over, at der bare er nogle oplevelser man erindrer klart og tydeligt, mens andre glider i baggrunden og sløres med årene. Desuden er der nogle oplevelser, hvor man husker brudstykker af dem, mens der er andre oplevelser, hvor man husker det hele ned til mindste detalje. Bagsideteksten fra Grass' erindringer er i hvert fald så sandt, som det er skrevet.

Anna Kløvedal - Bangebuks

Jeg trængte lige til lidt afveksling i læsningen af Günter Grass' erindringer, så Bangebuks af Anna Kløvedal var et oplagt valg, fordi den virkede til at være letlæst. Det var den også, og jeg har ikke brugt ret mange timer på at læse den. Alligevel var det en udmærket afveksling fra Grass' erindringer.

Lone er sidst i 30'erne, super tjekket, og har styr på både karrieren, som personalechef, og på privatlivet. Hun bor i en stor, lækker villa, sammen med hendes mand, Karsten, og deres teenagedatter, Stine.
Lone har bare et problem. Hun er altid bange - for at blive syg, for at være alene, for at køre hurtigt. Faktisk så er hun bange for alt der er uforudset. Men livet med Karsten og Stine skaber trygheden for hende, og de er grundlaget for det forudsigelige liv, som Lone prøver at skabe.
En dag sker katastrofen. Lone afslører, at Karsten er hende utro.
Lone og Karsten tager på forsoningsrejse til Thailand, men da de er på vej hjem herfra opdager Lone, at Karsten stadig har kontakten med elskerinden. Dette er dråben som får bægeret til at flyde over, og Lone og Karsten bliver skilt. Dagene efter deres hjemkomst er det dog ikke skilsmissen, men derimod to fremmede mænd, som kommer til at vende op og ned på Lones liv. Disse to mænd sætter hende i den ene angstfremkaldende situation efter den anden, men disse situationer gør også, at Lone bliver stærkere og får kæmpet imod angsten.

Bangebuks er ganske udmærket underholdning. Den er letlæst, og kræver ikke den store opmærksomhed fra læseren. Bogen har ind imellem sine spændende momenter, men den er ikke skrevet som en typisk spændingsroman. Den fanger aldrig helt, og jeg blev ikke sådan helt uha, hvad er det nu der sker, for så spændende formår Kløvedal ikke at få skrevet bogen. Men alt i alt udmærket underholdning til en togtur eller bare en hyggelig aften på sofaen :o)

Fødselsdag

Jeg blev fejret på behørig vis i går af både kæresten, familien og svigerfamilien.

Kæresten havde dækket fint morgenbord og vækkede mig inden han skulle på arbejde, så jeg kunne komme op og få lidt morgenmad sammen med ham og pakke gaver op.
Da kæresten smuttede på arbejde tog jeg lige et par timer mere på øjet, og ellers så stod jeg op og fik gjort lejligheden fin og pæn, så vi var klar til at modtage gæster om aftenen. Jeg fik desuden bagt chokoladekage, mens kæresten tog sig af bolle bagningen :o)
I går aftes havde vi så besøg af svigerforældrene, kærestens farmor og mine forældre. Alt i alt var det rigtig hyggeligt, og jeg blev beriget med en masse fine gaver, som I kan se her:
Jeg fik
Tina Dickows nye cd Count to Ten
Stribet halstørklæde
Trivial Pursuit familieudgaven
Penge
Braun stavblender
Gavekort til byens butikker
Gavekort til bøger
Fødselsdagskort
Troldekugle til mit armbånd
Customized for the Crowd trøje
Gyldendals store slankekogebog
Åkande chokolade

Alt i alt nogle rigtigt lækre ting, som jeg er sikker på jeg bliver glad for. Folk har i hvert fald lyttet til hvad jeg ønskede mig ;o)

Tak for alle jeres fødselsdagshilsner. Det varmede, at der var så mange, som kiggede forbi på bloggen og gav sig tid til at skrive en hilsen til mig. TAK! :o)

Min profil er ændret

Ændringen er bare ikke særlig stor ;o) Der har sneget sig et 3 tal ind i stedet for det 2 tal som stod der før.
Ifølge dåbsattesten så bliver jeg nemlig 23 år i dag. Ak ja, hvem der kan forstå det ;o) Men det er jo stadigvæk tættere på 20 end på 30 :oD

Bent Haller - Den ottende bonde

Den ottende bonde handler om den syvende bonde på slægtsgården Oppgård. Anton, den syvende bonde, er sidste generation på slægtgården i Nordjylland, og han er efterhånden blevet 90 år gammel. Vi hører om Antons oplevelser fra han blev født i 1917, og frem til han dør, hvor der er sket en rivende udvikling med gården og bondekulturen. I dag er maskinerne dominerende, men da Anton var dreng var det håndkraften, som måtte tages i brug. Anton har levet et slidsomt liv på gården, hvor den dominerende mor har styret Antons tilværelse og gårdens udvikling med hård hånd. Det er Antons mor, som har stået for indkøb af bil, traktorer og mejetærskere, og selvom Anton flere gange i romanen sætter sig for at nu må han slå i bordet, så bliver det aldrig rigtig nogle alvorlige slag han får slået.
Moren er ondskaben selv, og hun er ikke bange for at manipulere og fremføre løgne, så det hele kan blive som hun gerne vil have det. Anton finder sig i det, og han sørger blot for at passe sit det daglige arbejde, og så lade moren om at styre resten. Selv i Antons kærligheds liv får moren lov at bestemme...
Anton ser tilbage på livet på gården, godt hjulpet af slægtens afdøde kvinder, høvederne og grisene, specielt Særimner, som hjemsøger ham. Vi hører om dengang Anton mødtes med Ågårdens Anna under broen. Om Ingeborg, som blev fundet i gadekæret, efter at hun havde født et barn, der på mystisk vis døde under fødslen. Og om Antons kamp for at overleve efter moren er død, og den sidste pige på gården er smuttet.

Bent Haller har skrevet en fremragende slægtsroman. Den er fuld af ondskab, og man sidder løbende gennem bogen og tænker, at nu må ham Anton altså gøre alvor af det og slå i bordet overfor den styrende og dominerende mor, som igen vil forhindre Anton i det han gerne vil. Den ottende bonde er en virkelig god læseoplevelse, og der er vist ikke meget andet at sige end, at der er tale om en must read!

Opdatering: Bøger skal være pæne

Her er lige en kort opdatering på mit indlæg om, at bøger skal være pæne.
Jeg har i dag modtaget en mail fra det sted, hvor jeg bestilte bogen. De har bestilt et nyt eksemplar til mig, og fremsender det hurtigst muligt. Herefter skal jeg så bare returnere det beskadigede eksemplar, sådan så jeg ikke kommer til at skulle undvære bogen.

Det er god kundeservice! :o)

Jeg har lige haft besøg af Lene, hvilket som altid var virkelig hyggeligt :o)
Nuu må jeg så hellere få læst lidt inden kæresten kommer hjem og holder weekend sammen med mig.

Katrine Buchhave Andersen - Eva

Eva - et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx, handler om Eva, som vi følger i løbet af en enkelt eftermiddag og aften, hvor hun sidder og zapper fra det ene program til det næste på hendes 37 tv kanaler, alt imens tankerne myldrer rundt i hovedet på hende.
Vi får brudstykker fra tv programmer, og ind imellem disse program brudstykker, fremkommer Evas tanker om alt mellem himmel og jord. Eva er netop gået fra Michael og hun ligger i flytterod. Hun er ensom, og skal nu til at finde sin plads i tilværelsen igen efter bruddet med Michael.
Evas tanker handler om ret mange forskellige emner. Hun tænker på forældrene, der er blevet skilt. Faren, der herefter er blevet gift igen med en thailandsk kvinde, og moren, der er sprunget ud som lesbisk. Men Evas tanker kredser også om uddannelsesvalg og religion, så der bliver behandlet vidt forskellige emner i løbet af bogen.
I løbet af den eftermiddag og aften vi følger Eva er hun kun kort ude af sin lejlighed et par gange for at hilse på naboen henholdsvis underboen, og det er her der sker korte brud med Evas ensomhed.

Jeg blev aldrig rigtig grebet af bogen, og man skal holde tungen lige i munden for at finde ud af om vi nu er inde i et tv program eller om vi er inde i Evas tanker. Jeg har læst bogen færdig, men det var nu mest fordi jeg synes jeg burde gøre det. Bogen er ikke specielt god, og jeg vil ikke anbefale den.

Bøger skal være pæne

Der skal ikke være knækkede rygge på paperbacken, der skal ikke være bøjede, beskadigede hjørner på bogens forside og bagside, der skal ikke være skrevet i bøgerne og siderne i bogen skal ikke være præget af æselører og andre ting og sager *G* Disse kriterier gælder også for mine studiebøger - næsten i hvert fald. Studiebøgerne må der nemlig gerne skrives og streges i, men æselører, knækkede rygge og andet forefindes heller ikke på mine studiebøger.

Jeg har endda haft en underviser, der engang kommenterede, at min bog godt nok så pæn ud. Den har du da vist ikke læst ret meget i, sagde han - dog med et glimt i øjet. Og han havde faktisk slet ikke ret. Jeg havde læst det pensum jeg skulle, men jeg havde bare ikke knækket ryggen i bogen eller sørget for at mase godt ned på bogen når den var opslået så den selv kunne stå åben, ligesom de fleste andre studerende ellers praktiserer *G* Og ja, det er lige et af mine ømme punkter, at mine bøger skal behandles ordentligt :o)

Jeg går ind for at mine bøger ikke skal se ud som om der er læst i dem. Egentlig lidt mærkeligt for jeg elsker jo at læse i mine bøger, men jeg synes bare ikke, der er noget pænt over sådan en paperback, der er godt knækket i ryggen. Det er også en af grundene til, at jeg ikke er særlig god til at købe brugte bøger. Kvaliteten er næsten altid for dårlig i forhold til den, tit, ret dyre pris på de brugte bøger.

Dette indlæg er udledt af, at jeg tidligere i dag modtog en bog, der skal bruges til studiet. Prisen var enorm (846 kr. - og ja, jeg købte kun én bog!), og den havde både bøjede hjørner på hardback indbindingen, bølgede sider, og en decideret revne i ryggen af bogen. Øv, hvor er det bare irriterende at modtage sådan en bog :o( Jeg har selvfølgelig skrevet en mail til butikken, og sendt et par billeder med. Problemet er, at jeg jo netop ikke kan undvære bogen, så jeg er egentlig ikke interesseret i at sende den tilbage - i hvert fald ikke før jeg får en ny tilsendt. Men vi må se om de ønsker at hjælpe mig på denne måde. Nu har jeg i hvert fald spurgt.

Her er lige et par billeder. Så kan I jo selv vurdere om jeg er lidt for pernitten med mine bøger, og deres udseende.

Schmooze Award

Jeg har fået en Schmooze Award af min søde veninde, Lene :o)
Tusind tak søde Lene, den er jeg glad for. Specielt når man ser, hvilken beskrivelse der følger med award'en:
"Schmooze Award er prisen til bloggere som ubesværet snor deres veje ud og ind af blogosfæren og efterlader venlige spor og smil og på den måde, med glæde, skaber nye venner på vejen. De indskrænker ikke deres besøg til kun at gælde de rige og succesfulde men bruger også tid på at byde nye bloggere velkomne. De er dem som drager hinanden ind i meningsfulde samtaler og de nægter at lade sig nøje med en simpel hilsen (goddag) - i hele processen lykkes det dem at skabe en følelse af nærhed og venskab."

Anne B. Ragde - Berlinerpoplerne

Berlinerpoplerne handler om de tre brødre, Tor, Margido og Erlend. Tor er den ældste, og han bor på slægtsgården, der ligger udenfor Trondheim, sammen med sin gamle mor, og faren, der er underkuet og meget stille. Her passer Tor grisene, og lever et stille liv.
Margido er midt i halvtredserne. Han er ungkarl og bor i Trondheim, hvor han er bedemand.
Vinduesdekoratøren Erlend bor i København. Han er bøsse, og bor sammen med avisredaktøren Krumme.
De tre brødres mor får et slagtilfælde ugen før juleaften, og hun ligger for døden. De tre brødre bliver ført sammen ved deres mors dødsleje, og det er første gang i meget længe, at brødrene ser hinanden. Tors datter, Torunn, som ingen af dem knap nok kender, dukker også op.
Ved morens dødsleje kommer der en masse sandheder frem omkring familien, som tidligere har været fortiet. Disse sandheder er højst overraskende - det var i hvert fald ikke lige det jeg forventede, der endte med at blive afsløret.

Berlinerpoplerne er bygget op således, at de tre brødre og Torunn fungerer som jeg-fortællere i de forskellige afsnit bogen igennem. Det er et godt virkemiddel, fordi vi får historien fra flere vinkler, og vi får fortalt, hvad de tre brødre oplever i dagene op til, at Tor ringer og siger, at deres mor har fået et slagtilfælde.

Berlinerpoplerne er en rigtig god bog. Jeg har en svaghed for familiefortællinger, og bogens slutning er ret overraskende. Her er i hvert fald ikke tale om en forudsigelig bog.

Gåtur

Kæresten og jeg fik taget lidt billeder på vores gåtur rundt i området, hvor vi bor:
Træerne, som kun har en smule blade allerøverst i toppen danner nærmest en form for allé. Kæresten og jeg opdagede dem ret tilfældigt i går vi kom forbi og besluttede, at vi måtte vende tilbage og tage et par billeder af dem.Sommerfuglen var ikke helt med på, at vi gerne ville tage billeder af den, men til sidst lykkedes det da, at få den til at blive siddende stille på blomsten :o)Bladet taler vist for sig selv. Det må i hvert fald siges at være et tegn på, at efteråret er på vej.Dette er den lokale Fakta vognpark ;o) Der er åbenbart ret mange her i området, som ikke kan finde ud af at vognene hører til ved Fakta og ikke andre steder. Viceværterne har indsamlet vognene, så de nu står låst i vores genbrugsgård.Disse to bog lå tilfældigvis på vejen, da vi var på vej hjem af :o)

Jeg skal dog lige øve mig lidt mere i det fotografering. Hold da op, der var ret mange af billederne, som ikke var særligt gode, da vi kom hjem med dem. Men øvelse gør jo som bekendt mester, og så er det jo alligevel ret nemt med et digital kamera, så man bare kan slette løs ;o)

Nyt udseende

Jeg har rodet med at få lavet en wordpress blog, men jeg er ikke helt tilfreds med projektet, så som det ser ud nu, forbliver min blog her hos blogger.com. I stedet har jeg lige ændret lidt på udseendet her og fået implementeret et fint lille efterårsbillede øverst på bloggen, så der alligevel bliver en smule wordpress stemning over stedet *LOL*
Farverne er også blevet afstemt derefter, men jeg er ikke helt tilfreds endnu, så der sker nok lidt flere ændringer i løbet af de næste dage :o) Det bliver dog primært i farvevalget på teksten.

Jeg er endnu ikke igennem mit kæmpe læsepensum, men det går fremad ;o) Jeg vil i hvert fald nyde resten af søndagen uden, at der skal læses, så om 10 min tager jeg kæresten i hånden og smutter en tur ud i det blå <3 Solen skal nydes :o)

Go' søndag herfra :o)