Viser opslag med etiketten Dokumentar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dokumentar. Vis alle opslag

22. marts 2010

Michael Lewis - The Blind Side

Michael Lewis
The Blind Side
Norton
339 sider
14. mar-22. mar

Fantastisk fortælling fra det virkelige liv. Kæresten og jeg så filmen, som er baseret på bogen, og det var en meget stærk film. The Blind Side er historien om den fattige, sorte Michael Oher, der går fra at leve på gaden, og til at blive en del af Tuohy familien, der er rige og absolut intet mangler.

Michael Oher er søn af en alkoholisk og narkotisk mor, der har intet mindre end 13 børn. Hun er ikke i stand til at tage vare på sine børn, og Michael Oher lever on and off på gaden. Men familien Tuohy får øjnene op for Michael Oher, da han begynder på den skole, hvor Tuohy familiens børn går. Hvordan Michael Oher overhovedet kommer til at gå på denne skole er en hel historie i sig selv, men det er igen takket være et menneske med overskud til at gøre lidt ekstra, som fører til dette.

The Blind Side er dog også historien om den udvikling, som en bestemt position i NFL har været i. Det drejer sig om left tackle, der beskytter quarterbackens blinde side (deraf titlen). Og det er netop denne position Michael Oher viser sig at være perfekt til. Michael er stor - han er virkelig stor, men samtidig er han meget hurtig og har alle de gode egenskaber, som en left tackle skal have i nutidens NFL. Okay; det bliver lidt teknisk nu, hvis ikke man er bare en smule inde i NFL, men The Blind Side er læsningen værd; ene og alene for historien om Michael Oher og det store overskud som familien Tuohy udviser overfor ham.

Sandra Bullock har i øvrigt lige fået en Oscar for hovedrollen som Leigh Anne Tuohy (moren i Tuohy familien, som er den Michael Oher ender med at komme tættest på). Og det er en fuld fortjent Oscar. Filmen er simpelthen SÅ rørende, og bogen er ikke mindre rørende.

Stor anbefaling herfra

3. december 2009

Martin Herbst og Jacob Egevang - Mit livs omvej; en dramatisk rejse til Moonbevægelsens indre

Martin Herbst og Jacob Egevang
Mit livs omvej; en dramatisk rejse til Moonbevægelsens indre
Lindhardt og Ringhof
281 sider
29. nov-3. dec

Iben Melbyes roman Moonie gjorde ret meget indtryk, da jeg gik i folkeskolen og fik den læst højt. Så da jeg faldt over denne bog på bibliotekets hylde, så måtte den lige med hjem, så jeg kunne blive klogere på Moonbevægelsen, og hvad det er der driver folk og gør, at de bliver tiltrukket af sekter sådan generelt. Og det klarer denne bog faktisk ret godt.

Mit livs omvej handler om Martin Herbst, der var medlem af Moonbevægelsen i næsten 20 år. I dag er han præst i den danske folkekirke og bor sammen med den kone, som Moon udvalgte til ham, da Martin var 22 år gammel.
I de næsten 20 år, hvor Martin er moonie, er han utrættelig, når der skal fundraises og hverves medlemmer til bevægelsen. Med sin iver for at frelse verden, ender Martin med at blive sektens leder i Slovenien og han er på vej mod den europæiske top i den internationale bevægelse. Martin beslutter sig dog i stedet for at tage til USA, og få en uddannelse på Moonbevægelsens universitet. Men det er her hans verden krakelerer og alle de uhyrlige sandheder om hovedkvarteret i New York åbner sig for Martins øjne. Og det bliver her, at enden på hans tid som moonie er kommet.
Moonbevægelsen griber ind i Martins liv på mange måder, bl.a. ender Martin og Yuriko, Martins kone, med at bortadoptere deres førstfødte søn til et barnløst par i bevægelsen.

Det er en meget spændende historie, der bliver fortalt i Mit livs omvej. Man får en grundig indsigt i Moonbevægelsen, hvordan denne fungerer, og hvordan medlemmerne i større eller mindre grad bliver udnyttet og arbejder meget hårdt. Martin er ikke kommet sovende til sin position i bevægelsen, men i det hele taget er han den meget arbejdsomme og kæmpende type.
Det er interessant at læse om Martins bevæggrunde for at blive en del af sekten, men det er bestemt også interessant at læse om, hvordan det hele så ser ud på den anden side af bordet, da han først er på vej ud og efterfølgende er ude af bevægelsen.

Vil man gerne vide mere om moonbevægelsen, så er Mit livs omvej et ret godt sted at starte.

9. november 2009

Julia Lahme - Hvor lagde jeg babyen?

Julia Lahme
Hvor lagde jeg babyen?
Pretty Ink
279 sider
6. nov-8. nov

Julia Lahme fortæller om ventetiden lige før hun bliver mor til Elias og om tiden efter hun er blevet mor til Elisa og indtil han er 8 måneder gammel. Bogen er delt op uge for uge, så man følger den lille familie, der også består af far Johan.
Alle glæderne ved at være mor bliver omtalt i bogen, men de knap så sjove ting bliver bestemt også omtalt, hvilket gør, at bogen ikke ender med at give et rosenrødt billede, men nok nærmere et mere realistisk billede af, hvordan det er at være mor, og hvor hårdt det kan være ind imellem.

Jeg er ikke ligefrem målgruppen, men det kan da være jeg får brug for noget af det en dag. Hvor lagde jeg babyen er vist mest en fortælling for dem som er mødre, hvad enten børnene er unge eller gamle.
Jeg var mest af alt nysgerrig efter at se, hvad al den virak omkring bogen var for noget - og det har jeg så konstateret nu.

Og herefter går læsningen videre til Imprimatur af Monaldi og Sorti. Den har jeg set mere frem til, og til trods for, jeg kun har læst de første 50 sider, så ved jeg allerede nu, at det tegner til at blive rigtig god underholdning. Jeg må videre med læsningen :-)

7. juli 2008

Naomi Klein - No Logo

Naomi Klein
No Logo - Mærkerne, magten, modstanden
Klim
542 sider
24. juni-2. juli

No Logo handler om mærker, altså brands, såsom Nike, Shell og Adidas. Bogen fortæller om mærkevarernes verden, om hvordan mærkevarernes budskaber formidles til forbrugerne, om hvordan arbejdskraften i tredjeverdenslandene udnyttes og om hvordan, der er organisationer, som kæmper imod mærkevarerne og deres magt i samfundet.
Man får et indblik i, hvordan mærkerne bliver markedsført og hvordan forbrugerne "lokkes" til at købe varerne. Men man får bestemt også et indblik i den mørke bagside ved produktionen af disse mærkevarer. Her udnyttes arbejdskraften i bl.a. Kina og Japan, hvor arbejderne får en ussel løn og meget dårlige arbejdsvilkår, selvom mærkevarerne så sælges til styrtende høje priser i de vestlige lande.

No Logo giver et spændende indblik i de situationer, som har været oppe i medierne i 90'erne, hvor specielt mærket Nike var skydeskive for megen kritik pga. arbejdernes meget dårlige arbejdsvilkår og usandsynligt dårlige løn. No Logo fik i hvert fald mig til lige at tænke en ekstra gang over, hvordan det egentlig er vi behandler de mennesker, som producerer mærkevarer til det vestlige samfund, og jeg tror bogen kan fungere som en øjenåbner for ret mange.

Et kæmpe irritationsmoment i bogen er dog, at alle (ok, måske var der få som passede, men det var sikkert rent held) sidetalshenvisninger til billeder eller tabeller i bogen er forkerte... Sådan noget sender man altså ikke på gaden uden at rette det. Tsk tsk. Det virker som om de bare har benyttet sidetallene fra den første udgave af bogen, men så lige glemt, at de har givet bogen et nyt layout, så sidetallene har forskubbet sig. Det må kunne gøres bedre!

13. januar 2008

Peter Øvig Knudsen - Blekingegadebanden 2: Den hårde kerne

Peter Øvig Knudsen
Blekingegadebanden 2: Den hårde kerne
Gyldendal
526 sider
4. jan-12. jan

Fortsættelsen til Blekingegadebanden 1: Den danske celle, er næsten lige så god som forgængeren.
I bind 2 er vi nået frem til 1980'erne, hvor det er en lille tæt sammenknyttet inderkreds i Kommunistisk Arbejdsgruppe, KA, der står for at planlægge og gennemføre en række af danmarkshistoriens store kup. Der er bl.a. tale om julekuppet i Daells Varehus og rullestolsrøveriet i Herlev. I denne periode af 1980'erne hvor røverierne begås er de centrale medlemmer af gruppen overvåget af efterretningstjenesten, men alligevel bliver de ikke afsløret.
Gruppen begår i 1983 et røveri mod en pengetransport i Lyngby. Dette røveri er kriminalpolitiet tæt på at opklare, men i al hemmelighed, selv for de centrale efterforskere, bliver efterforskingen stoppet fra Justitsministeriet, som ganske enkelt undlader at videresende vigtige papirer til udlandet, og så ellers bare indgår en aftale med de franske myndigheder uden at informere kriminalpolitiet yderligere.
Et planlagt kidnapningsforsøg af en svensk milliardærsøn, som skal skaffe 300 mio. kr. til PFLP, bliver beskrevet ned til mindste detalje i bogen, hvilket sådan set er fint; der er bare nogle andre ting hvor der mangler detaljer. Rullestolsrøveriet i Herlev i 1986 er en af de episoder, hvor detaljerigdommen bestemt ikke er overvældende. Det samme gør sig gældende for selve Købmagergaderøveriet mod postkontoret i Købmagergade i København i 1988, hvor planlægningen nøje beskrives, men hvor selve udførelsen og ikke mindst, hvem der affyrede det dræbende skud mod den unge politibetjent, Jesper Egtved Hansen, ikke levnes mange sider i bogen. Umiddelbart kan man selv ræsonnere sig frem til, at der er to muligheder for, hvem det var der affyrede det dræbende skud, men dette bruges der ikke én linie i bogen på at diskutere.

En af de virkelig gode ting ved Blekingegadebandens bind 2 er, at Peter Øvig Knudsen har snakket med et af de tidligere medlemmer af gruppen, som fortæller om baggrunden for hvorfor de handlede og gjorde som de gjorde, og hvad der fik dem til det. Det er bestemt et stort plus ved bogen.

Peter Øvig Knudsen har fået kritik for, at Blekingegadebanden 2 er for detaljeret, men jeg kunne nu sagtens have brugt nogle flere sider angående diskussionen omkring, hvem der affyrede det dræbende skud, og angående den efterfølgende retssag mod gruppens medlemmer, som behandles på kun omkring 50 sider.
Desuden kunne det være interessant, hvis der var blevet gravet lidt mere i, hvorfor gruppen ikke tiltales efter den dagældende terrorparagraf, § 114, i straffeloven, men det er selvfølgelig svært at få meget information når flere centrale personer i retssagen enten er døde eller ikke ønsker at udtale sig.

Blekingegadebanden 2 indeholder en tidslinie, hvilket jeg synes kunne have været brugbart allerede i bind 1. Det er unægteligt lidt nemmere lige at skabe sig et overblik ud fra den fremfor at sidde og bladre løs i bogen, fordi man lige mangler et overblik.

Blekingegadebanden 2 er på ingen måde dårlig, og den holder det høje niveau fra 1'eren. Eneste kritikpunkt fra mig er, at jeg gerne så flere detaljer i beskrivelsen af nogle af røverierne og den efterfølgende retssag mod medlemmerne af Blekingegadebanden.

5. januar 2008

Peter Øvig Knudsen - Blekingegadebanden 1: Den danske celle

Blekingegadebanden står ikke bare bag røveriet mod postkontoret i Købmagergade og drabet på en politibetjent i 1988.
Det hele starter sidst i 1960'erne hvor Gotfred Appel og Ulla Hauton, der er kommunister, starter en gruppe KAK, Kommunistisk Arbejdskreds, hvor en gruppe unge mennesker deltager i kommunistiske aktiviteter, og hvor flere af dem sendes til en militær træningslejr hos Folkefronten til Palæstinas befrielse, PFLP.
Det centrale medlem i KAK er Holger Jensen, der fungerer som Appels højre hånd. Han er til daglig brandmand og han står i over 10 år i spidsen for alle de kriminelle og illegale aktiviteter der foregår.
I 1970'erne leverer gruppen våben og penge til PFLP ved at udføre en masse store kup i Danmark - kup som politiet aldrig har kunnet opklaret. Den danske celle samarbejder med internationale grupper, bl.a. Baader-Meinhof-gruppen, Carlos Sjakalen og De Røde Brigader.
I løbet af foråret 1978 er der utilfredshed med ledelsen i KAK, og nogle af de centrale medlemmer, heriblandt Holger Jensen, bryder ud og starter KA, Kommunistisk Arbejdsgruppe, som viderefører de illegale aktiviteter som hidtil foregik i KAK, og de opnår igen kontakt med PFLP - takket være Holger Jensen.
I 1980 stopper Holger Jensens karriere i KA dog brat, da han bliver dræbt i en voldsom trafikulykke. Han er på dette tidspunkt ude i et ærinde, hvor han på en vigeplads tæt på Bilka i Tilst ved Århus og tæt på Provinsbanken kan holde øje med hvad der foregår.

Peter Øvig Knudsen har skrevet en meget spændende bog, som er virkelig anbefalelsesværdig. Der er mange detaljer med, og historien er virkelig gennemarbejdet ned til mindste detalje. Desuden er det virkelig et plus, at han, hvor der er flere versioner af historien, har taget dem alle med, således at man selv kan tage stilling til, hvilken af dem man tror på.
Jeg glæder mig allerede til at komme i gang med at læse Blekingegadebanden 2!