20. august 2007

Nicholas Stern - The Economics of Climate Change

Jeg fik blod på tanden til at læse mere om klimaændringerne efter, at jeg havde læst Al Gores bog, En ubekvem sandhed. Jeg faldt derefter tilfældigvis over Sterns rapport på biblioteket, og da den er på et noget højere niveau end Al Gores kom den med hjem.
The Economics of Climate Change har været spændende læsning, og jeg er bestemt blevet klogere bogen igennem. Desuden har det været en fed oplevelse, at se nogle af de økonomiske teorier, jeg har lært, blive anvendt i praksis. Nogle af afsnittene i bogen har jeg blot skimmet, men jeg har vel nærlæst omkring 400-500 af siderne.
Hovedbudskaberne i rapporten er, at der skal sættes ind overfor klimaændringerne NU, at der skal udarbejdes en fælles strategi for verden som helhed, at omkostningerne til reduktion af drivhusgasserne vil udgøre omkring 1 % af det globale BNP og at udviklingen i klimaet de næste 10-20 år vil påvirke fremtidens klima i mange år frem.
Omkostningerne til bekæmpelse af udledningen af drivhusgasser kan holdes på et rimeligt niveau, hvis der her og nu sættes ind overfor klimaændringerne. Des længere tid vi lader stå til og intet gør for at forhindre udviklingen, des højere vil omkostningerne blive den dag der skal gøres noget ved klimaændringerne.

Det er en spændende rapport som Stern her har offentliggjort, og faktisk var det optimistisk læsning. Ifølge Stern er det i hvert fald endnu ikke for sent at gøre noget, men hvis ikke vi snart kommer ud af starthullerne og får taget hul på problematikken omkring det globale klima, så kan vi risikere, at der sker store omvæltninger på jorden, som vil påvirke mange millioner mennesker i al fremtid.

19. august 2007

Sam...

... det hedder den lille hundehvalp, som mine svigerforældre fik i går. Den er dælme nuttet, men også en lille bisse ;o) Og hold da op, man skal være på stikkerne, når man skal holde øje med sådan en lille størrelse :o) Men sød det er den og jeg glæder mig allerede til næste gang vi kan lege med Sam <3

15. august 2007

Inge Eriksen - En kvinde med hat

En kvinde med hat handler om Ida Francesca Vargas Frandsen, der vokser op i efterkrigstidens Ålborg. Faren er politibetjent, mens moderen er modist. Ida Francescas far har spansk blod i årene og under krigen var han i kz-lejr, hvilket påvirker Ida og familiens liv.
Vi følger Ida fra hun er 15 år i 1950 og indtil 2005. Ida bliver student og efter studentereksamen tager hun til Spanien for at besøge dele af familien i Málaga. Herefter læser hun til ingeniør i København, hvilket altid har været Idas drøm. Da faren dør flytter Ida tilbage til Ålborg, hvor hun bliver gift med Ulrik, der er en del af vinhandlerdynastiet Kruse. Ida får et tæt forhold til sin svigermor Alba, der som ung giftede sig med en tysk operasanger, der viste sig at være nazist.
Vi følger de to familier, Kruserne og Vargas'erne, og vi hører om de forskellige medlemmers liv og levned set gennem Ida Francescas øjne.

En kvinde med hat er udmærket, men det er ikke en page turner. Jeg synes aldrig rigtig, at handlingen fik mig indfanget, så jeg blev grebet og lige måtte vide, hvad der skete på de følgende sider.
Et lille kritikpunkt er, at "stamtræet" for de to familier burde indlede romanen. Jeg opdagede dem først ved en tilfældighed, fordi jeg fik bladret om bagerst i bogen. Og der er brug for en oversigt over personerne, da der optræder forholdsvis mange ved navns nævnelse inden man har fået relationen mellem Ida Francesca og pågældende person forklaret.

13. august 2007

Kamera

Kæresten og jeg har i længe snakket om, at vi burde se at få købt et lækkert kamera. Det er sådan noget som er rart at have, men vi har udskudt købet i længe, hvor vi ikke har fået det købt.

Men nu er der endelig sket noget. Vi er blevet indehavere af et Canon EOS 400D. Og det er dælme et lækkert digitalt spejlreflekskamera, som kan en masse ting.
I de halvanden uges tid vi har haft kameraet er det blevet flittigt brugt, og jeg er sikker på, at vi også nok skal få det brugt en masse i fremtiden.

12. august 2007

Hvilken dejlig weekend

Sikke en dejlig weekend kæresten og jeg har haft. Fredag, da kæresten fik fri fra arbejde, lagde vi ud med et 25 års jubilæum i det firma, hvor vi arbejder. Der var en masse lækker mad, og vi fik hygget os i kollegaernes selskab.
Lørdag var vi til fest sammen med nogle af kærestens venner. De har lavet en tradition med at mødes 3-5 gange om året, og så skiftes folk til at arrangere det. I går var det så en af kærestens venner og os som stod for arrangementet. Vi havde planlagt en grillaften med en masse lækker mad, så det meste af lørdagen gik med at få skåret salat, få marineret kød og i det hele taget bare få gjort klar til folk dukkede op kl. 17. Vi fik grillet og hygget os, om end vi måtte sidde indenfor, da det slet ikke var varmt nok til at sidde udenfor. Alt i alt var det en virkelig hyggelig aften, og vi ser frem til næste gang :o)
I dag har vejret dog virkelig artet sig fra den gode side. Vi sov længe, men besluttede vi hellere måtte komme på en gåtur for lige at blive bare lidt mere friske. Vejret var fremragende, så vi endte med at tage et smut ud i Vognsbølparken. Vi medbragte et tæppe, et par puder, noget koldt at drikke og lidt læsestof. Og så har vi ellers ligget derude og hygget os det meste af eftermiddagen. Nu har vi lige spist aftensmad, og snart går weekenden på hæld, hvilket egentlig ikke gør noget når nu vi har haft sådan et par hyggelige dage.

Jeg holder fri i disse uger, og nyder sommerferien, selvom jeg dog også snart ser frem til at komme i gang igen. Der er dog lige nogle uger endnu, da semestret først starter 1. sep. Det falder jo så på en lørdag, og jeg har først timer om tirsdagen, hvilket alt i alt betyder, at jeg altså først starter igen den 4. sep.
I næste uge skal der dog bestilles bøger til det kommende semester, og jeg skal en tur til Kolding for lige at finde ud af, hvor lang transporttid der er, og hvor lang tid det tager at gå/køre til uni. Jeg skal jo nødigt komme for sent til forelæsningerne den første dag ;o) En af dem jeg har gået på hold med, da jeg læste min bachelor, skal jeg også gå på hold med her på kandidaten, så vi har besluttet, at vi tager en tur til Kolding sammen. Det skal nok blive hyggeligt.
Ellers så skal ugen gå med venindebesøg, spisning hos min mor og fødselsdag.

8. august 2007

Spacemermaid - 1001 tårs tøsetanker

Her er tale om den første danske weblog, som nu er udkommet i bogform, og dermed er det Spacemermaid alias Charlotte Heje Haases liv, som vi får lov at følge.
Konceptet er ret Nynne-agtigt - 1001 tårs tøsetanker er i dagbogsform og Space er lige så uheldig som Nynne og har problemer med at finde den rette mand at bruge sin tid på. Jeg synes dog umiddelbart bogen er præget af mange gentagelser, idet der sker det, at Space forelsker sig i mand, Space er sammen med mand og er i tvivl om, om mand føler det samme som hende, og så ender det ud i, at mand og Space ikke ses mere.
Der er helt bestemt sjove passager i Spacemermaids bog, og det er lige sådan en gang letlæst læsning, som passer til en tur til stranden eller lignende.
Udmærket underholdning, som man ikke behøver at tænke nærmere over. Og det kan bestemt være befriende ind imellem.

Handlingen er bygget op omkring den 27-årige Space, der har en masse planer for karrieren og en hel del krav til kærligheden. Det er bare ikke nemt, når karrieren ikke ligefrem går fremragende, og at man ikke kan finde ud af det med mænd. Og så er Space afhængig af pingvinstænger. Gad vide hvilken slags hun foretrækker? ;o)
I 1001 tårs tøsetanker får man lov at være fluen på væggen i Spacemermaids liv, og i det hele taget er det ret underholdende. Space formår i hvert fald at få problemerne med kærligheden, festerne med alkohol ad libitum og de pinlige episoder på jobbet beskrevet med en cool ironisk distance.

5. august 2007

Mark Haddon - Den mystiske sag om hunden i natten

Her er tale om en sød lille roman om den 15-årige dreng Christopher Boone, der lider af Aspergers syndrom, som er en form for autisme, hvilket gør, at han ikke bryder sig om, at folk rører ved ham. Christopher bor i en lille by sammen med sin far. Han forstår ikke metaforer, ironi og ansigtsudtryk og han hader farverne gul og brun. Til gengæld så elsker han matematik, logik og sandheden. Lister er desuden også et hit.
En dag finder Christopher genboens hund, der er blevet myrdet med en greb, og han sætter sig for at ville finde gerningsmanden. Efterforskningen af mordet sender Christopher ud på en rejse til London gennem en verden, som han ikke forstår pga. hans autisme. Denne rejse begiver Christopher sig ud på til trods for sin angst for fremmede mennesker og fremmede steder. Rejsen fører godt nok Christopher til målet og dermed løsningen på mordgåden, men den medfører også store omvæltninger for ham, og han finder ud af, at det ikke altid er sandheden, som folk fortæller ham, selvom han altid selv er ærlig.

Den mystiske sag om hunden i natten er i stil med Naiv.Super af Loe, og den er ligesom denne også hurtigt læst. Der er tale om en lille hyggelig bog, og det er bestemt en læseoplevelse jeg ikke ville have været foruden.
Det er Christopher, der er jeg-fortæller i bogen, og teksten bærer derfor præg af, at den er skrevet af en autistisk dreng. Sproget er enkelt, men alligevel formår bogen at beskrive, hvordan det er at være Christopher, hvordan han tænker og hvorfor han reagerer som han gør, i de forskellige situationer. Disse beskrivelser er overbevisende og man bliver grebet af bogen når man først er i gang med den. Christopher formår at beskrive sit univers på sin helt egen måde, og jeg synes det er det som gør bogen både sød, men også vedkommende.

Læs den på en dag eller to og bliv en lille god, sød og hyggelig læseoplevelse rigere :o)

4. august 2007

Nick Flynn - Endnu en lortenat i en røvsyg by

Nick Flynn har her skrevet en erindringsbog om sit turbulente liv og den manglende base i barndommen. Da Nick Flynn er 27 år arbejder han på et herberg for hjemløse i Boston, og her møder han tilfældigt sin far, som han knap nok kan huske at have set tidligere. Nicks far, Jonathan, søger logi på herberget, hvor Nick arbejder. Igennem bogen fortæller Nick om barndommen, ungdommen og voksenlivet, hvor han skiftevis har boet på en gammel båd og ovenpå en nedlagt stripbar.
Endnu en lortenat i en røvsyg by er bygget om således, at der veksles mellem kortere og længere glimt fra forskellige begivenheder og oplevelser i Nicks liv. Vi får fortalt om opvæksten med broren og moren, der forsøgte at holde sammen på familien til trods for de skiftende kærester.

Endnu en lortenat i en røvsyg by er hurtig læst, og jeg synes ikke umiddelbart den er værd at ofre mere tid på end det. Handlingen er visse steder ret barsk og et eller andet sted kan jeg ikke undgå at føle med de mennesker, som lever på gaden, selvom mange af dem selv på en måde har taget en beslutning om, at de gerne vil leve på gaden. Men bogen gør klart indtryk, og man får et indblik i, hvordan det er at leve på gaden, og ikke mindst hvordan det er for Nick at opleve, at hans egen far er hjemløs og alkoholiseret og rent faktisk har brug for den hjælp som Nick og de andre frivillige yder.
Her er tale om en udmærket bog, men heller ikke mere end det.

3. august 2007

David Mitchell - Black Swan Green

Året er 1982. Den 13 årige dreng Jason Taylor bor i Black Swan Green, en rigtig kedelig by i England, som ikke har en eneste svane til trods for navnet. Han har tre hemmeligheder: Han stammer, han har ødelagt sin farfars armbåndsur og han skriver digte til kirkebladet under pseudonym.
Jasons familie er ved at gå i opløsning, fordi Jasons storesøster skal til at flytte hjemmefra. Hans forældre skændes meget, og Jason kategoriserer disse skænderier på en skala fra et til fem. Det er dog mere hierarkiet og statusen i skolegården som betyder noget for Jason, og han prøver desperat at blive mere populær.
Vi følger Jason i 13 forskellige episoder i hans 13 årige liv, som primært er domineret af bøller, men som også handler om venskaber, piger, Falklandskrigen og sigøjnere.
Black Swan Green handler kort sagt om det at finde et ståsted og sin plads i verdenen i overgangen fra barn til teenager.

Bogen har fået meget ros, men jeg synes ikke den var fantastisk. Jeg tror dog det er på grund af, at jeg havde nogle andre forventninger end bogen kunne indfri. Mit umiddelbare indtryk var, at bogen og de forskellige episoder var mere sammenskrevede end de viste sig at være, da jeg læste bogen.
Black Swan Green er en udmærket bog, og jeg synes den fanger problematikken omkring barn/teenager godt. Og så er Jason beskrevet, som en rigtig sympatisk fyr, man ikke kan andet end at elske.

29. juli 2007

Jens Smærup Sørensen - Mærkedage

Omdrejningspunktet i bogen er tre mærkedage, nemlig en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en tresårs fødselsdag i 2003. Disse tre begivenheder i Staun danner baggrunden for historien, og det er til disse tre fester, at vi møder de to familier fra Bisgaard og Kristiansminde, som bogen er bygget op omkring. Vi møder personerne i forskellige aldre til de tre fester, og vi får indtryk af de forandringer, der er sket i samfundet. Og vi får fortalt om en masse minder, som de forskellige har om hinanden, så det hele bliver spundet sammen i en form for net.
Mærkedage er fuld af rigtig mange personer, og det gælder om at holde tungen lige i munden for at holde rede på dem alle sammen. En gang imellem synes jeg dog desværre, at jeg mistede tråden i alle de personer, og hvordan det nu lige var de hørte sammen familiemæssigt.
Fortællestilen er ret anderledes i forhold til mange andre bøger. Der er en alvidende fortæller, som springer fra den ene til den anden person, og meget af historien fortælles som en form for indre monologer. Det er også primært via de indre monologer, at vi får et indtryk af, hvordan personerne i bogen er.

Jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg synes om Mærkedage. På den ene side er der tale om en god bog, hvor det fungerer rigtig godt med den alvidende fortæller, og det, at der er taget udgangspunkt i tre begivenheder, som danner baggrunden for resten af historien. På den anden side så synes jeg personvirvarret på visse tidspunkter er for meget, og det er altså svært at holde rede på. Jeg synes der med fordel kunne have været et stamtræ, men jeg er faktisk i tvivl om, om der er det i den udgivne udgave, men at det er "blændet af" i biblioteksudgaven, fordi den er blevet indbunden.
Umiddelbart er Mærkedage ikke en must read, men har man ikke andet at læse, så kan Mærkedage bestemt sagtens bruges som underholdning.

28. juli 2007

Endelig kom brevet

I går modtog jeg det længe ventede brev om, at jeg er optaget på den kandidatuddannelse jeg har søgt, nemlig cand.merc.aud. Umiddelbart var det en formsag at blive optaget, men det er nu skønt at få det sort på hvidt, og at kunne konstatere, at det bliver to dage pr. uge jeg skal på uni. Det er jo nærmest ren luksus, selvom der jo selvfølgelig er en masse læsning ved siden af.

Så nu kan jeg altså officielt kalde mig stud.merc.aud og glæde mig over, at der stadigvæk er en måneds sommerferie tilbage, som jeg kan nyde. Meget af den kommer dog til at gå med arbejde men bare det, at man har fri, når man har fri fra job, er rart. Der er ikke hele tiden lige lidt læsning eller andet at tænke på. Det er en skøn følelse, som jeg nyder hvert år, når der er dømt sommerferie fra uddannelsen.

25. juli 2007

Der holdes ferie endnu...

... og vi nyder det selvom vejret sørme godt må se at blive bedre. Jeg har dog næsten lige set vejrudsigten, og det tyder ikke på, at vejret når at blive bedre inden ferien desværre er ovre på mandag.

I lørdags fik jeg købt den nye Harry Potter bog, Harry Potter and the Deathly Hallows, men den er endnu ikke læst. Jeg vil gerne læse dem alle inden jeg læser den sidste, men jeg glæder mig. Jeg har efterhånden luret på flere forskellige bloggere, at den sidste Harry Potter bog er god og hæsblæsende. Men der er heldigvis ingen der har afsløret nogen detaljer for mig :oD

I går, tirsdag, var kæresten og jeg et smut i Tyskland for at handle lidt sodavand og øl. Og en smule slik blev det også til.

I dag har vi så fejret svigermor, og jeg har været et smut på besøg hos Lene og Anne for at aflevere lidt Tysklands indkøb. Det var hyggeligt, og så fik jeg jo lige set. hvor stærkt det går med Anne. Det skriver jeg vist efterhånden hver gang jeg skriver om hende, men det går altså også bare stærkt *LOL*

Resten af ferien skal gå med en tur på besøg i svigerforældrenes sommerhus, og derudover bliver der nok tid til et smut på biblioteket og en tur ind i byen for at shoppe lidt.

24. juli 2007

Zadie Smith - Om skønhed

Om skønhed er Zadie Smiths hyldest til E.M. Forsters 'Howards End' og hovedpersonen i Om skønhed hedder netop også Howard Belsey.
Howard er en hvid engelsk kunsthistoriker, som underviser på det amerikanske universitet, Wellington. Han er gift med den afroamerikanske Kiki fra Florida, der arbejder som sygeplejerske på det lokale hospital. Howard og Kiki har sammen tre teenagebørn, Jerome, Zora og Levi. Howard er ved at skrive en bog om Rembrandt, men arbejdet er næsten gået helt i stå, og samtidig har Howard haft en affære med en af hans og Kikis gamle venner, hvilket er ved at ødelægge hans ægteskab fuldstændig.
Krisen bliver dog fuldendt, da Howards ærkerival, Monty Kipps, som også er kunsthistoriker og Rembrandt ekspert, bliver ansat på det samme universitet som Howard.
De to familiers liv bliver viklet ind i hinanden på alle mulige og umulige måder, og flere gange tænker man, nu kan det ikke blive værre, og alligevel så sker der lige endnu en ting, som ikke just forbedrer forholdet mellem familien Belsey og familien Kipps.

Titlen på romanen, Om skønhed, hentyder til personerne i bogen, som alle på en eller anden måde beskæftiger sig med skønheden, hvad enten det er i forbindelse med kunst, poesi, musik, men bestemt også i forbindelse med den ydre og indre skønhed, som ethvert menneske har, og den kærlighed, som man har til sig selv og hinanden, og dem man omgiver sig med.
Samtidig indeholder romanen dog også det modsatte aspekt af skønheden, nemlig synden, som primært kommer til udtryk gennem utroskabet, som er et gennemgående emne i det meste af romanens mange sider.

Zadie Smith har gjort det igen. Om skønhed er MINDST lige så fantastisk som Hvide tænder. Her er tale om en murstensroman på næsten 600 sider, men den sluttede alt for tidligt. Jeg har slugt siderne, og nydt hver og en af dem. Læs den hurtigst muligt. Her er virkelig tale om en fantastisk læseoplevelse, hvor sproget er sprudlende og præget af humor, men sproget er stadig letlæseligt og man flyver gennem siderne.

19. juli 2007

Ferie er skønt :o)

Kæresten og jeg nyder ferien i stor stil. Vi er så heldige, at vi her i ferien har en bil til rådighed, således at vi kan komme lidt rundt i Danmark og generelt giver bilen jo bare lidt større frihed.
Lørdag og søndag gik med afslapning, hvilket jo bestemt ikke var nogen dårlig måde at indlede ferien på :o)

Mandag var vi et smut på fisketur, det vil sige kæresten fiskede, og jeg tog en bog med og sad på en bænk og læste i det gode vejr. Rigtig hyggeligt, og bestemt noget jeg tror vi kommer til at gøre igen snart, hvis tiden og muligheden byder sig. Om aftenen var jeg på café Cozmo med min veninde. Det var som altid rigtig hyggeligt, at være i hendes selskab. Lige så tilfreds som vi var med Cozmo sidste gang vi var der, lige så utilfredse var vi i mandags. Der var allerede fra kl. 20 en stemning af, om vi ikke bare snart kunne gå, så de kunne få lukket og holde fri. Så vi gik faktisk før vi havde planlagt at tage hjem, fordi vi ikke følte os velkomne. Men så fik vi gået en tur i byen hvilket jo bestemt heller ikke var nogen dårlig ting.

Tirsdag var kæresten og jeg en tur ude at handle, og om eftermiddagen tog vi et smut ind i byen. Jeg fik handlet et par bøger eller fem ;o) Det blev til
Henning Mankell: Hundene i Riga
Henning Mankell: Den hvide løvinde
George Orwell: 1984
Erlend Loe: Naiv.Super
Sanne Munk Jensen: En dag skinner solen også på en hunds røv

Onsdag var vi en tur i Blåvand og Vejers, og Skallingen fik vi også besøgt. Det var en hyggelig tur ud i det blå hvor vi egentlig bare kørte lidt rundt på må og få.

I dag, torsdag, har vi så været en tur på café og vi fik da også kigget lidt på nogle af byens butikker. Jeg fik købt en mælkeskummer, så jeg forhåbentligt kan lave nogle (endnu) lækre cafe latte derhjemme end jeg har gjort hidtil. Nu skal det i hvert fald prøves. Og den var ikke så dyr, så hvis ikke det er et hit, jamen så går det nok. I aften har vi været til grill hos svigerforældrene, hvilket også var virkelig hyggeligt.

Fælles for alle dagene er at jeg får læst en masse, slappet af og set en hel del Tour de France.
Nu slappes der af, og snart kalder sengen og dynen, så vi er klar til en hyggelig dag igen i morgen.

Christian Mørk - De ti herskere

I 1349 beordrer Dogen Dandolo og hans vasal Enzo Andiolini, at personer, som er kritiske eller fjendske overfor Republikken Venedig, skal myrdes, og det er dette scenarie, som er baggrunden for historien i De ti herskere, som udspiller sig i starten af det nye årtusinde.
Rundt om i byen er der opsat kasser, hvor byens stikkere kan angive personer, som så kort tid efter figurerer på en liste sammen med en masse andre, som har måtte lade livet pga. et magtspil.
I 2001 kommer Victor Tallent, en ung planteforsker, på denne liste, da han har begået den forbrydelse, at han vil udvikle en risplante, som er modstandsdygtig overfor ekstreme vejrsituationer og som kan forbedre fødevaresituationen i den tredje verdens lande. Da Victor er i Venedig for at holde et foredrag om hans nye opdagelse møder han den unge og blinde Arabella, som han forelsker sig i. Dette møde viser sig at være skæbnesvangert, og Victor hvirvles ind i en lang række begivenheder.
Det overordnede tema i romanen er, at intet i virkeligheden er, som det ser ud til at være. Dem som man tror er ledere, viser sig at være styret af nogle højere oppe i hierakiet, hvilket i romanen viser sig at være de ti herskere, som siden middelalderen har ladet deres hemmeligheder og magt gå i arv. De ti herskere udnytter enhver chance til at få personer, som er ved at rykke magtbalancen, med ind i deres netværk af hjælpere, og Victor undgår heller ikke at blive trukket ind i De ti herskeres ældgamle organisation.

De ti herskere er rigtig spændende, selvom jeg dog synes, at anden del af romanens tre dele halter lidt. Jeg var på ingen måde ved at opgive, men jeg synes begivenhederne gik lidt i stå i anden del, men på andre tidpunkter var den svær at lægge fra sig. De ti herskere kan bestemt godt anbefales til dem som kan li' en god spændingsbog.

16. juli 2007

Zadie Smith - Hvide tænder

Her er tale om en god læseoplevelse. Faktisk en rigtig god læseoplevelse, og jeg nød hver en side i Zadie Smiths Hvide tænder. Den kan bestemt anbefales.

Hvide tænder handler om de tre familier Jones, Iqbal og Chalfen, som alle bor i det samme kvarter i det nordlige London. De har dog en forskellig kulturel og religiøs baggrund, og hudfarven er heller ikke den samme.
Bogen tager udgangspunkt i Archie Jones og Samad Iqbal, og det er deres venskab, som vi følger i bogen i flere årtier. Dette foregår bl.a. via deres børn, den lidt usikre Irie og tvillingerne Millat og Magid. Archie, der er hvid og engelsk og Samad fra Bangladesh mødes under 2. verdenskrig, hvor de kæmper i samme kompagni i Østeuropa. I bogen møder vi Archie og Samad som midaldrende, hvor de bor i det samme kvarter i London, og hvor de begge to bliver fædre i en sen alder. Archie er gift med den langt yngre Clara fra Jamaica, mens Samad er gift med Alsana.
Dette scenarie er udgangspunktet for romanen og herudfra snor der sig en masse handlingsmønstre og forskellige begivenheder, alt imens de forskellige medlemmer af familien prøver på at få en dybere mening ud af deres liv.
Hvide tænder har fat i en masse emner, bl.a. religiøs fundamentalisme, hip hop, kolonitiden og genetikkens guddommelige magt. Der er en masse at hente i Hvide tænder, og den er virkelig god. Man keder sig ikke et sekund, når man er i selskab med familierne Jones, Iqbal og Chalfen, samt med Zadie Smiths sprudlende sprog.

Det er den første bog jeg har læst af Zadie Smith, men nu ser jeg virkelig frem til at læse mere. Hendes to andre romaner Autografmanden og Om skønhed ligger allerede klar og venter. Jeg vender dog lige ind omkring Christian Mørks De ti herskere, inden jeg igen er klar til Smith.

14. juli 2007

Harry Potter feber

Så er Harry Potter feberen over os igen. Film nr. 5 i rækken om Harry Potter, nemlig Harry Potter and the Order of the Phoenix havde premiere i går, og den 21. juli, dvs. på lørdag, udkommer den sidste bog i rækken, Harry Potter and the Deathly Hallows.

Kæresten og jeg startede 14 dages ferie i går, og vi kunne ikke komme i tanke om en bedre måde at starte ferien på end ved at tage ind og se Harry Potter. Så som sagt, så gjort. Men vi var desværre begge skuffede, da vi kom ud fra biografen. Kæresten har ikke læst bøgerne, men han synes filmen var middelmådig. Jeg har læst bøgerne, og jeg var bestemt ikke bedre stemt end ham. Selvfølgelig er det virkelig svært at skære en bog på ca. 900 sider ned til en biograffilms længde, og det må nødvendigvis medføre, at en hel del må udelades, ligesom det var tilfældet i Harry Potter and the Goblet of Fire, som endda var kortere end the Order of the Phoenix. Men jeg synes stadigvæk, der mangler alt for mange detaljer i filmen, og der er ting, som er decideret lavet om i forhold til bogen, hvilket jeg ikke bryder mig om. Desuden synes jeg ikke det fungerede, at en del af historien blev fortalt ved, at der bare blev læst et par overskrifter op fra the Daily Prophet, og så kunne der ellers stormes videre i historien i et hæsblæsende højt tempo.
På plussiden tæller dog klart den skuespiller, som de har fået til at spille Luna Lovegood. Hvor var hun altså bare sød. Og så synes jeg de fik tegnet et godt billede af professor Umbridge (Nidkjær) men alle hendes 'hem hem' mangler altså i filmen ;o)
Pengene på billetten var ikke helt spildt, men jeg havde nok forventet mig lidt mere.

Nu ser jeg så virkelig frem til, at den 7. bog om Harry Potter udkommer, således at serien kan blive afsluttet. Og så glæder jeg mig til, at jeg forhåbentligt finder tiden til at læse hele serien i rækkefølge nu her inden jeg giver mig i kast med 7'eren. Jeg når det dog desværre ikke inden den udkommer, men jeg må holde mig væk fra alle mulige spoilers på nettet ang. handlingen i 7'eren således at spændingen bevares. Jeg må nemlig desværre tilstå, at jeg faktisk ikke nåede helt til vejs ende i 6'eren, da denne udkom, og derfor vil jeg gerne lige have det hele genopfrisket inden jeg går i gang med 7'eren. Forhåbentligt når jeg det inden jeg igen (forhåbentligt) starter på uni til september, men men men lad os nu se. Der ligger jo stadigvæk tonsvis af biblioteksbøger som venter på at blive læst inden de skal afleveres igen.

Dagen i dag er blevet brugt til rigtig ferie afslapning. Jeg har sovet længe, set Tour de France, læst lidt og endda fået en middagslur. Hvilken skøn måde at indlede ferien på :o) Hvad ferien i øvrigt ellers kommer til at byde på er ikke planlagt endnu, men der skal nu nok snige sig et par ture ind til nogle forskellige destinationer i Danmark.
Og ellers så er det i hvert fald helt sikkert, at jeg kommer til at bruge en masse tid i ferien med en bog i hånden. Mmm :o)

11. juli 2007

Mmm en fridag

Det er hvad jeg har haft i dag :o) Og den har jeg tilbragt hos min veninde og hendes datter. Det har været virkelig hyggeligt som altid. Og hold op, hvor går det bare hurtigt med den lille størrelse. Hun står så flot nu, og hiver sig op i alting, så hun kan komme op og stå. Ja, altså min venindes datter og ikke min veninde ;o)

Jeg har desuden været et smut på biblioteket. Har fået afleveret en masse bøger og desuden fik jeg et par nye bøger med hjem.

Og så kom jeg til at købe Den stille pige af Peter Høeg, som jeg "truede" med tidligere. Derudover fik jeg brugt det gavekort jeg fik af kærestens farmor, da jeg dimitterede. For dette fik jeg købt Opmålingen af verden af Daniel Kehlmann. Den ser jeg virkelig frem til at læse.

Og i øvrigt så er der kun 2 arbejdsdage mere inden der er dømt ferie i 14 dage :oD

10. juli 2007

Jan Sonnergaard - Radiator trilogien

Jan Sonnergaard har her skrevet 3 fremragende novellesamlinger, der er samlet i Radiator trilogien. Titlerne på de 3 novellesamlinger er Radiator, Den sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen.
De 3 novellesamlingers formål er at beskrive danskerne i 1990'erne. Og sikke et fremragende billede de får tegnet. Radiator koncenterer sig om de fattige, arbejdsløse og studerende, mens Den sidste søndag i oktober omhandler middelklassen og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen omhandler de rige i Nordsjælland.
Mange af novellerne er meget barske, men de får også tankerne i gang. Specielt gjorde de to noveller 'William' og 'Bananfluerne' et stort indtryk på mig.
'William' omhandler et kærestepar der er på café, og hvor en tilfældig mand kommer hen til dem og trænger sig på. Han får dog lov at sætte sig og fortæller fuldstændig umotiveret, hvordan en dreng blev behandlet i skolen af hans kammerater, som var alt andet end søde ved ham... Det viser sig så rent faktisk, at det er fortælleren selv, som det gik udover, da han var barn. 'William' fik virkelig mine øjne op for, hvor onde børn ret faktisk kan være ved hinanden, men jeg håber også, at der i dag bliver grebet ind, hvis nogen bliver så dårligt behandlet, som det er tilfældet med drengen i 'William'.
'Bananfluerne' omhandler en fyr, som flytter ind i en lejlighed og ret hurtigt bliver træt af underboen, der hele tiden støjer usandsynligt meget, og meget tit skændes en hel del med de skiftende kærester. Fyren flytter hjem til forældrene i nogen måneder, og da han vender tilbage til lejligheden er der pludselig meget stille hos underboen og han plages af en sværm af bananfluer, som blot bliver større og større. Der går måneder, og en dag kommer politiet forbi og spørger, hvad han ved om underboen. Det viser sig, at hun er død og har været det i længe uden at nogen har reageret. 'Bananfluerne' fik mig virkelig til at tænke over, at det er skræmmende, at sådan noget virkelig kan ske i Danmark uden, at der er nogen der opdager noget... Og denne novelle viser også en hel del om danskernes berøringsangst.

Der er kun en ting at sige, og det er, at hvis du endnu ikke har læst Jan Sonnergaards noveller, så gælder det bare om at komme i gang. Her er virkelig tale om en meget god læseoplevelse, og jeg er glad for, at jeg tog en af kommentarerne på min blog alvorligt om, at jeg ikke skulle starte på novellerne i eksamensperioden. De er virkelig fængende, og man må hellere lige se, hvad ham Jan Sonnergaard nu finder på at skrive noget om i den næste novelle.

7. juli 2007

Al Gore - En ubekvem sandhed

Efter den megen debat, der har været om denne bog valgte jeg at læse den for at se, hvilket billede Al Gore får tegnet af klimakrisen. En ubekvem sandhed er bestemt ikke rar læsning, selvom jeg dog vælger at tro på det, som flere forskere har været ude at sige, nemlig at det virkelig er skræk scenariet Al Gore hiver frem i sin bog.
Bogen er fuld af virkelig flotte billeder, og de bliver brugt igennem hele bogen til at vise, hvilke ændringer, der er sket forskellige steder i verden på grund af klimaforandringerne. Problemet med flere af disse billeder er, at de ikke er taget så nøjagtigt, at de nærmest er to tro kopier af hinanden, bortset fra de ændringer, der så er sket i den mellemliggende årrække, hvor de to billeder er taget. Derimod er det ene måske taget lidt skævt i forhold til det andet, og det synes jeg ødelægger den helt store sammenligningsmulighed.
Jeg er dog klart blevet klogere af at læse Al Gores bog, og den er skrevet meget medrivende og nede på jorden, sådan så alle kan være med.

6. juli 2007

8 ting om mig

Jeg er blevet tagget af Mariannes mening, så jeg må hellere fortælle 8 ting om mig selv, som jo er hele formålet med det at blive tagget.

1. Min kæreste er rent faktisk 6 år ældre end mig, selvom der ikke er ret mange der tror det ;o)

2. Jeg har aldrig været længere væk fra Danmark end Holland. Faktisk så har jeg kun været i Tyskland, Holland, Norge og Sverige, så jeg er ikke særlig berejst. Jeg har det dog også bedst hjemme. En af konsekvenserne af, at jeg ikke er så berejst er, at jeg rent faktisk aldrig har prøvet at flyve.

3. Jeg er B.Sc., det vil sige bachelor of science in business administration. Sådan kort sagt på dansk, så er jeg bachelor i erhvervsøkonomi.

4. Jeg spiller ind imellem en hel del World of Warcraft, som er et online rollespil.

5. Jeg har ret mange bøger, og jeg elsker hver og en af dem! Faktisk så har jeg lavet sådan en Access database så jeg har en oversigt over alle de bøger jeg ejer :o)

6. Min største frygt er, at kærestens og mit hjem brænder, og at min Peter Plys bamse ikke bliver reddet ud. Jeg har fået den af min morfar og den betyder virkelig meget for mig. Jeg er VILD med Peter Plys.

7. Jeg synes matematik er spændende, og jeg elsker at løse matematikopgaver. Faktisk kan jeg sagtens finde på at læse i en matematikbog bare sådan fordi jeg har lyst.

8. Jeg arbejder i min svigerfars firma, så jeg kan supplere SU'en lidt.

Peter Høeg

Jeg har et ret anstrengt forhold til Peter Høeg og hans bøger, og alligevel så vil jeg så gerne læse noget af det han har skrevet. Jeg har tidligere læst det meste af De måske egnede, men til sidst opgav jeg. Jeg kunne simpelthen ikke kæmpe mig igennem de sidste 50 sider, fordi den var mærkelig og der var intet i historien, som gjorde, at jeg brændte for at finde ud af hvordan historien endte.
Jeg har desuden tidligere prøvet at komme i gang med Frøken Smillas fornemmelse for sne, og der gik ikke mange sider før jeg måtte opgive den.
Og nu er jeg så i et dilemma: Den anden dag startede jeg på Den stille pige som jeg har lånt på biblioteket, og jeg fik læst de første 30-40 sider, men jeg blev slet ikke fanget til trods for, at jeg har læst om handlingen på nettet, og synes den lød rigtig god. I går var jeg så inde i byens boghandler, og der faldt jeg over paperback udgaven af Den stille pige, og på denne udgave står der rent faktisk bag på, hvad den handler om. Og igen tog jeg mig selv i at tænke, at Den stille pige lyder til at være virkelig god. Jeg var endda tæt på at købe bogen, fordi jeg tænkte, at jeg må give den mindst en chance mere. Men hvor er det bare træls, at jeg slet ikke kan komme i gang med den til trods for at jeg synes den lyder virkelig spændende og anderledes!

I øvrigt så fik jeg købt en ny bog i går, nemlig den første bog i Wallander serien, Mordere uden ansigt, som er skrevet af Henning Mankell. Og måske jeg tilføjer et par bogkøb i morgen, hvis jeg smutter en tur ind i byen.

God weekend hvad end I skal lave :o)

5. juli 2007

Aase Schmidt - De fritstillede

Hvilken kedelig forside til en bog, men sikke en bog der gemmer sig bag forsiden. Jeg læste om bogen på bibliotekets hjemmeside, og tænkte den lød god. Jeg reserverede den, og da jeg afhentede den på biblioteket sagde jeg til kæresten, at hvis jeg ikke havde læst om den, så tror jeg aldrig den ville have fanget mig pga. den kedelige forside. Og det ville dælme have været synd, kan jeg så sige, nu her efter jeg har læst den.

De fritstillede handler om enkemanden Hans, den enlige mor Sara og hendes søn William, den fyrede Norma og Hanna, som er en gift mands elskerinde. Grønthandleren, Majid, nede på hjørnet er samlingspunktet, og det er ham som sætter gang i begivenhederne. De fem førstnævnte har alle det til fælles, at de er beboere i den samme etageejendom, og at de er fritstillede, og sat lidt ud af det hele. De står alle ved en eller anden korsvej i deres liv. Majid sætter gang i begivenhederne, så beboerne går fra at være fritstillede og til at blive frit stillede, således at de er i stand til at komme videre i livet.
De fritstillede er meget lidt actionpræget, men der er derimod tale om en stille og hyggelig bog, hvor vi følger de fem beboeres vej mod bedre tider, hvor de er kommet ud af ensomheden og i stedet får et godt fællesskab hinanden imellem.

De fritstillede er ret hurtig læst, og det er en perfekt bog til sommerferiens læsning, selvom den samtidig giver en lidt at tænke over. Den er helt bestemt anbefalelsesværdig.

3. juli 2007

Martina Haag - Vidunderlig og elsket af alle

Vidunderlig og elsket af alle handler om Isabella (Bella), der gerne vil være skuespiller. Hun er arbejdsløs men indkaldes til et skuespillerjob på Dramaten. Der er bare lige det problem, at grunden til, at hun er blevet indkaldt skyldes en "fejl" på hendes CV. Dramaten står nemlig og mangler en tvilling til en skuespiller, men tvillingen skal samtidig være akrobat. Det sidste krav lever Bella ikke just op til, og ja, det er dømt til at gå galt. Bella får dog kontaktet en dygtig underviser, helt uden teatrets vidende, som kan hjælpe hende med at lære akrobatik. Problemet er dog, at Bella er på en umulig opgave, og da præmieren er nært forestående er Bella kun på koldbøtte stadiet.
Et andet problem for Bella er, at hun indleder et forhold til en anden skuespiller på teatret, og som altid i chicklit er det dømt til undergang fra starten af.

Her er virkelig tale om chicklit. Men det er bestemt ikke den bedste gang chicklit jeg har læst. Nynne slår Bella med flere længder. Til gengæld er Bella bedre end Shopaholic serien, men der skal heller ikke meget til ;o)
Bella er ganske sjov, men beskrivelserne af hendes tanker er overfladiske, selvom de dog ind imellem fik et smil frem på mine læber. De pinlige detaljer, som man kender fra Nynne, forekommer (næsten) ikke i Vidunderlig og elsket af alle, men de kunne have højnet niveauet af bogen en del.
Har du hverken læst Nynne eller Bridget Jones, så vælg dem fremfor Bella!

1. juli 2007

Søren Lind - Høns i pluralis og på flugt

Høns i pluralis og på flugt er en novellesamling, som består af 18 forskellige noveller. De 5 af novellerne hænger dog sammen, da disse alle er bygget op omkring Jeppe, som skriver til søsteren Nete, om hans liv i Moskva.
Novellerne er meget forskellige, men hovedparten af dem er rigtig gode. Jeg kunne specielt godt li' 'Gamle mænd' og '35 somre.'
I 'Gamle mænd' hører vi om to mænd, som sidder på et plejehjem, men efter et par afsnit gøres der opmærksom på, at det egentlig er fjollet, at det er der de sidder, og at de nu i stedet sidder i en have hos den enes søn. Disse sceneskift forekommer hele novellen igennem, og man når hele tiden lige at forestille sig, hvordan atmosfæren er inden denne igen skifter.
I '35 somre' hører vi om fortællerens oplevelser i de 35 somre han har været til. Der bruges et afsnit til hver sommer, og det er ellers ikke så lidt fortælleren når at opleve i løbet af de somre. På sin vis en simpel måde at bygge novellen op på, men det fungerer godt.

Søren Linds novellesamling er anbefalelsesværdig. Der er en masse små, gode læseoplevelser at hente i de forskellige noveller, selvom jeg dog var knap så begejstret for 'Oslo Rådhus' og 'Dårligt nyt og kaffe.' Det er dog ikke nok til at ødelægge det overordnede gode indtryk af novellesamlingen, og et par kiksere skal der jo være plads til for en debutant.